Kulturen skal samle befolkningen i et splittet Colombia. Teater, poesi, musik, skulpturer og byens æstetik er en vigtig del af den nye regerings handlingsplan. Kulturen skal gøre de unge stolte, og fælles oplevelser skal give håb for freden i fremtiden. Gitte og Folmer Gry fra Teater Gry har i sommer besøgt Colombia og deltaget i festivaler med forestillingen Bare Vent. De oplevede publikums ønske om fred på tæt hold, og beskriver her deres oplevelse.
I 2022 valgtes, for første gang i Colombias mere end 200 års historie, en venstreorienteret statsleder, Gustavo Petro. Landets nye regering har som det første udarbejdet en politisk handlingsplan for fred og forsoning. Et opgør med over 50 års væbnet konflikt mellem guerillagrupper, hæren, paramilitære grupper fra højrefløjen og narkoligaer, der i stor grad har præget Colombias moderne historie. En historie, som er blevet en myte, der hænger ved den dag i dag og som vanskeliggør forsøg på forandring og udvikling.
Et politisk skifte, som de fleste colombianere håber vil føre til større økonomisk og social lighed. Og ikke mindst til fred.
Historien om Gustavo Petro
Petro er tidligere medlem af guerillabevægelsen M-19, der efter en fredsaftale med regeringen i 1990 nedlagde våbnene. En del af gruppens medlemmer valgte at gå ind i politik, og Petro var borgmester i hovedstaden Bogota fra 2012-16, hvor han bidrog til forbedring af den offentlige transport, udvikling af et system af cykelstier, forbedringer inden for sundhed, uddannelse, fattigdomsbekæmpelse og andet.
I 2016 underskrev Colombias daværende præsident Santos en fredsaftale med guerillabevægelsen FARC, og stoppede dermed verdens længste pågående væbnede konflikt. Præsidenten fik Nobels fredspris samme år for sit arbejde med fredsaftalen. Men allerede i 1992 skete der noget i den lille by Carmen de Viboral syd for Medellin, som skulle få stor betydning for landets senere forsoningspolitik og for befolkningens håb om fred i dag.
Den ædle gestus
Som en modreaktion og kollektiv modstand mod at have været centrum for 10 års væbnet konflikt og vold, besluttede en gruppe lokale unge mennesker med Kamber Betancur i spidsen, at volden skulle modsvares af poesi. De startede derfor en festival med det symbolske navn El Gesto Noble, den ædle gestus. Fra i de første år at være en modstand mod vold, ændrede festivalen sig til mere og mere at få en politisk karakter, først lokalt, siden kommunalt og i dag nationalt.
Kamber, der i dag leder det lille lokale Teatro Tespy, fortæller, at festivalen blev født midt i en mørk og voldelig social situation i byen for at genopdage skaberglæden og idéernes livgivende kraft, for at give en æstetisk oplevelse. For at styrke den sociale sammenhængskraft i et område, der var blevet brudt og svækket af 10 års væbnet konflikt og vold. Denne festival er blevet en mulighed for at styrke kulturel identitet, social tilegnelse af kunsten, og økonomisk aktivering af forskellige sektorer i kommunen og til at bidrage til sameksistens, i hvilken kunst og kultur er en motor for lokal udvikling, siger han.
Genopbygning af kulturelt demokrati
Kulturen er blevet ophøjet til at være grundlaget for social, politisk og økonomisk udvikling og borgerne skal have en følelse af at høre til. Dette er særlig vigtigt i forbindelse med et land, hvor en cyklus på over 50 år med vold har spillet en afgørende rolle i at udelukke de fleste mennesker fra det politiske og økonomiske liv. Målet er at opbygge et kulturelt demokrati, der tilskynder til deltagelse og inklusion af alle i debatter og beslutningstagninger, samtidig med at korruption og kammeratskab bekæmpes.
Men hvordan opleves alle disse intentioner? Hvordan opleves byen og festivalen?
