★★★☆☆☆ Verden ifølge Pelle – ujævnt one child comedy show

Cirkusbygningen lagde hus til premieren på Verden ifølge Pelle, Trine Gadebergs one child comedy show. Især titelkarakteren holder hele vejen hjem, mens der med fordel kunne være luget ud i de supplerende karakterer, der mest brillerede ved diversiteten af tænder og parykker.

Pelle på fem og et halvt år er genial. Den lille fyr, som Trine Gadeberg har udviklet over en årrække, ser på de voksnes verden og formidler den med sine egne saftige sprogblomster. Trine Gadeberg er en forrygende sanger, der kan trykke What A Feeling af, så loftet næsten letter på Cirkusbygningen, hvor hendes one child/woman comedy show havde premiere inden landsturneen.

Desværre drukner disse unikke talenter næsten i Gadebergs – og må vi formode tekstforfattere og instruktørs – forkærlighed for lummerhed kombineret med store tænder og sjuskede parykker. En sand parade af karakterer fra revyens glemmekasse besøger også scenen – og det er ærgerligt.

Alene tilbage med Svolle

Pelle er på scenen i begyndelsen og til sidst. I mellemtiden forvilder han sig ud i verden, hvor han måbende observerer dens dårskab fra medicinering af børn til krig i nogle farverigt, naivistiske animationer, der taler direkte ind i Pelles univers.

Imens lades vi andre tilbage med Svolle, Pelles tour manager. En manager af den gamle skole med guldkæde om hals og mave og pik ud af bukserne. Han hidkalder alle, der kan kravle og gå, og smider dem på scenen for at dække over, at Pelle er blevet væk. Herunder Preben Elkjær, der ikke spiller bold, men fremlægger boligforeningens varmeregnskab krydret med fotos fra privatsfæren. Drævende Svolle og undselige Preben er to ret forskellige mandetyper, men ingen af dem fænger rigtig – og er tiden ikke løbet lidt fra at crossdresse på revymåden anno sidste århundrede?

Jeg maler mig længere ind

Lidt bedre går det med nogle af de kvindelige karakterer. Den fulde, forbitrede mors konfirmationstale er blandt Gadebergs glansnumre, der ligesom Pelles svadaer er slidstærke og tåler gensyn på gensyn, mens tæerne krummer sig langt op i nakken. Og bare for at modsige mig selv, var jeg også ret betaget af katte- og kunstelskeren Sonja, der bar aftenens største gebis og et krøllet garnnøgle på hovedet. Hendes evne til ”at male sig længere ind” i sine gule og uhyre socialdramatiske billeder er lige så kostelig, som hendes engageret-snøvlede stemmeføring. Nattergalen fra Bjerring – ”altså uden bro” – har også noget for sig i kikset positur og schlagernumre med refræner som ”kærlighed ved første blik på supersygehus”.  

Resten af menageriet kunne jeg godt have undværet. Hvad enten det var bedstemor, der skød bordtennisbolde med mere ud af ”pisseflæsket” eller den totalt i solbriller og paryk formummede Tessa-kopi, der simpelthen ikke havde nogen med sig i sine boomer-vers og ditto emojis.

Giv mig hard core Pelle-show

Der er langt fra top til bund i dette show, hvor Pelle lyser i al sin naivitet og alt for store viden om verdens forfærdeligheder. Han får rundet gamle travere i sin dysfunktionelle familie, der nok har inspireret hans flair for analfabetet, der rækker fra ADHD til PTSD. Han tager endnu en runde med Putin, Ukralavinierne og Den Liberale Ambulance. Han forklarer klimaforskrækninger og cement, som er noget, hans oldemor er. Animationerne på hans rejse understreger alvoren bag hans sjove ordforbistringer og lægger ikke fingrene imellem, når generaler skal måle pikke, og skildpadder kvæles i havenes plasticforurening.

Helst havde jeg taget tre kvarters hard core Pelle-show. Gerne suppleret med en anden del, hvor Trine Gadeberg havde foldet sangstemmen ud. Jeg er sikker på, at showet vil blive taget godt imod derude, men næste gang må gebisser og hårpragt og dertil knyttede figurer gerne blive hjemme, mens Pelle indtager verden.

Se videoklip med Pelle her.