★★★★☆☆ Pigedyr ejer begæret selv

Pigedyr på Sort/Hvid føjer sig til de senere års prominente række af forestillinger, der lykkes med skabe unikke æstetiske univers, der med saft og kraft ryster klicheer om pigers begær.

”Alt er lettere, når man er smuk”

Det er både sandt og ikke sandt. Som de fleste andre udsagn i Cecilie Linds fuldstændig fabelagtige roman Pigedyr, der nu er transformeret til scenen på Sort/Hvid, driver tvetydighederne saftigt ud af mundvigen og klistret ned ad Saras lår.

Tøsefnis og tungeslik

Sara står i hvidt med ryggen til ved sit alterboudoir. ”Jeg er ikke sart. Jeg går ikke i stykker”, proklamerer hun. Pigedyr er ikke en offerhistorie. Måske er den, som programmet hævder, en omvendt Lolita, der tager ejerskab over pigers begær. Måske er den som romanen velgørende uafgørlig.

Omkring alteret synger fjendekoret, seks små hvide Rosa-kloner med den tykke fletning ned ad ryggen. Rosa, der er Saras slyngveninde-fjende. Rosa, hvis far kommer til at spille en rolle i fortællingen lidt længere henne.

Men først er Sara 13 år. Tøsefnis veksler med vulgære tungeslik. Et kernegreb i iscenesættelsen, der præcist fanger det tvetydige, men også drives til en snigende unheimlich fornemmelse, hvor fniset bliver psykotisk.

En slangende onanikoreografi

”Drømmen om et barn, var barn nok for mine forældre”, mener Sara og en destruktiv, grænseoverskridende relation mellem mor og datter antydes. Vejen ud går gennem litteraturen, men mest af alt gennem de erotiske drømme, gennem onaniens liderlighed, gennem den modne mand som objektet for Saras lyst.

Først præsten Dario, som hun kidnapper ind i det onde. Svært adskillelig fra Jesusfiguren. Laura Skjoldborg modulerer præcist den dybe mandsstemme. På kanten til kliche, men også kun på kanten. Vips tilbage i sin egen kælne pigestemme for så at vride sig i brunstens lyd. ”Negle, torne, våben, smykker, penge, mænds” lyder associationsremsen, der hviskende ledsager den bugtende onanikoreografi.

At blive kneppet af Gud

Så er hun 15 år og får øje på Rosas far. Duellen med Rosa om at være den tyndeste og smukkeste fortoner sig i farens begær efter den unge krop, den ru hånd på den bløde kind. Fascinationen af den ældre mand bliver til ønsket om at blive kneppet af Gud projiceret ud i det kors, hun hamrer mod sin kusse.

Scenen er visuel flot og fødes direkte af universets kirkelige setup, men virker alligevel lidt som et påklistret påhit, der belejligt taler ind i en aktuel agenda. Unge kvinders begær efter ældre mænd er vel i sig selv langt mere sprængfarligt stof i dag end den muligvis utilbørlige omgang med et religionssymbol, som rager de fleste danskere en papand.

Det rå pigeunivers

Pludselig er det forbi. Sara er 30 år. Det var så yndigt at følges ad, men ungdommen går sin egen vej. Nu er det Sara, der kigger på den unge krop, mens hendes egen forsvinder og bliver til ord.

Rebekka Boyding har dramatiseret og iscenesat et fuldendt univers, hvor Mie Riis stramme scenografi bruger lysets farve til at flytte os fra uskyld til forløsning, fra forelskelsens lethed til lystens tyngde. Alexander Damsgaard og Rebekka Boydings kompositioner og koret UNGKLANGs isnende toner spiller suverænt med i skabelsen af det rå pigeunivers, der rummer sprækker og dybder, som sjældent får mæle.

De senere sæsoner har dog haft flere vellykkede bud på temaet. An Education (2020) på Republique og Lolita for altid (2022) samme sted adresserede driften mod den ældre mand med vidt forskellige virkemidler, mens den i mine øjne mest interessante, Mørkt forår (2022) på Edison, i et overraskende hybridformat gravede sig endnu dybere ned i pigens seksualitet. Pigedyr føjer sig til denne prominente række af forestillinger, der lykkes med skabe unikke æstetiske univers, der med saft og kraft ryster klicheer om pigers begær.