★★★☆☆☆ Fattig – kraftfuldt råb om fattigdom rammer målgruppen

Armod kommer i mange former. Det ser man i Fattig på Teatret Masken, der er inspireret af input fra lokale unge. Forestillingen skræver over meget, men rammer med sin desperate grundtone rent den ensomhed og frustration, der findes i unge i dag.

”Mennesker er som huse. Nogle af os burde rives ned”.

Raisas prolog om mennesker og huse slår den både barske og længselsfulde tone an, der gennemsyrer ungdomsdramaet Fattig. Hun og hendes to medsammensvorne – venner bliver nok for dyrebart et ord her – er både vrede og sprødt søgende efter meningen i en kold verden.

Vi har ret til at kæmpe for verden

Raisa er ordblind. Claudia er poor little rich girl med materielle goder nok, men ingen nærhed med sine forældre. Sebastian kommer fra en underprivilegeret familie. De er altså fattige på hver deres måde, men finder trods gensidig mistillid sammen i et aktivistisk oprør, som de kalder Fællesskabet mod Uretfærdighed og Meningsløshed.

Det er store ord, og det er da også lidt diffust, hvad målet med oprøret er. Sebastian er vred på velfærdssystemet, der ikke behandler hans syge mormor godt. Claudia er mest vred over klimakrisen, mens Raiza begræder tabet af barndommen og den deraf opståede indsigt. ”Vi er de unge, vi ejer fremtiden, vi har ret til at kæmpe for verden,” råber de. Kampen bliver et mål i sig selv.

En desperat tone

Fattig er skabt på basis af input fra lokale 8. klasseelever, hvilket forklarer den lidt ufokuserede historie, men også er med til at folde begrebet ”fattig” ud og give dialogen en desperat tone, der mere end de konkrete ord illustrerer den ensomhed og frustration, der findes i unge i dag. Per Scheel-Krügers iscenesættelse giver plads til de triste øjeblikke, men understøtter især desperationen med tryk på vildskaben i hætteklædte aktivistaktioner og dybe hug mod boksesækken, der hænger midt i det forladte hus, hvor de tre hænger ud.

Som aktivisme fungerer scenen, hvor de demonstrerer mellem os og med direkte henvendelser afkræver os svar, bedst. Men også et afsluttende opgør, hvor konflikten eskalerer internt, har nerve. Anna Bob Fredslund får en interessant, tvetydig karakter ud af Raisa, hvis sprog er gået i stykker. Hun minder i sin dragende skævhed om karakteren Pris fra Blade Runner.

Tobias Leander har en vanskelig rolle som den klassisk-stereotype hårde fyr med det bløde indre. Han brænder stærkest igennem, da han blidt afviser Raisas kontante tilbud om sex med et nænsomt ”Vi behøver ikke bolle, for at jeg kan lide dig”. Gina Marchwinski får med små midler vist nuancerne i Claudia, der på flere måder er mere ressourcestærk end de to andre trods sin mangel på kærlighed.

Rammer målgruppen rent

Fattig er trods sin lidt skematiske fortælling og en lovlig håbefuld slutning fyldt med liv og aktualitet. Den rammer sin målgruppe rent og formidler både råt og skrøbeligt smerten over at være ung i en usikker tid, hvor materiel og følelsesmæssig fattigdom ledsages af andre angstfyldte dagsordener som krig og klimakrise.

Fattig vil, som det fremgår, sige noget om meget, og lykkedes især med at lade os mærke det indre kaos. Det forlænges flot i Marianne Nilssons autentisk-rodede baggårds- og lagerrumsmiljø og i den velfungerende lydside, der med en egen tone indfanger historiens skiftende stemninger og det hus, de længes efter at bo sammen i.