★★★★☆☆ Sound of Five – musik og dans i skræddersyet samarbejde

recoil performance group i samarbejde med det litauiske kompagni, Šeiko Dance Company, kan ses på Baltoppen og Dansetippen med værket Sound of Five. Komponist Mathias Friis Hansen har komponeret endnu et forførende danseværk, der udfordrer idéer om dans. Otte meget musikalske dansere lytter sig ind på nye koreografiske opdagelser med stærke kropslige udtryk og stor danseglæde.

Nye bevægelser opstår, når musikken kommer under huden som i dette værks detaljerigdom. En gruppe dansere visualiserer ét lag i musikken, mens en solist danser et andet lag. Kroppene akkompagnerer hinanden, og musikken pirrer med rytmisk akkuratesse såvel som frit svævende lydcollager. Dansere fra både recoil performance group og Šeiko Dance Company prøver kræfter med et idégrundlag af rendyrket rytme og udtryk. 

Ikke alle forestillinger tager udgangspunkt i en historie. Indimellem er værket i sig selv en fejring af rytme og bevægelse i en abstrakt sanselighed mellem musik og krop. Fraværet af et narrativ blotlægger danseren og fremhæver forholdet mellem musik og dans i sin grundform. Det eksisterer i alt fra street dance til den amerikanske balletkoreograf, Balanchines, abstrakte værker. 

Flerstemmig dans

I Sound of Five ses ofte en gruppe på 6-7 dansere samt en eller to solister. Gruppen danser fx en grundrytme med små salsatrin og vippende hofter, mens solisten danser et lag med store, svingende arme og svajende overkrop. Vi hører bevægelsen og ser lyden.

Et andet eksempel er en danser, der følger et lag med lange flows, mens en anden danser korte staccato-bevægelser. Kanoniserede bevægelser viser andre komplekse, musikalske opbygninger. Koreograf Tina Tarpgaard fortæller i programmet, at det koreografiske udgangspunkt er hjertet, brystkassen. Danserne svajer og runder overkroppen i pulseringer fra dybe svaj til mikrokontrol af ryggens muskler. 

Der er sparsom fysisk kontakt i den første del, hvor danserne primært påvirker hinandens kroppe med energier og pulseringer af kroppen. Energierne forplanter sig til nye bevægelser i andre kroppe, indtil alle går i interaktion med hinanden uden berøring. Senere ses mere partnerarbejde med karakter af kontaktimprovisation, men også releaseteknik, løft og elegante svævende forflytninger. 

Musikalsk detaljerigdom

Musikken rummer både rytmiske mønstre og uforudsigelighed med stor variation i klangkvalitet og lydcollage. Alt påvirker hinanden. En dyb gong følges af dæmpede spots. En høj klingen af glas afspejles i en dansers robotlignende, hakkende bevægelser. Klaver, triangel og forskellige trommeimpulser væves sammen med elektronisk-sprøde klik og luftigt-hvæsende lyde.

Friis Hansens kompositioner og Mikkel Larsens lyddesign skaber et nuanceret og uforudsigeligt univers afspejlet i dans. Hver danser viser sine unikke styrker og høje niveau i Tina Tarpgaards koreografi assisteret af Jernej Bizjak. Som kontrast er stilheden et andet virkemiddel med hørlige åndedræt a cappella. Lunger og hjertets rytmiske pulseringer er forudsætningen for liv.

Musikkens mange nuancer og stemningsskift kalder helt nye bevægelser frem i lyset med overraskende trinkombinationer og dynamik. Musikken kan også fortrylle mennesker til bevægelse mod deres vilje, og vi ser groteske spjæt og komiske optrin.

Danseglæde over scenekanten

Kostumedesigner Polina Nimrea har skabt flotte, farvestrålende kostumer, der ligner festligt træningstøj. Der er crop tops, T-shirts, lange og korte løse bukser med signaler af street vibe og dansefest. Strammere, afstemte kostumer og lyssætning ville yderligere understrege det valgte fokus på form og struktur, der ses, høres og føles.

Konceptet har potentiale til at vokse med scenisk overskud af den kaliber, der kan opleves hos større, internationale kompagnier. Danseglæden kan fint flyde længere ud over scenekanten, så vi kan mærke den endnu mere ude fra sæderne. recoil performance group er allerede godt på vej med energi, vovemod og afprøvning af grænser for, hvad scenisk dans kan.