Del

Sange ud af evigheden

8. - 26. mar 2022

Hamletscenen

Hamletscenen skal som altid have cadeau for et nytænkende initiativ af Shakespeares oeuvre. Denne gang med den såkaldte teaterkoncert Sange ud af evigheden, der desværre fremstod introvert og alt for løst leveret i et arrangement, der forekom helt planløst.

Shakespeares Sonetter er – som det meste af hans skrift – ikke bare digte, men også musik for øret. Måske derfor har Hamletscenen initieret en såkaldt teaterkoncert over en snes af de 152 tekststykker, der med karaktererne Den smukke, unge mand og Den mørke dame kredser om temaer som begær, utroskab, jalousi, kærlighed og bitterhed. Almenmenneskelige emner, der er lige så aktuelle i dag, som da digtene blev publiceret i 1609.

Det kunne altså være så godt og oplagt med en musikalsk, nutidig fortolkning af sonetterne. Men det er det desværre ikke på den lille scene ved Kronborg.

Sange ud af evigheden
Sange ud af evigheden på Hamletscenen. Foto: Mikkel Dysted.

Verden er en scene

Scenografisk ser det ellers lovende ud. Sisse Jørgensen har skabt en tilsyneladende helt dagligdags stue, der dog hurtigt viser sig at gemme på adskillige udvidelser og finurlige symboler, der sættes mere eller mindre direkte i spil. Tiden står stille – eller eksisterer i titlens evighed – visualiseret af de mange stueure, der af og til drager spillernes opmærksomhed. På klaveret troner en lysende globus, der sender tankerne både til Shakespeares scene The Globe og til citatet ”Verden er en scene, hvor mænd og kvinder spiller deres roller” fra hans Som man behager. Selviscenesættelse er implicit i Shakespeares univers.

Flot åbnes bagud mod spisestuebordets stilleben med kranium, bøger og forgængelig frugt, derefter til køkkenets kølige fliser og til sidst mod evighedens mørke, der indrammer cellist Naja-Marie Souliés klagende strofer ”Glæden er kun kort. Jeg sender den retur og alt bliver sort”. Line Kroghs oversættelse fungerer. Når man altså kan høre ordene, der mestendels opløses i de meget enslydende kompositioner, som Tue West står bag.

Sange ud af evigheden
Sange ud af evigheden på Hamletscenen. Foto: Mikkel Dysted.

En er fra Fyn, en anden drømmer semiprivat

Det bringer os tilbage til selviscenesættelsen. Der er tilsyneladende ikke rigtig nogen idé med dramatiseringen ud over de fem musikeres løsrevne refleksioner over dem. Claus Funch er fra Fyn og der læste man pornoblade og ikke Shakespeare. Tue West selv er en middelaldermand, der stadig drømmer. På Shakespeares tid havde drømmene et andet perspektiv, men hans sonetter vil leve længe efter os – altså i evighed, fortæller West mellem et par sange.

Det har han ret i, men det fortæller mig ikke meget om sonetterne – og dem har jeg som sagt svært ved at høre i det af og til temmelig mudrede lydbillede. Emma Lise Fleming reciterer undervejs et par enkelte strofer på sit modersmål engelsk, hvilket straks anslår et andet, meget mere dramatisk ladet resonansrum. Sonetterne er sprog og rytme– vi skal høre dem.

Resten af tiden er jeg i tvivl, om de fem er sig selv eller en form for karakterer, som man jo typisk vil forvente det i teaterkoncerter. De er jo musikere og ikke skuespillere, så jeg hælder til det første hjulpet af den semiprivate tone, replikkerne gives i. Men det er bare ikke særlig interessant, hvad de fem mener om sonetterne, og det virker heller ikke, som om de er særligt interesserede i at folde dem ud som andet end sangtekster, der ud fra de abstrakte lommefilosofiske kommentarer i princippet kunne have været alle mulige andre tekster om kærlighed og evighed.

Sange ud af evigheden
Sange ud af evigheden på Hamletscenen. Foto: Mikkel Dysted.

Så lad dog de mikrofonstativer stå!

Hvor scenografien har finesse og dybde, er kostumerne tværtimod i bedste fald forvirrende. Tue West er iført en form for kunstnerisk fløjlskåbe. Måske er han barden Shakespeare selv? Måske bare delvist i nattøj? Claus Funch giver den som Tom Waits-imitation, Naja-Marie Soulié er i et klassisk koncert-dress, Emma Lise Fleming i noget grungeagtigt, mens Jonas Viby Sommer måske kommer direkte fra efterskolen i sine bare tæer. Måske er det hele bare en visualisering af evigheden igen, men jeg fandt det distraherende rodet.

Rolf Heim, der har iscenesat en perlerække af fremragende teaterkoncerter, virker nærmest fraværende i dette univers af musikere. De er ikke voldsomt gode til at sige replikker, og får heller ikke udnyttet det, de faktisk er gode til – at spille musik. Scenearrangementet går nemlig ud på, at alle så vidt muligt skifter instrumenter hele tiden. Skiftene gælder også mikrofonstativerne, der partout skal rokeres rundt efter hver sang.

Jeg har sjældent set så megen moslen rundt på en scene. Det dræbte enhver ansats til drama og de stemningsfulde øjeblikke og momentvise crescendoer, musikken dog bød på. Da Tue West fx viser, at han kan mere end at drømme med en magnetisk trommesolo, dør energien på sekunder, da han bagefter pustende og stønnende vader rundt på scenen uden mål og med, men til gengæld længe. Mon ikke en regulær koncertform ville have forløst stoffet lidt mere forførende?  

Instruktion: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Jørgensen. Kostumier: Mette Morild Kapper. Manuskript frit efter William Shakespeare. Oversættelse: Line Krogh.

Medvirkende: Tue West, Claus Funch, Jonas Viby Sommer, Naja-Marie Soulié og Emma Lise Fleming.

Spiller på Hamletscenen 8. - 26. marts 2022.