★★★★☆☆ Natten – smuk teaterkoncert balancerer mellem tilstand og stilstand

I Aarhus Teaters Natten blandes salmer, højskolesange og vuggeviser i en lige dele lullende, lidende og lokkende rejse ind i nattens flydende tilstande.

Darlings fra den danske sangskat, Aarhus Teaters kor, lysdesign af Mathias Hersland samt Marie Koldkjær Højlunds musikalske nyfortolkninger i samarbejde med en moderne artist. Kombinationen blev et både kunstnerisk og kommercielt hit for Aarhus Teater i 2017 med teaterkoncerten Lyden af de skuldre vi står på og har også noget at byde på seks år senere i Natten. 

Men hvor det stemningsfulde nattetema, der binder og blander sangene sammen, tilføjer teaterkoncerten en interessant konceptuel dimension, manglede der for mig dynamisk kropslighed og følelsesmæssig nerve. 

Flydende gennem Natten

Fra start lulles publikum ind i natten af Aarhus Teaters kor. Iført flæsede, monokrome kostumer og sovemasker står de spredt i tilskuerrummet og synger hver deres godnatsang. Jeg ved en lærkerede blandes med Solen er så rød mor og I skovens dybe stille ro, indtil de ni forskellige sange knap kan adskilles, men lægger sig som et tykt, klangmæssigt tæppe, der tager én med ind i nattens flydende univers. 

Ligesom nattens diffuse overgange mellem indtryk, fantasier og forvrængninger, glider sange og scener ind og ud af hinanden i et flydende forløb af handlinger og billeder. Marie Marschner og Emil Busk Jensen vugger deres grædende barn i godnatsangens trætte ritual. Emil Prenter kæmper en søvnløs kamp med nattens zombie-agtige væsner. Jakob Madsen Kvols holder desperat fast i sit åndedræt mod dødens tyste mørke. Og pludselig aner man igen dagslysets håbefulde komme gennem Stine Pilgaards Fortabt er jeg stadig. 

Legende lækkert stilunivers

Nattens dramaturgi mellem søvn, drøm og opvågning udfolder sig i et monokromt men overdådigt scenografisk univers. Julian Juhlins scenografi og Mathias Herslands lysdesign går op i en stilfuld helhed, der emmer af dunkel fantasifuldhed.

En formation af svævende stjerneglimt forvandles pludseligt til en væg af sorte fugle i bure med lysende øjne. Det bratte stemningsskift gør nattens overrumplende dynamik konkret mærkbar. Og jeg blev taget med på drømmens legende associationsrejse da en karrusel med nattens dyr blev transformeret til både blinkende gadelygter og sensuelle stripperstænger.

Stemning frem for følelse

Skuespillernes individuelle stemmer får alle sammen plads til at skinne i Natten. Især Carla Eleonora Feigenbergs sødmefuldt skrøbelige vokal, Amalie Drud Abildgaards forførerisk prøvende frihedslængsel og Emil Prenters rå, indtrængende desperation gjorde indtryk. 

Der er dog ofte relativt langt til de oprindelige melodier i Den Sorte Skole og Marie Koldkjær Højlunds elektroniske og minimalistiske musikalske arrangementer. På den ene side medfører det et mere gennemført stemningsmæssigt udtryk og et fornyet fokus på teksterne, der løfter sange som Den Lille Ole og Natskyggevej. På den anden side lider særligt salmerne af at miste noget af melodiens følelsesmæssige nerve. 

Måske på grund af holdets fokus på teksterne, bliver en del af sangene fremført meget statisk. Skuespillerne står i lange perioder stille på scenen og synger lidende ud i intetheden. Iscenesættelsen balancerer dermed på en tynd knivsæg mellem at skildre nattens ensomme tilstand og reelt at være i stilstand, så enkelte numre til tider fremstår lange og udynamiske.  

Mellem tilstand og stilstand

Marie Brolin-Tanis mere dynamiske koreografier er derfor et kærkomment brud på det minimalistiske og melankolske. Især Simon Mathew, i rollen som en diabolskt-sprælsk Ole Lukøje, og Mette Klakstein, i rollen som futuristisk techno-danser, brillerer med kropslig nerve og et tiltrængt glimt i øjet. Det fungerer også godt, når skuespillerne i flok kropsliggør drømmens legesyge intensitet som søvnige nattevandrere, uhyggelige zombie-væsner og lystfulde dansere i klubbens anonyme mørke. 

Det er et modigt valg at lave en teaterkoncert, der på samme tid er så sangmæssigt blandet og så kunstnerisk stram. Men Natten formår både at udfylde og udfordre teaterkoncerten som genre og at tage tilskueren med på en visuelt, tematisk og musikalskt gennemført rejse, der giver velkendte sange en overraskende lyd.