★★★★☆☆ Kong Lear – hierarkierne vakler i højtråbende kammerspil

Katrine Wiedemann undersøger i Kong Lear på Aarhus Teater, hvad der sker, når magtens delikate hierarkier bringes ud af balance. Men iscenesættelsens egne hierarkier forvirrer også til tider i en ellers gedigen Shakespeare-opsætning, hvor Jens Jørn Spottag brillerer i titelrollen. 

”Når jeg stirrer, så skælver undersåtten”. 

Kong Lear stirrer teatralskt truende ud på publikum. Iført en kongekrone af pap, en kåbe af grøn pressenning og en plettet, hvid undertrøje er der ikke meget ærefrygtindgydende over ham. Udsagnet vækker derfor latter. Men også sympati for karakterens tragiske rejse fra egenrådig hersker til et halvgalvt gammelbarn.   

Ved forestillingens begyndelse vandrer Kong Lear ellers fornøjet rundt på scenen og soler sig i sine døtres overstrømmende ros. Men da han i et forilet anfald af forfængelighed forviser sin yndlingsdatter Cordelia, starter der et kompliceret drama om kærlighed, magt og den menneskelige natur.  

En tidløs verden af lave

Kostumerne er holdt i mondæne pressefolder og en konservativ elegance, som matcher gulvet og væggenes 1960’er agtige mahognilook. Stilrene teaktræstole og en samling af flag fra forskellige lande giver fornemmelsen af at være i en velhavende diplomatbolig. Og så alligevel ikke. 

For skuespillerne bærer sorte sneakers og pangfarvet øjenskygge, der giver en tidløs fornemmelse. På den ene side af den brune kukkasse er der et beskidt, vertikalt monteret badeværelse, som snart smøres ind i blod. Og det pæne mahognigulv skråner stejlt nedad.

I det øjeblik, hvor Lear forviser Cordelia, falder alle skuespillerne om og må klamre sig til scenografien for ikke at glide ned af det skrå gulv. Og på samme måde klamrer Shakespeares figurer sig febrilsk til magten, indtil de fleste ender livløse nederst foran scenen. Maja Ravns scenografi er et meget præcist og virkelig velfungerende billede på både magtens stræben opad og den skævhed, som Lears handlinger efterlader – både i hierarkierne og i ham selv. 

Kammerspil i CAPS LOCK

Scenografien tilføjer også det fysiske spil en velfungerende og præcist timet dynamik. Til gengæld er persontegningen desværre mindre varieret. Wiedemann har klogt beskåret manuskriptet for at fokusere på de mellemmenneskelige dramaer, men idéen modarbejdes af spillestilen, som er unødvendigt råbende. Det stritter simpelthen imod både kammerspillets ånd og den følelsesmæssige nerve i historiens relationer mellem fædre og deres uretmæssigt forviste børn. 

Den teatralske stil kommer dog i glimt til sin ret. Især hen imod slutningen, hvor intrigerne mellem Mette Døssings manipulerende Goneril, Rikke Lylloffs fabulerende Regan og Kjartans Hansens sleske Edmund bliver en spiddende farce over magtens intriger. 

Men det er ikke let både at grine af magtens universelle vilkår og røres af kærlighedens individuelle bånd i samme åndedrag. Det udadreagerende og indadskuende danser en stimulerende dans med hinanden, men ender indimellem med at snuble på det skæve gulv.  

Et gedigent klassikerbud

Jens Jørn Spottag portrætterer til gengæld Lears indre proces mellem barnlig aggression, halvgal ligegyldighed og indadvendt refleksion virtuost og nuanceret. Det ville derfor have klædt forestillingen, at skære endnu mere ned på den meget patosfyldte parallelle historie med Gloucester, fordi den distraherer fra, snarere end bidrager til, nuanceringen af Lears indre kamp.

Men den tematiske vaklen mellem det individuelle og det universelle, kærligheden og magten, gør også forestillingen interessant og vedkommende for den tid vi lever i. For selvom slutreplikken siger, at vi, der er unge i dag, aldrig skal opleve sådanne hændelser, skal man ikke kigge længe efter eksempler på, hvor svært det kan være at give magten fra sig, når man først har haft den.