Lukningstruede Teater Katapult er bestemt stadig i live med en topaktuel egenproduktion. Kool Kool Kina er en tankepirrende, underholdende og nuanceret dialog mellem generationer, styreformer og ideologier – eller manglen på samme.
Kool Kool Kina refererer til navnet på boomeren Oskars blog med det uheldige domænenavn KKK. Han er en privilegieblind, fraskilt og fastfrossen idealist, der ikke har opdaget, at verden er løbet fra ham. Og som derfor råber ”rød front” på en ikke ironisk måde, ikke kan se forskel på asiatiske ansigter og er helt uforstående over for idéen om, at køn kan være flydende.
På grund af bloggens Kina-forherligende og Putin-venlige kommentarer fyres Oskar fra sit universitetsjob. Gennem forestillingen følger vi hans desillusionering i et syret og flydende univers af lige dele thai-dansere og techno på klubben China by Night og skånejob og Kina-kritisk performancekunst på et kunstmuseum. Øst møder vest, kommunisme møder kapitalisme, og boomeren møder virkeligheden.
Et rødt tankeunivers
Simon Bobergs iscenesættelse er lige dele konceptuel tankemaskine og konkret handlingsrum. Scenen er et rødt univers skabt af scenograf Signe Krogh. På gulvet står en konstellation af fire geometriske figurer, som også udgør flader for projektioner af overstimulerende kæmpeord, live-streamet face time og stemningsfulde videoer af alt fra kawaii-kvinder til historiske sportsbegivenheder. Rummets abstrakte karakter og tekstens sammenvævning af temaer gør, at den røde farve giver associationer til både Kina, kommunisme, kvindekamp og krig.
Fornemmelsen af det abstrakte og flydende understreges af bratte sceneskift. Snart er vi med Oskar på natklub, hvor han tager stoffer og har klinisk købesex med såkaldte ’thailudere’. I næste nu er vi til møde med Oskars overbærende museumschef, der vil forbedre ham. Og snart er vi vidner til Kina-kritisk performancekunst, der sideløbende genfortæller demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads 4. juni 1989 og French Open tenniskampen mellem Michael Chang og Ivan Lendl.
Flydende grænser
Den abstrakte scenografi kombineres med Marcus Aurelius Hjelmborg og Asger Ellegaard Bruuns skiftevis pumpende og melankolske lyddesign. Jeg fik fornemmelsen af at blive hvirvlet rundt mellem forskellige realitetslag og scenarier, der sanseliggjorde tekstens temaer. Temaer om, hvad Vestens egentlige værdigrundlag er, og hvilke ideer, det er værd at tro på.
Grænserne mellem scene og sal er også flydende. I tråd med Oskars optagethed af overvågning adresseres og belyses tilskueren direkte. Der er ingen tryg anonymitet i mørket. Jens Albinus står både skrøbeligt og konfronterende lige foran os: ”Velkommen til bloggen,” siger han, mens han stirrer på os, taler til os og sætter sig iblandt os mellem sæderækkerne. Tilskueren bliver Oskars vidne, fortrolige og læser – men har man egentlig lyst til at være det? Skal ytringsfrihed gælde for alle?
Albinus i elegant topform
Albinus får Aleksa Okanovics nyskrevne tekst til at leve gennem nærvær og veltimet levering af de mange komiske oneliners og citatværdige kritikker, måske bedst opsummeret ved replikken: ”Der er ingen fortællinger mere. Der er bare frygt”. Hertil kommer en rutineret mestring af alle registrene i Oskars naive bedrevidenhed, barnlige trods og ynkelige mangel på selvindsigt.
Albinus har selskab af Sofia Mileva Čukić, der spiller Oskars datter og chefer, og performancekunstneren Linh Tuyet Le, der portrætterer den kinesiske performancekunstner AI, SoMe-stjernen Sonja Sun og sexarbejderen på China by Night. Genbrugen af skuespillere i flere roller tilføjer endnu et lag til den forvirrende virkelighedsfordobling, der skaber tvivl om, hvorvidt hele handlingen blot er Oskars paranoide fantasier.
Nuancer frem for skåltaler
Kool Kool Kina pirrer tanken og prikker til vestens idealer om demokrati, liberalisme og ytringsfrihed. Forestillingen er derfor ikke nødvendigvis for alle. Men for mig var den rent hjerneguf. På den ene side fremstilles boomeren som en uddøende eksistens, der bør håndteres klinisk og udstilles på museum. Og på den anden side kan man ikke helt slå den naive idealist ihjel. For har Oskar ikke en pointe i, at et demokrati, hvor Kim Kardashian kunne blive præsident, trænger til et ordentligt serviceeftersyn?
I en tid hvor vestlige demokratier er udfordrede både indefra og udefra er der brug for forestillinger, som er nuancerede og skaber tvivl. Og det fremragende ved Kool Kool Kina er, at tvivlen ikke er kendetegnende for de kunstneriske valg – den er et resultat af dem. Den virtuose tekst, den abstrakt simple æstetik og de levende skuespilpræstationer skaber en gennemtænkt helhed, der kvalificerer tvivlen ved at male den med sikker kunstnerisk hånd.
LÆS OGSÅ: Teater Katapult fik frataget deres kommunale midler: Hvad nu?
Dramatiker: Aleksa Okanovic. Instruktør: Simon Boberg. Scenograf/videodesign: Signe Krogh. Lyddesign: Marcus Aurelius Hjelmborg og Asger Ellegaard Bruun. Lysdesign: Jens Hansen. Kostumedesign: Åsa Gjerstad.
Medvirkende: Jens Albinus, Sofie Mileva Čukić, Linh Tuyet Le.
Spiller på Teater Katapult 22. februar – 7. marts og 20. – 23. marts 2023.