★★★★☆☆ Gertrud svarer igen – metakunst vil bryde gennem strukturerne

Husets Teater udfordrer kønnets og sprogets rolle i kunsten med Gertrud svarer igen, hvor Hamlets tæt på replikløse mor får mæle. Eller gør hun?  

“I begyndelsen var ordet
Og ordet var hans
Og ordene var hans efterkommeres
Altid han, ham, hans
Aldrig mit”

Sådan parafraserer Nazila Kivi den kristne skabelsesberetning i programmet til Gertrud svarer igen. Kivi har været tekstkonsulent på forestillingen, der tager sit afsæt samme sted i en anden beretning, nemlig i Shakespeares Hamlet. En forestilling fyldt af mænd, der begår overgreb mod de to kvinder, som trods deres relativt store betydning for plottet kun er udstyret med 4% af replikkerne, men til gengæld får al skylden. Måske er det ikke helt den gængse måde at opsummere klassikeren på, men forkert er det jo heller ikke.

Nu tager Gertrud ordet

Instruktør og teaterchef Liv Helm vil med Gertrud svarer igen stille sig et andet sted i dramaet. Det er en form for opgør med traditionelle mande-/kvinderoller, og især med kvindens medfødte ansvar for skyld og skam, men må jo næsten også blive et opgør med tragedieformen, der ligesom kønsroller er et udtryk for strukturelle vaner, vi ikke med et snuptag kan tænke ud af. Ligesom prøverummet naturligvis heller ikke er magtfrit, lige meget hvor meget man uddelegerer ansvar i form af tekstinput eller rollebud.

Patrick Baurichter får den tvivlsomme dobbeltrolle som Hamlet og forstående kunstnerkollega. Ja, han er vel egentlig også mere kunstneren, der spiller Hamlet end rollen selv i denne metaforestilling, hvor Christine Albeck Børge mere entydigt spiller kunstneren, der spiller Gertrud.

Nok går hun i spil i et enkelt moment, hvor Baurichter tjenstvilligt hjælper hendes, altså Gertruds, stemme på vej på mest coachirriterende vis, men mestendels ruller hun med øjnene og markerer solid distance til Shakespeares tekst, til medspilleren, til instruktøren og bare generelt til meningen i projektet. Det er ikke nødvendigvis et dumt greb, hvis man virkelig vil ruske i vanens magt, men det bliver også noget kedsommeligt programmatisk i passager.

Kommer den rådne tand løs?

Det er hamrende svært at bryde konventionerne. Vi er vant til metakunst, så det er ikke rigtig nok i sig selv. Gertrud svarer igen gør også mere end det. Den forholder sig undersøgende til forskellige stilistiske og spillemæssige udtryk, hvilket om ikke andet sætter Liv Helms usvigelige sans for at gå den æstetisk-eksistentielle planke ud i fornyet relief. Men balancerer det? Kommer vi et andet sted hen? Eller cementerer vi bare mandens centrale position som den, der drager opmærksomheden, mens kvinden hvæser i skyggen af geniet?

Gertrud har stort set ingen replikker, så dem må holdet og især Christine Albeck Børge selv finde på. Hendes dagbogsfragmenter er bare ikke mere interessante end Baurichters freudianskinspirerede overvejelser over Hamletkarakteren. Begge dele pirker i et grundproblem, men får de den rådne tand løs? Dagbogen er traditionelt en kvindeligt kodet genre, så det giver både mening og ikke mening at bruge den. Den taler anderledes, men cementerer således også, at sådan er altså kvinders tale. Det bliver lidt en løben rundt i de herskende paradigmers irgange, hvor nogle greb lykkes, andre ikke.

Det er ikke nemt at bryde konventionerne

At alt opløses til sidst – og at det ikke er tilfældigt, at det er skabelsesberetningen, der parafraseres i programmet – kaster et uhyre smukt visuelt slutbillede af sig, men igen trækkes det for langt (ud) for min smag. Måske er vi nødt til at starte helt forfra, hvis vi skal bryde strukturerne – men skal det så fortælles med den allermest ur-vestlige fortælling, vi kender?

Gertrud svarer igen er ikke en uinteressant forestilling. Stærke fysiske billeder og intenst spil, men også for lange udpenslende replikker. Det fremstod i mine øjne for svingende på premieredagen, men jeg keder mig også let, når budskaber skæres for tydeligt ud. Det er ikke nemt at bryde konventionerne – ej heller sprogets – og Husets Teater fortjener helt overordnet cadeau for sine stadige afprøvninger af genrehybrider og andre fortællemåder.

Se instruktør Liv Helm fortælle om forestillingen her.