★★★★☆☆ København – kammerspil om moral og intention

Det Kongelige Teater fejrer 100-året for Nobelprisen i fysik til Niels Bohr med den opdaterede 2018-version af Michael Frayns drama København om det sagnomspundne møde i 1941 mellem Bohr og Werner Heiselberg.

“Hvorfor kom han til København?”

Karen-Lise Mynsters karakteristiske stemme stiller spørgsmålet i prologens mørke. Hun er Margrethe Bohr, det tredje hjul på fortællingen om et far/søn-forhold, der blev udfordret på begges hjemmebane – forskningen – i våbenkapløbet under 2. Verdenskrig, der foreløbig endte ved Hiroshima og Nagasaki i 1945. 

Nu er de alle tre døde. Men gisningerne om mødet mellem Bohr og Heiselberg fortsætter. Michael Frayn skrev København i 1998, men opdaterede det med ny viden i 2018.

To oplever ikke ens

Måske er det ikke så vigtigt, hvad der præcis skete mellem de to forskere, da Werner Heiselberg i efteråret 1941 opsøgte sin gamle mentor og faderskikkelse, Bohr. Han spørger på deres vandretur væk fra potentielt lyttende ører, om man som forsker har moralsk ret til at stille sin viden til rådighed for sit fædreland under en krig. I dette tilfælde: skal man udvikle en atombombe, hvis man kan?

Måske var det spørgsmål målet med hans besøg, men man ved det ikke, og måske opfattede Bohr besøget helt anderledes – som en slet skjult trussel om nazisternes atomprogram? Når to er til stede, vil der også altid være mindst to opfattelser, erindringer om, hvad der er sket, ligesom man jo aldrig kan se sit eget smil. Kun smilene på de andre i rummet. Tanker og erindringer kan forputte sig i glemslen, i kommunikationen, i den manglende evne til at få formuleret, hvad man vil sige, eller her kan sige, mens fjendtlige ører lytter med.

Erindring og intention

Som det fremgår, handler København mindre om atombomber, plutonium og fissionsteorier – selvom der tales ganske meget om de emner – end om erindring og intention i et forhold, der både er fagligt, men også må ses som et far/søn-forhold, hvor begge spejler sig og ser sig selv i den anden. Margrethe Bohr kommenterer syrligt husbondens besættelse af Heiselberg, der får ham til at glemme sin egen nyfødte søn. Parrets druknede søn væsker som et åbent sår mellem dem og mader hendes overbærende jalousi, der mod slut slår om i ætsende vrede. Hun er den, der tager afstand, da krigen skiller dem ad. Hun er den, der læser motiver ind i Heiselberg, som han måske – måske ikke – havde. Hun er således korrektivet til den umiddelbare attraktion mellem de to, der tænker ens og dog komplementerer hinanden – som bølge og partikel.

Mikkel Arndt er fremragende som den samvittighedsplagede Heiselberg, der søger råd hos den ældre Bohr. Begge gribes de af forskningens legende element, hvor ideer, indsigter og kridtstøv stråler fra deres ivrige ansigter. Forurettet over Bohr-parrets mistillid, fortvivlet over sit eget moralske dilemma. Jens Jørn Spottag er en tvivlende klippe. Sikker i eget moralske kompas, men med forskerens åbne sind. Karen-Lise Mynster snirkler sig om dem. Snart som intrigerende aktør, snart som observatør. Måske med egen dagsorden, måske mest som det dramaturgiske kit omkring al fissionssnakken.

Er positionerne aktuelle?

København er taleteater i ordets meget konkrete betydning. Et kammerspil, der kræver stive ører og nok en vis interesse for fysik og 2. Verdenskrig. En tekst, der behændigt, men også en smule selvforelsket får alle sproglige og dramaturgiske sløjfer krøllet i perfekt form. Atomagendaen er atter aktuel, spørgsmålet er, om vi har de samme positioner – praktisk som moralsk – som dem, stykket forholder sig til? Det er bestemt ikke uinteressant, men lidt bedaget oplevede jeg det som – måske primært udløst af formen.   

Anja Behrens er ikke en voldsomt spændende personinstruktør, men trods enkelte mislyde af folkekomedie flyder stykket let over scenen i munden på de tre særdeles gode spillere. Det ville have klædt København at være langt mere koncentreret – læs: stykket er alt for langt. Steffen Aarfings lette, men virkningsfulde scenografi åbner sammen med Súni Joensens lyssætning (tanke)rummet fabulerende og godtgør derfor samtidig, hvorfor en så kompakt tekst har fundet vej til Skuespilhusets største scene.

Se forestillingstrailer her.