★★★☆☆☆ Askepot – selvironisk metakomedie malker Rossinis opera for latter

Postmodernismen er åbenbart tilbage. Den norske instruktør Stefan Herheim åbnede Det Kongelige Teaters operasæson med en Askepot, der ofrede dramaturgien til fordel for selvbevidst komik af tvivlsom kaliber.

Er man i tvivl om, hvor stor en virksomhed Det Kongelige Teater er, så kig på den aktuelle plakat for Askepot i Operaen. Den fortæller noget om afstanden mellem de forskellige afdelinger i firmaet. På plakaten ses den berømte glassko, skinnende på foden af den underkuede Askepot.

Nå ja, en guldsko er det måske endda – ligesom i Grimms eventyr – men min pointe er den samme, for i Stefan Herheims opsætning af eventyret er der ingen sko at finde. Det er nemlig hverken brødrene Grimms eller Walt Disneys, men derimod Rossinis Askepot, vi her har med at gøre, og hun taber ingen sko på vej hjem fra bal på slottet.

Teatrets afdelinger for markedsføring og produktion har tilsyneladende ikke haft tid til at tale sammen, og så er man altså endt med at reklamere for en anden forestilling end den på scenen.

Hjerte-emoji og selvironi

Nuvel, det er også svært at vælge et enkelt billede fra Herheims iscenesættelse af Rossinis komiske opera, som kan gøre det ud for hele produktet. For den norske instruktør har kørt hele sit arsenal af gimmicks og effekter ind i en Askepot, der er så fuld af selvironi og postmodernisme, at man føler sig hensat til 1990’erne.

Komedien udspiller sig i en pejs fuld af aske. Ja, i seks pejse endda, for hvad er mere postmodernistisk end en scene-i-scenen-i-scenen-i-fortsæt-selv? Det skulle da lige være den store videoskærm i baggrunden, som ivrigt kommenterer handlingen undervejs. Da Askepot – som hos Rossini hedder Angelina – møder prinsen Don Ramiro første gang, formes en stor, digital hjerte-emoji.

Det er ganske vist opbygningen til en scenisk joke, som er relativt morsom. Men det er også bare for meget. For kækt på en lidt påståeligt idiotisk måde.

Forceret morskab

Brugen af videoskærmen kammer fuldstændig over for Stefan Herheim, og det er en befrielse for opsætningen, når den forsvinder igen. Desværre virker andre forsøg på morskab også en kende forcerede.

Et operakor bestående af Rossini-kloner gør grin med arierne og partituret, mens de nærmest bønfalder os om latter med overdreven mimik. Og Angelinas to halvsøstre, Clorinda og Tisbe, giver den som fysisk komiske duller, men sopranerne Clara Cecilie Thomsen og Kari Dahl Nielsen har ikke en komisk fiber i kroppen.

Jeg finder det markant mindre sjovt end, indrømmet, en del andre i salen.

Tricks i stedet for drama

Selvom en del af det komiske tema er at gøre grin med musikken, så giver Herheim også musikken fint med plads. Mere plads, såmænd, end dirigent Steven Moore giver sangerne, der ofte overdøves af Det Kongelige Kapel.

Desværre sker den musikalske komik på bekostning af værkets dramaturgi. Angelina er hos Herheim ingen engel, og derfor har brasilianske Josy Santos’ fyldige og teknisk præcise mezzosopran lov at skeje ud. Sympati for hende har vi dog ikke rigtig, og hvad binder et eventyr sammen, når man ikke holder med nogen?

Instruktøren prøver at fylde tomrummet ud med en parade af tricks – også under bæltestedet – og sangerholdet har udmærket tyngde med en fin blanding af tekniske og sceniske talenter. Men Askepot har så travlt med at le ad sig selv, at Herheim glemmer alt andet, deriblandt hvor dyrt et billigt grin er i Operaen.