★★★★★☆ Beboer – dans fra 16. sal vender bygninger på vrangen

Don Gnu har med Beboer – i et samarbejde med Mungo Park, Bora Bora og beboerne i Høje Gladsaxe – begået en hæsblæsende, opfindsom og humoristisk forestilling med dans, sang og parkour indrammet i en sødmefuld candyfloss-æstetik. Akkompagneret af rå og uslebne sange afspejles det menneskelige aspekt bag de kolde facader af højhusenes levetid fra 60’erne til i dag.

Høje Gladsaxe og dets beboere er hovedpersonerne i forestillingen, der åbenbarer det bløde, menneskelige indre bag den hårde, kolde beton. ”I ser måske bare bygninger, men vi er her,” bliver der sagt. På et øjeblik bliver projektioner af højhuse på forscenen til to døre i en opgang. Det første møde mellem naboerne finder sted foranlediget af høj, forstyrrende musik. 

Annonce

Mikolaj Karczewski spiller den nervøse beboer, der, mere og mere påklædt, tager tilløb til at bede om at få skruet ned. Gennem et akavet møde med naboen, Marluze da Cruz, forstår de begge, at lyden kommer fra overboen spillet af Mads Emil Duelund Hansen. Så er scenen sat til en forrygende kreativ udfoldelse af livet i højhusene i tæt samspil med lys, projektioner, kulisser, lydflader og sang.

Roulade, kaffe og livshistorier

Beboere fra Høje Gladsaxe har leveret inspirationen til forestillingen. Samarbejdet kom i stand over kaffe og roulade og blev til et væld af livshistorier, der handler om alt fra venskab, kærlighed og ægteskab til plantekasser, viceværter og nabostrider. Iscenesættelsen sker passende på Mungo Parks anneksscene lige foran højhusene, der med kærlighed og humor har omsat beboernes input til fysisk danseteater.

Udvalgte interviews projiceres i sort/hvid på lukkede persienner sat fast på metalstativer. Vi inviteres dermed til at kigge ind i stuerne bag de lukkede persienner og senere, når persiennerne åbnes, kan spillerne stå bag rammen og kigge ud på livet. Projektioner på bagscenen viser højhusene, et ansigt, en hånd, et fald eller bilerne nede på vejen set fra 16. etage. 

På scenen i det pastelfarvede univers fortolkes anekdoterne til det levede liv bag murene humoristisk. Men kan man grine af et rørende interview? Det dokumentariske aspekt giver os direkte adgang til at se os selv  i et befriende spejl, og vi forstår, vi griner af genkendeligheden. De pinlige optrin i underbusker, at bo i sin morgenkåbe, akavede situationer, lyde fra naboerne og vasketøj, der bliver luftet i mere end én forstand. 

Veje til godt naboskab

Mikolaj bliver gode venner med Marluze, og med en metalstige udforsker de anvendelsen af trin og retninger. Trapper og elevatorer findes i rigt mål i højhusene, men de kolde trin er også forbindelsen mellem menneskene. Marluze og overboen Mads Emil bruger ikke trappen. Gennem ekvilibristiske spring fra den ene etage til den anden og akrobatiske armsving i metalkonstruktioner demonstrerer scenografien et væld af funktioner.

Marluze lufter det røde vasketøj. Svinger og kaster det rundt i en dans efter en lang, søvnløs nat i højhuset, hvor lyset har været slukket og tændt i takt med høje lyde fra et soveværelse. Hun forfører Mikolaj på en seng, der kommer til syne på en vendbar klap på stativet. Den kan drejes rundt ved de andre spilleres hjælp. Samme konstruktion bruges til at løfte Carreris en etage op, som var det en elevator.

Mikolaj har modtaget nogle lette flyttekasser, men ved tilsyneladende godt, hvilken bagage han bærer på. Selv med kroppen dirrende af anstrengelse og ildrødt ansigt, kan han ikke løfte dem. Det lykkes heller ikke de to mænd i fællesskab senere. De sloges, men blev i stedet filtret mere ind i hinanden. Vi ser at beboerne gradvist tør indgå i fællesskabet, fremfor at gemme sig bag nedrullede persienner. ”Loneliness within, until we gather safely,” synger Carreri.

Bygningernes musik

Legen med lethed og tyngde gennem kamp, dans og parkour understøttes af Alice Carreris musik og Siggi Óli Palmasons begavede scenografi. Et fysisk optrin med høj energi akkompagneres af blid og lyrisk sang som fra en tidslomme i husenes fortid. De hidsige pastelfarver på kostumerne i pink, rød og bourdeaux balanceres af Christoffer Breknes smukke sort/hvide projektioner og det skakternede gulv. 

Kompagniet mener selv, bygningernes musik går i taktarten 5/4. En ”skæv” taktart, som bruges i jazz såvel som i nyere kompositionsmusik. Carreris sange lefler da heller ikke for konformitet. De spænder fra det rå og dybe jazzede til det lyriske, lyse pop. Sangene leveres lidt usikkert næsten prøvende, som var det husenes egen glemte stemme, der sivede ud af murværket gennem naturlige cracks. 

Uagtet hensigten tilfører klangfarver og spændvidde både liv og resonans til sangfortællingerne og stedets mangfoldighed, puls og selvforståelse. Beboerne lever måske nok i et hus af beton, men udsigten er natur, som en beboer siger: ”Det er et million dollar view”. Nu mangler vi kun, at den sidste timing af videointerviews giver tid til applaus mellem scenerne, for der er bestemt noget at klappe af denne aften.