Odsherred Sommerrevy 2023 er allerede i sit andet år blevet en kærkommen tradition. Teksternes kvalitet veksler, men revyen som helhed er gennemsyret af holdets helt egen skæve tilgang til genren, der får den til at skille sig ud i mængden.
Odsherred Sommerrevy kom godt fra start sidste år med sin særlige kombination af poetisk sødme, grovkornet satire og musikalitet båret af et skønt heterogent hold, hvor der også var plads til instruktør og scenemester på scenen. Det er der også i år, hvor holdet stiller endnu stærkere med tilføjelsen af Anette Støvelbæk.
Kysser revyens stjernehimmel
Revydirektør Frede Gulbrandsen identificerer sig fortsat som nordmand og har også i år et par causerende indslag om barndomsminder og nutidsomgang med revyens nærområde. Scenemester Katrine Skjoldelev synger atter med og giver denne gang også en dejlig tongue in cheek-scene, hvor udskiftningen af ordet hund med mand giver smørrede grin. De tos entreer giver en afslappet personlig sommerstemning, der smitter langt ud over scenekanten.
Særligt første del kysser revyens stjernehimmel med tempo, dynamik og originale tekster. Rikke Bilde er selvfølgelig tilbage med sin hardcore Mette Frederiksen, der denne gang keder sig og kommer i håndgemæng med Anette Støvelbæks kronprinsesse Mary om et potentielt nyt job som Danmarks Dronning, når nu NATO glippede. Skældsord og håndmadder flyver gennem luften, og de to damer har intet at lade hinanden høre om perfiditeter og magtbegær.
Mette, Løkke, Ellemann… måske
Rikke Bilde er underskøn som patosfyldt, muggen IRMA-pige i Jantzens & Aagaards skarpe tekst til Lady Gagas Shallow med Kristian Holm Joensen vimsende rundt som suicidal danser i blåt strutskørt i baggrunden. Hun er elskelig i den lidt tynde tekst om Høje Tåstrup-drengen Agron, der “går ind i folk med sutsko på”. Hun sparker sangligt røv i sin egen Alle mine mænd (og det er mange, kan vi hilse og sige), og brillerer atter som træskoklædt bums i Anette Støvelbæks parafrase over Kasper, Jesper og Jonatan, 3 idioter.
De tre idioter er Mette, Løkke og måske Ellemann. Ædende ond satire, der kun overgås af første akts Giv en hånd (Jantzen & Aagaard), der naturligvis handler om at give mere til de rige i hele ensemblets herlige parodi på 80’ernes støttesange med dertil hørende udpinte fraseringer og stønnende åh, ja’er.
Anette Støvelbæk er dampende god som sexhungrende psykolog, men endnu bedre som mishandlet hustru med grønne fingre i Linn Skåber og Jantzens & Aagaards smukt-morbide Blomstervise. Hun rammer også underspillet rent i Niels Ellegaards naive, men stærke afhandling af tidens identitetsagenda, Kasser. Vi putter hinanden og os selv i stadigt flere kasser. Måske kunne vi nøjes med én med mærkatet “Menneske”.
Hvem lagde lorten?
Kristian Holm Joensen er befippet-determineret som bestyrelsesmedlem i nøgenbadeklubben, hvor det kan være svært at holde styr på de alle ædlere dele. Han gør det også godt som embedsmanden, der arbejder med avancerede metoder, dvs. et raflebæger, i Thomas Feveiles Ejendomsvurdering, og er stilfærdigt indebrændt ægtemand i sin egen Sex på indkøbslisten. Hans krasse Vuggevisen med omkvædet “Bare glem det, sov med det samme / det er så få, det kommer til at ramme” inkarnerer førsteverdensmenneskets evne til at fortrænge alverdens kriser.
Kristian Holm Joensen står også bag den geniale Did you do that?, hvor musik fra The Great American Songbook forvandles til en ekvilibristisk vrøvlevise om, hvem der har lagt en lort på gulvet – eller faktisk to. Original idé, brillant leveret af de tre spillere.
Den øverste, øverste hylde
Henrik Silver akkompagner med bredde og overskud, og får også tid til at give en smøgtrængende Dronning Margrethe og en lille klovnesekvens. Mens ensemblet kan være ganske grovkornet i satirerne, holder de samtidig den mere sofistikerede visetradition i live, hvad enten det handler om affaldssortering i Katrine Skjoldelevs fine tekst til kornummeret Hist hvor vejen slår en bugt eller den smukke, tyste hyldest til Odsherred, der lukker revyen.
Første del er fuldstændig blæret sjov og særlig, mens der er lidt for mange tynde tekster og løse ideer i anden del til, at revyen kommer helt op på “den øverste, øverste hylde”. Men Odsherred Sommerrevy er den mest originale af de mindre revyer og den vokser sig større og stærkere år for år.
Tekst og musik: Jantzen & Aagaard, Elton John, Thomas Feveile, Filippa Suenson, Sebastian Høybye-Gulbrandsen, Lady Gaga, Wyatt, Rossomondo, Ronson, Niels Ellegaard, Irving Berlin, Duke Ellington, Glenn Miller, Piero Umiliani, J. C. Gebauer, Linn Skåber, Hollu Knight og Mike Chapman, Thorbjørn Egner, Animals Press, Ole Paus og holdet.
Instruktør og revydirektør: Frede Gulbrandsen. Scenemester: Katrine Skjoldelev. Kostumer: Charlotte Greuser Falkenberg. Lyd: Nicolai Lorentzen. Lys: Dennis Veilgaard.
Medvirkende: Anette Støvelbæk, Kristian Holm Joensen, Rikke Bilde, Katrine Skjoldelev, Frede Gulbrandsen og musiker Henrik Silver.
Odsherred sommerrevy 2023 spiller 26. juni – 14. juli på Odsherred Teater.