★★★☆☆☆ Hudløs – aktuel, men ujævn nytænkning af det absurde teater

Den palæstinensiske instruktør og dramatiker Bashar Murkus’ absurde drama Hudløs på Mungo Park er et overvejende interessant bekendtskab, der kunne have stået endnu skarpere ved en kondensering af stoffet.

Manden på scenen sidder ikke fast i en møgbunke som sin forgænger, Winnie i Samuel Becketts absurde klassiker Glade dage. Han er i stedet låst inde i sin gigantiske krop og sin lillebitte lejlighed. Noget lurer udenfor. Måske en lyd. Måske en ulv. Måske bare verden i al dens skræmmende mangfoldighed.

I en tilstand af venten

Vi ved ikke, hvad der er sket, og det er heller ikke afgørende. Hudløs skildrer en tilstand. En stilstand. Et menneske fanget i meningsløshedens repetition, som vi kender det fra den absurde tradition, tydeligst i familie med Becketts ventende eksistenser. Denne mand fordriver tiden og holder rædslerne fra døren med et nøje tilrettelagt dagsprogram, der krones med et bananorgie.

Han har øjnene på bananerne, fra han prustende entrer scenen i mørke. ”Kom nu, okay,” opmuntrer han jævnligt sit store korpus, der kun med besvær kan bøje sig ned og rejse sig fra stolen. Men med lokkende ord og gåpåmod får han samlet både bananfad og pude op fra gulvet og kan indrette sig i sit lille teknikhjørne. Han må nu hurtigt op igen. Lytte ved døre. Snuse ved vægge. Slå, forsvare, gemme sig og flygte. Stemmen jager ham rundt i rummet, til han atter kollapser i sit hjørne.

Mening opløst i meningsløshed

Verden er både stor og lille i denne mands fantasifulde ritualer. Verden er pakket i husholdningsglas, stablet mod bagvæggen. Her finder han et spørgeskema og siden en form for nodepapir. Begge bruger han til at optage lydsekvenser i loop, hvor lag på lag ligger sig ovenpå hinanden. Først eksistentielle spørgsmål, som i hvert loop får et nyt svar. Anden gang mestendels lyde, der danner en hverdagssituation. De to scener rammer renest og mest originalt den dobbeltrettede oplevelse af mening opløst i meningsløshed.

Synkrondansen med den lille dreng på bagvæggens lærred gentaget i det asende og masende store korpus på scenen er lige så hjerteskærende rent i sine start-stopsekvenser og rækken tilbage i fortidens evighed. Hvor længe har han slået skeerne sammen? Vil han for altid være fanget her sammen med tingene, som er de eneste han taler med?

Original fornyelse af absurdismen

Sebastian Aagaard-Williams forsvarer sin lille, store mand insisterende og sødt. Han er væver på den måde, store mennesker kan være. Men mest af alt er han indtagende naiv i den bedste absurde tradition, der drager os med ind i hans univers, der nok er angst og smertefuldt, men også rummer momenter af skønhed.

Palæstinensiske Bashar Murkus er bestemt et bekendtskab værd, og Hudløs spiller direkte ind i vores tid, der bliver stadigt mere usikker. Men forestillingen er simpelthen for lang til at holde min interesse fangen hele vejen. Monologer skal i særlig grad holde snoren stram, og klicheer som den dansende gine kunne snildt udelades uden at tabe et gran af indsigt, men tværtimod kondensere historien om dens genuint originale fornyelse af en pludseligt stærkt aktuel absurdistiske fortælleform.