Alle billetter til samtlige arrangementer rives væk på to timer. Det foregår ikke på nettet. Her bliver man nødt til fysisk at møde op ved billetsalget i byen. Og de fleste møder flere timer før, der åbnes. Der serveres kaffe m.m. og det er en fornøjelse at stå i kø sammen. Efter et sindrigt system uddeles også nummererede sedler til udsolgte arrangementer. En plads på trappen eller gulvet er ikke at foragte, og tålmodighed er der masser af.
Fællesskab
Selve byens gader, torve, huse, skilte, døre og gulve er overalt udsmykket med farverige kakler og keramik. På mange af kaklerne er citater fra Goethe, Archimedes, Marques m.fl. Fx ”Giv mig et sted at stå og jeg skal bevæge verden”, ”Livet tilhører de levende og den, der lever må være forberedt på forandringer”.
Sådan ser byen ud hele året.
Foran kirken på det største torv er opsat en scene, hvor der hver aften er enten musik eller teater, og pladsen fyldes tidligt om eftermiddagen med familier, der spiser, spiller fodbold, kører på rulleskøjter ind og ud mellem præster og nonner, hunde og popcorn, grøntsags- og keramikboder. En aften, lige før salsa-orkestret skal starte, brækker scenen sammen. Ingen kommer til skade, og i løbet af en halv time har tilskuere, teknikere og musikere hjulpet hinanden og rejst scenen igen. For danses og festes, det skal der … uanset hvad!
Vigtige samtaler og personlige oplevelser
Teater Grys forestilling Bare Vent er en absurd romance uden ord. Om to fortumlede, klovneagtige skabninger, der kæmper med at finde livets melodi. Som udvikler en respekt, en hengivenhed og en forståelse for hinanden, og som viser, at livet er foranderligt, at medfølelse og kærlighed er nødvendigt for at overleve.
Vi spiller to gange på en forhøjning/en scene i en lavloftet sal, der er proppet med mennesker, som sidder overalt. Vi starter en halv time senere end aftalt, da alle naturligvis skal med indenfor. Efter to succesfulde forestillinger, bliver vi kaldt tilbage på scenen, fordi publikum bliver siddende og ønsker en dialog med os. I den næste time udvikler der sig en rørende samtale publikum imellem og med os, om håb, om fred, om tilgivelse, om inklusion, om teater, om kunst og om kultur. Men først og fremmest om kærlighed.
Et mere tidssvarende billede af Colombia
Ingen tvivl om at Bare Vent har vakt dybe følelser hos alle. Herefter kommer publikum op på scenen og tager selfies sammen med os. Enkeltvis og i familier. Alle har noget personligt, de gerne vil fortælle. En ældre mand fra Medellin fortæller fx, at han skriver poesi. Hver dag kører han flere timer rundt med busserne i Medellin og lægger sine kopierede digte på sæderne, så passagererne kan læse dem. Han fortæller også om sin ven, filminstruktøren Andres Ramirez, der sidste år vandt kritikerprisen ved Cannes festivalen med sin film La Jauria om den lange proces om rehabilitering af unge mennesker, der begår kriminalitet og som på samme tid er ofre for et korrupt system.
De unge blandt publikum spørger, hvad vi synes om Colombia og om befolkningen. Det er tydeligt, at det er vigtigt for dem, og at de alle bekymrer sig om de myter, der er knyttet til landet pga. fortiden. At de også ønsker at give et andet og mere tidssvarende billede af udviklingen i Colombia.
Man forstår Kamper Betancurs begejstring over festivalens 30 års jubilæum: “Vi fejrer i fællesskab bedriften med en fest og en gestus for livet, teatret, sanserne og poesien. 30 år åbner døre, mulige scenarier, hænder og vinger for omfavnelse. 30 år med en festival, der forener et folk omkring kunst og kultur. 30 års liv i karneval selv i de mørkeste tider”.
