★★★★☆☆ Macbeth in Concert – intens koncertoplevelse med for mange ord

Tyske Woods of Birnam gæster Hamletscenens Shakespearefestival med en teaterkoncert over Macbeth. Det er en magisk visuel og musikalsk oplevelse, der dog ikke har helt samme intensitet i sine lange talesekvenser.

Hamletscenens Shakespearefestival blev desværre hårdt ramt af stormen i starten af ugen. Årets hovedforestilling, Woods of Birnams Macbeth in Concert, måtte lige før premieren rykke indendørs hos naboen Kulturværftet og bliver altså ikke spillet på kanten af voldgraven med Kronborg knejsende bag. Det giver alt andet lige en anden oplevelse, idet man kun kunne drømme om, hvor forjættende det ville have været at se Clemens Walter og Jonas Dahls videoscenografi med slottet og nattehimlen som baggrund.

Kalejdoskopet som form

Scenografien fungerede nu også aldeles forførende smukt i det traditionelle scenerum. Med kalejdoskopet som strukturerende princip stod videobagtæppet som et billedværk i sig selv fluktuerende mellem billeder af forrevne skyer og truende nattemørke, dansende figurer, ansigter, live-optagelser og abstraherede motiver, der smeltede ind i hinanden og opstod på ny i en uendelig, visuel storm, der bragte os dybt ind i Macbeths plagede bevidsthed, i hans blodrus og i hans tyngende skyld.

Forestillingen starter med slutningen, og det kan anbefales at læse op på Shakespeares store tragedie, for forestillingen er ikke pædagogisk anlagt og kan på mange måder siges at køre i ring som billedsidens kalejdoskopiske udtryk. Det er dog fuldt ud muligt at synke ned i den sanselige koncertoplevelse af lys, lyd og video og give slip på ordene i historien om den ambitiøse Macbeth.

Growling og sprød hvisken

Her møder vi ham som sagt ved historiens ende og det dramatiske forløb er formet som flashbacks, der viser os vejen til enden. Macbeth bliver spået, at han skal blive Skotlands konge og at han er uovervindelig, når han marcherer til Birnamskoven mod Dunsinane. Ansporet af sin kone dræber Macbeth den siddende konge, og nok bliver han selv konge, men hvirvles også ind i en voldsspiral af mord på mord, mistillid og en stadig mere tyngende skyld, der manifesterer sig i det blodrøde scenelys. Christian Friedel, som også er aktuel i tv-serien Babylon Berlin for tiden, spiller både Macbeth og alle øvrige (tale)roller, mens stumme ansigter og et danseensemble spiller med fra videoprojektionerne.

Teksten er på tysk med danske og engelske oversættelser, mens sangene er på engelsk. De sidste er magiske i Christian Friedels fuldstændigt forførende stemme, der kan gå fra brøl til sprød hvisken, fra growling til glasklar klang på et øjeblik. Friedel har gæstet Hamletscenen adskillige gange, både med Staatschauspiel Dresdens forfriskende udgave af Købmanden fra Venedig tilbage i 2013 og med sit band Woods of Birnam med forskellige forestillinger. Macbeth in Concert minder således formmæssigt meget om Searching for William, som blev spillet ved Kronborg i 2018.

Sanserus i den tyske alvor

Bandet er tæt sammenspillet og skaber et inciterende, intenst lydbillede, der er til at bade i. Den majestætiske lyd skaber i samspil med video og lys en gedigen koncertoplevelse, der samtidig understøtter den klaustrofobiske oplevelse af at befinde sig i Macbeths sind. “Min død vil ikke gøre verden bedre,” råber han mod slut. Som det altid er hos Shakespeare, er livet flygtigt og mennesket ubetydeligt. Vi ender alle som støv, onde som gode, forrædere som renhjertede. Macbeth in Concert spiller ind i denne tradition, men kan selvfølgelig heller ikke undgå at give associationer til nutiden, til genkomsten af krig i Europa.

Forestillingen strejfer, men dyrker ikke denne analogi. Den er mere interesseret i den menneskelige tvivl og skyld – og i sin æstetik. Christian Friedel er en fremragende skuespiller, der med lethed bevæger sig i alle registre, men de lange talestykker brød jævnligt magien for mig. Energien faldt og jeg havde trods intensiteten svært ved at mærke spilleren i de passager. Særligt én lang sekvens, hvor Macbeths indre dialog materialiserede sig som live-billeder med spil til to kameraer, blev mig en anelse for 80’er-multimedieagtig.

Jeg holder meget af den tyske alvor, der taler sit publikum op, men forestillingen samlede sig ikke til en helhed for mig. Det sagt, er koncertdelen, der visuelt og musikalsk immervæk fylder mest, en sanserus, der mærkes i kroppen længe efter, salen er forladt.