★★★★☆☆ Elektra – medrivende hævndrama med en gæld til Freud

Camille Sieling Langdals iscenesættelse af Hugo von Hoffmannsthals Elektra på Odeon er et hævndrama med øjeblikke, der både er smukke og samtidig rædselsvækkende som et ur-mareridt.

Temaet om hævn anslås fra første sekund af Camille Sielings iscenesættelse af Elektra for Odense Teater på Odeon: Maria Cordsens Elektra overvejer med stenansigt at begrave den meget konkrete stridsøkse, hun har i hænderne. I forestillingens første del krakelerer det stenansigt kun i få øjeblikke, når hun er alene med sine tanker eller når Nadia Jasmin Nielsens lidt enfoldige Chrysothemis bønfalder hende om at opgive hævnen. Det fungerer stærkt.

Omkring Elektra smyger de andre skuespillere sig som skygger og hvisker omstændighederne frem. Hvordan eller om hun skal tage hævn over moren Klytaimnestras og hendes elskers mord på faren. I programmet er disse roller angivet som tjenere og tjenerinder, men på samme tid føles de ofte lige så meget som karakterernes forpinte og paranoide tanker.

Peter Schultz’ scenografi har samme tvetydighed. Selvom den mere ligner en parkeringskælder end den fangekælder, den er, føles den mest af alt som de mest dunkle dele af underbevidstheden. 

Som et ur-mareridt

Hugo von Hoffmannsthal var da også netop inspireret af Freud. Det, der fungerer så godt ved Langdals iscenesættelse, er, at hun får den stemning manet frem. En stemning af drifter og tanker, man ikke er herre over, og tvangsprægede gentagelser. 

I tråd med den stemning er det suverænt uovertruffen bedste ved Elektra – og der er virkelig meget godt – Natalí Vallespir Sands dronning Klytaimnestra. Hun er en karakter, der – for at bruge et af Freuds egne udtryk – er syg af erindring. Hun er hjemsøgt af drømme om mordet på sin mand og vil gøre alt for at slippe for dem.

Den scene, hvor hun opsøger Elektra i fangekælderen, er ligesom en scene i et ur-mareridt. Hun er skiftevis rædselsslagen og rædselsvækkende, skiftevis tryglende og truende. Det første, idet hun står med Elektras ansigt i sine hænder og trygler om en måde at blive løst fra skylden på. Det er ganske kort – som i ”blink og du går glip af det” – men et sekund virker det også som en mulighed. I stedet for at heppe på hævnen, håber man i et øjeblik på tilgivelsen. Dernæst kommer det rædselsvækkende, da hun i næste øjeblik truer Elektra. “Holy shit,” sagde én til højre for mig umiddelbart efter scenen. Enig. 

Lyset som medspiller

Lyset er en slags medspiller i Balder Nørskovs lysdesign, og det er sjældent, jeg har set en forestilling, hvor lyset havde så stærk en stemme. Nogle gange er det subtilt, fx når Elektra taler til den afdøde Agamemnon og iagttager et rektangel af lys – måske fra et af fangekælderens vinduer – bevæge sig over gulvet, og hun – og vi – oplever det som et tegn. 

Andre gange er det næsten brutalt. Når lyset bliver dunkelrødt under Klytaimnestras ufrivillige erindringer om mord, eller når det forvrænger hendes skygge, så den fremstår som et billede på hendes indre liv på væggen. Det er også smukt fra start til slut.

På randen af galskab

Min eneste indvending er hen mod slutningen, en tid efter – spoiler alert – Orestes vender tilbage. Ikke at det er Emil Veber Rasmussens Orestes’ skyld: han bliver spillet drenget på en medynkvækkende måde, jeg synes var rørende. 

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, men umiddelbart efter hans genkomst følger nogle scener, hvor især Elektras dele bliver uforståelig råben for mig. Der sker meget, det sker højlydt, men det bevægede mig ikke på samme måde som før. Måske er der en pointe i det. At karaktererne har været på randen af galskab hele tiden, og nu endelig med hævnen styrter helt ned i den.

Uanset hvad det var, så var det første gang på aftenen, hvor jeg ikke kunne leve mig ind i karaktererne længere. Deres følelser blev uigennemsigtige for mig, på en måde hvor jeg ikke rigtig var nysgerrig. Trods denne måske pedantiske indvending mod forestillingens slutning er Odense Teaters Elektra et virkelig medrivende hævndrama, hvor hævnen ikke er sød, men en bitter pligt.