Stor velvilje
Herefter går vores tur videre til Rionegro, en forstad til Medellin. Her skal vi spille på Teatro Inmigrantes, nok landets mindste teater med plads til 25 tilskuere. Teatret blev dannet af en gruppe unge mennesker, der var direkte inspireret af festivalen Gestus Noble. Da vi ankommer til teatret, går der høns rundt på scenen, der også fungerer som P-plads for to motorcykler. Udover at spille egne forestillinger, arrangerer teatret stand-up-aftener, underviser børn i musik og dans, og driver en mini-café på stedet. Et eksempel på, at hverken midler eller pladskrav er store, men det er til gengæld viljen, når det gælder om at samle folk til fælles kulturelle oplevelser.
Inden aftenens udsolgte forestilling insisterer de unge på, at vi skal opleve byens nye torv. Før i tiden brugte militæret pladsen til eksercits, men nu har militæret forladt byen, og pladsen foran kirken er blevet gravet op. Under jorden er der nu et stort lokalhistorisk museum, og ovenpå er anlagt det nye torv med skulpturer, spisesteder, bogbytte-central og et marked med lokalt kunsthåndværk, smykker og tøj fremstillet af små kollektiver i bjergene rundt om byen. Et lille kaffested er udsmykket som en kult-agtig hyldest til Frida Kahlo, som alle unge mennesker i Colombia beundrer. Et andet sted hænger billeder af Paven side om side med Chaplin, Retro-Batman-plakat, det lokale Mariachi-orkester, katolske messefigurer og en kopi af den cykel, som Luis Herrera kørte på, da han som den første colombianer vandt en bjergetape i Tour de France i 1984.
Her går man ikke hjem efter have været i teatret
Vores næste stop er den lille by Funza og Teatro-Café-Macondo, der styres af parret Diego og Diana og deres søn Federico på 15 år. Parret mødte hinanden på et teaterkursus, og besluttede herefter at flytte til Funza, fordi de syntes, byen manglede et kulturelt samlingssted.
Efter at have stablet en intermistisk cafe på benene, købte de den lille nabogrund billigt. Grunden var fyldt med murbrokker og affald fra byggepladser, men Diego og Diana ryddede grunden og opstillede et stillads, som de trak presenninger hen over. De byggede en opbygning til publikum af ølkasser og satte plastikhavestole op. Nogle få lamper blev hængt op, og et teater var skabt. Publikum kunne nu drikke kaffe og spise mad efter forestillingen.
I begyndelsen opførte Diego og Diana kun egne forestillinger, men i dag har de gæstespil. De har etableret en teaterskole på stedet og også åbnet et salsa-diskotek. Og selvom cafeén og teatret nu fungerer 100% professionelt, mærkes den oprindelige kreative igangsætterånd stadig. Også denne aften taler vi længe med publikum efter forestillingen. Der bliver taget et fællesfoto sammen med alle publikummer, og bagefter er der spisning under åben himmel. Her går man ikke hjem efter have været i teatret. Her er man er sammen hele aftenen, og selve forestillingen er blot en del af en fælles oplevelse, hvor samværet er det vigtigste. Der findes fx heller ikke teateranmeldere i Colombia. Som en blandt publikum siger: “Hvis man bliver grebet og rørt af det, man ser, er det godt …”
Et samfund, der opfordrer til kunst
Vi tager tilbage til Bogota for at deltage i Festival for Fysisk Teater arrangeret af den lokale gruppe Casa del Silencio, ledet af Juan Carlos, der oprindelig er uddannet i Paris hos Marcel Marceau, men som vendte tilbage til Colombia og startede gruppen i 1997. Casa del Silencio har arrangeret denne festival gennem mange år, og selv da Casa del Silencio på grund af corona-pandemien mistede sin egen faste scene og var tæt på at lukke, valgte Juan Carlos og hans kone Johanna at kæmpe videre for, at denne festival kunne overleve. I år med deltagelse af teatre fra Ecuador, Chile, Brasilien, Mexico og Argentina.
