★★★★☆☆ For en bedre verden – intens, homogen holdpræstation i dirrende dystopi

Dystopien ser ud til at være fællesnævner for dette års afgangsforestillinger. I Aarhus gik verden under i Panic! og på Odense Teater præsenterer det nyuddannede hold sig intenst med Roland Schimmelpfennigs mørke For en bedre verden, der både tematisk og stilistisk minder om Apocalypse Now.

Det begsorte mørke omslutter os. Vi aner kun soldaten, der er på nattevagt i den silende regn. Han hører fodtrin. Knips, nu ser vi dem på række, mens den let surrealistiske fortællings tråde lægges ud. Fantasier om slagmarken på et kontinent, der senere fastslås som Afrika. En reklame for iskaffen med det sigende navn Death Wish. Den skal nydes kold.

Sex med aliens

Så zoomes der ind fra det ydre rum på Europa og helt ind på søndag morgens idylliske brunchbord, som soldaterne nu kun husker som et flygtigt minde. Det ydre rum vender tilbage sidenhen som et drømmeagtigt, surreelt lag. Men først lander soldaterne på kontinentet, hvor forsyningsknaphed hurtigt skaber ondt blod mellem kompagnierne.

Normaliteten forsøges opretholdt med militærets hakkeorden efter rang, men også den opløses, når officererne dyrker sex med de menige og ifølge den interne mytologi dermed sætter et dødsmærke på dem. Sex er samtidig den eneste mulighed for at afsløre de aliens, der forklædt som mennesker infiltrerer tropperne, der for længst har glemt, hvorfor de kom, og hvad, de kæmper for.

Alliancerne skifter i det formløse univers

Kompagniet Delta Zero forsvinder sporløst fra jordens overflade indtil en enkelt soldat, der nu identificerer sig som asiatisk kvinde, dukker op i sin pink kjole, der bryder de afdæmpede brune og sorte kulører, de andre bærer. Figuren skaber uro, men glider så ind i hverdagens sitrende trummerum af sexchikane og selvopfundne ritualer.

Alliancerne skifter hele tiden i dette formløse univers, hvor en aliens røde, flaprende tentakler pludselig viser  sig i bunkerbetonens kantede rum. Medierne er borte og information er ikke troværdig. Soldaterne er glemte og agerer i et parallelunivers, der minder en del om det hallucinatoriske helvede, Francis Ford Coppola skabte i Apocalypse Now baseret på Vietnamkrigen.

Stærkt samspil i krævende tekst

Roland Schimmelpfennigs tekst er nutidig og har derfor andre dommedagsreferencer, men desorienteringen og ophævelsen mellem gensidigt udelukkende virkeligheder er også omdrejningspunktet i en tekst, der stikker i mange retninger. Heldigvis styrer Madeleine Røn Juul historien sikkert i land med rytmiske klip, gode greb som den butoh-agtige ceremonidans og komiske øjeblikke som den skotske højsang, komplet med Mel Gibson look-a-like.

Asbjørn Hays Thøgersen, Emil Hyldeborg, Helene Hasseriis Holten, Laura Kjær Jensen, Lukas Lykke, Miranda Godvil og Rosemarie Mosbæk fremstår som et homogent hold, der i Røn Juuls iscenesættelse får lov at folde sig ud hver især og også viser stærkt samspil i en tekst, der kræver sit af sine spillere.