★★★☆☆☆ Aurelias Vals – gåpåmod hos morgendagens stjerner

Copenhagen International Arts Collective er et produktionsfællesskab for internationale kunstnere i Danmark skabt af danser og koreograf Sarah Louise Kristiansen i 2020. Aurelias Vals er den tredje forestilling i dette regi efter Echoes of Spring (2020) og I Tid (2021), og denne gang inviteres vi ind i et æterisk havfrueunivers med svævende mørke væsener i et klassisk og kontemporært trinsprog til sfærisk lys og lyd.

Danserne sidder stille i skrædderstilling med ryggen til publikum. En rungende, overjordisk lyd slås an, og pludselig ses gruppen spejlet på bagvæggen. Alle dansere er i sort, lang nederdel og sort top med en langærmet, tæt tylbluse ud over. De sidder på spejlvinyl i mørket belyst af svage sidespots med langt, løst hår og bare fødder. Det hensætter os næsten til en yogashala i en fjern verden.

Annonce

Et hæst strygerloop sætter bevægelser i gang, og arme strækkes i hver sin retning til siderne og mod gulvet. Til en svag trommen skiftevis krummer de overkroppen og strækker armene op, måske som en hilsen til dansemoderen Martha Graham og hendes verdensberømte teknik. Ikke alle har fået tændt for det indre performancelys i den unge og delvist uerfarne gruppe af dansere, men lys og lyd løfter med i denne stemningsfulde ansats.

En identitetssøgende havfrue

Gæstesolist Alice Oakly-Jones’ entré som Aurelia på tom scene er hendes debut i Danmark, og der går et lille sug gennem salen. Drømmende og svagt belyst med en spot fra bagscenens ene hjørne kommer hun til syne for sig selv i spejlet og nærstuderer sin gestaltning. Hun går på sikre tåspidser med rolige drej og bløde arme op ad scenen iført grøn top og lang, grønlig nederdel. Musikken sætter ind med lys og mørk vokallyd på let rungende baggrund. 

De klassiske teknikker foldes roligt og sikkert ud med bløde arme og ballettrin som attitude, piqué og chassé. Aurelia formes af et klassisk trinsprog, der i begyndelsen er enkelt og tilbageholdt i havfruens undrende erkendelser af, hvad kroppen er i stand til. Hun gestalter et søgende væsen, der skaber sin nye identitet på (egne) fødder.

Badet i frontspot og haze har lysdesigner Igor Halicki og Peter Bodholdt Lykke designet striber af lys og skygge ned over scenen. Klavertoner og raspet vokal gentages i små sekvenser, mens Aurelia fortsat danser betaget af sin egen krop. Lyset skifter til blåt og grønt, og hun ser sig glad i spejlvinylen, der måske symboliserer havets overflade. Trinene udvides med arabesque og enkelte spring som grand jeté, idet lyset skifter til alle regnbuens farver. Aurelia rækker ud efter det i en stemning af forståelse og accept.

Mørkets kræfter 

Mørket falder på med spæde spots fra hjørnerne, og den ene gruppe ensembeldansere skaber glidende formationer og rører hinandens skuldre i et kontemporært bevægelsessprog helt tæt i gruppen. Budskabet er samhørighed, selvom enkelte prøver at gå egne veje. Måske en fortælling om venskab, familie, tilhørsforhold og den fristende udlængsel.

Den anden gruppe bevæger sig i en dynamisk dans med brede, svingende Alvin Ailey-arme, som levner plads til et større scenisk nærvær. Rutinerede Georgia Reitani lyser op og løfter opgaven med energi og sikker udstråling. Flere er godt på vej til at kunne skabe den magi, der gør et romantisk optrin til mere end et svævende, introvært drømmescenarie.

Aurelia går i knæ og falder sammen på gulvet med hørbar vejrtækning. Hun er svag, rækker ud, kryber og kravler ledsaget af klaver og strygere i skinger klang. Måske er hun atter under havoverfladen? Gruppen stirrer på hende, og mens nogen støtter, skubber og drejer hende, danser andre noget, der ligner et havtema af bølgende kontemporære former i baggrunden. Pludselig er stykket slut, og danserne slipper deres karakter, som et barn smider en skoletaske. Som publikum skal vi have lidt mere tid.

Teenager med trivselsproblemer

Sarah Louise Kristiansen skriver, at holdet ”har ledt efter det sjælelige i vores eksistens og søgt at skabe en karakter, som ikke har nogen krop, men som er til stede i teaterrummet som en slags bevidsthed.”  Oakly-Jones’ gestaltning virker næsten modsat i dets udtryk som en teenagekrop, der er optaget af sin egen materialisering. Hun virker heller ikke specielt farlig eller dragende, snarere overvældet af ensomhed med glimt af håb, når hun ser havets farver, men det er der også en fortælling i.

Det er en næsten overmenneskelig opgave at være soloballerina en hel time, og der synes at være indlagt ”pauser”, hvor Aurelia står stille, studerer rummet og sig selv. Det bliver lidt tungt dramaturgisk og ville kunne løses med kortere, men til gengæld mere fokuserede, soli og flere fælles optrin med et mere sammendanset ensemble. Danserne er skønne, og det bliver dejligt at følge deres udvikling, efterhånden som de vokser ind i deres fag og får mere sceneerfaring.

Det er imponerende, at Sarah Louise Kristiansen har formået at sætte et klassisk værk på benene med så lille et kunstnerisk hold, der til gengæld giver den gas med lyd, lys og Pietro Arinas AI Design. Mange med tre gange så store hold udnytter ikke potentialet så godt, som vi ser det her uden hverken scenograf, producent eller dramaturg. Det bliver spændende at følge Copenhagen Arts Collective og se nye vækstlag udvikle sig med flere nyfortolkninger af både trinsprog, produktion og teknik.