Festivalen foregår i en del af byen, hvor det for 25 år siden var muligt at købe huse og bygninger til en meget lav pris, hvis man anvendte dem til kulturelle formål. Derfor ligger der i dag rigtig mange teatre i området, og bydelen er udsmykket med skulpturer på hustagene og den traditionelle sydamerikanske graffiti og vægmalerier, som byen opmuntrer de unge til at lave. Bl.a. stilles der om aftenen stilladser, projektører og spraymaling op under byens broer, og politiet dirigerer trafikken, så graffitikunstnerne kan arbejde i sikkerhed. Og hver weekend foran bydelens lille kapel kan man også opleve historiefortællere, der fortæller skrøner og realistiske sociale historier fra hverdagen til et stort og meget medlevende publikum.
Vi er alle fælles om oplevelsen
Et af teatrene i området er Teatro Libre, der fik sit navn, fordi det oprindeligt var gratis at gå i teatret. Det er det ikke længere, men billetpriserne er ikke højere, end at alle har råd til at gå i teatret. Mellem 15 og 20 kr. og en kop kaffe koster 6 kr. Teatret er åbent for alle hele dagen. Der er café med mad og musik, og der afholdes markeder med kunsthåndværk, tøj og smykker samtidig med, at der holdes åbne prøver i salen. Der er således altid mange mennesker og liv i teatret!
Teatro Libre var hurtig til at hjælpe Casa del Silencio, da det så mest håbløst ud, og bød gruppen indenfor og samarbejder nu om brug af den faste scene og festivalen. Efter forholdene er Teatro Libre et stort teater med plads til 300 mennesker. Udover at spille forestillinger afholder festivalens medvirkende teatre også workshops for byens mange skuespillere.
Igen oplever vi, hvor ivrige publikum er efter at tale med hinanden og med os efter forestillingen. Og hvor meget det her i landet er en fælles oplevelse at se teater. Vi er sammen om det her – også under selve forestillingen. Publikum er så nærværende og oplevende, at det kan mærkes. Vi føler nærmest, vi spiller sammen med publikum. Derfor er der også bagefter et stort behov for at tale sammen om oplevelsen, at mærke hvorledes man hver især er påvirket og sætter ord på. At vi alle har fælles følelser, selvom vi oplever tingene individuelt. Og at vi alle ønsker fred og respekt for hinanden. Uanset vi ikke taler samme sprog og kommer fra hver sin del af verdenen.
Mere fokus på det tavse flertal
En følelse af, at vi i virkeligheden er inde og røre ved det essentielle, som teatret kan, og som det oprindeligt er opstået af: nærvær og samvær og fællesskab. At genfinde og opleve dette sætter unægtelig også de kunstneriske krav og vækstbehov, vi har herhjemme i vores kulturelle arbejdsdag og politiske hverdag, i relief.
Naturligvis er der stadig kriminalitet, vold og fattigdom i Colombia, og så længe der er global efterspørgsel, vil der være narkokarteller, men hvis vi bliver ved med at holde fast i en gammel myte om Colombia og ikke ser de politiske og især kulturelle forandringer og forbedringer, der også foregår, hjælper vi ikke nogen.
Vi modtog fx denne sms da vi kom hjem: ”Håber turen til Colombia var god uden ubehagelige overraskelser. Det synes som, at Sydamerika eskalerer med vold affødt af narkobander.”
Lad denne udtalelse fra Sebastian stå som kontrast hertil:
“Jeg ønsker, at alle os, der hver dag går på arbejde, os, det tavse flertal, som ikke kommer i medierne, som ikke smugler, som ikke er korrupte, som ikke stjæler, at vi er den drivende motor i Colombias fremtid. Jeg elsker mit land højt, og jeg er stolt over det, vi har formået de sidste 25 år, hvor vi har bevæget os ud af den voldelige krise. Det er den almindelige colombianers fortjeneste”.
