★★★☆☆☆ Sister Act – Julie Steincke brillerer i tandløs musical  

Julie Steincke er i musikalsk topform som Dolores i Det Ny Teaters enstrengede farcefortolkning af Sister Act – også kendt som Halløj i klostret.

Det er som at gå ind i en tidslomme, når man ser med på Det Ny Teaters Sister Act. Forestillingen er baseret på filmen fra 1992 og musicalen fra 2006, så fortællingen har immervæk nogle år på bagen. Det behøver i sig selv ikke være en udfordring for en god oplevelse, men der er noget musealt over Det Ny Teaters opsætning. 

Julie Steincke er Delores Van Cartier. En kvinde, der drømmer om at blive professionel sanger, men ikke er slået igennem på byens barer. Da Dolores ved et uheld overværer sin mafioso-kæreste myrde en mand, må hun gemmes bort i et kloster, indtil hun kan vidne mod ham. Delores har svært at acceptere klostrets strikse regler. Hun hiver medsøstrene med på bar, bliver leder af nonnekoret, der fluks finder tonen og går fra piv-falsk til rene klange. Og opdager, at venskab vejer tungere end ejerskabet af en hvid pels med bling-bling og pailletglimmer. 

Julie Steincke i musikalsk topform

Men ét er en lille fortælling til en lang aften i en temmelig substansløs fortolkning. Alt er tydeligvis for sjov, ren overflade med overflade på. Karaktererne agerer efter halvhjertede præmisser. Nonnerne fremstår ikke særligt troende, mafiosoerne løber rundt i lidt ufarlig falde-på-halen-komik og ordensmagten følger trop med den lalleglade betjent Sweaty-Eddie i front, som den store kærlighedscharmør. Der er ingen troværdighed bag handlingerne og ingen ægte følelser på spil, så det skorter lidt på substans, der kan holde fortællingen stangen. 

Julie Steincke gør det ellers godt. Hun favner Delores med charme, humor og en fanden i voldsk frækhed, som i den grad driver fortællingen, som hun sammen med en fed vokal får løftet hele forestillingen med. 

Marianne Mortensen er abbedissen, der med værdig pondus kæmper for klostrets værdier, og får skabt et fint modspil til Steinckes rebelske Delores. Pia Rosenbaum giver fortællingen komisk kant som søster Mary Lazarus med de rappe replikker. Og de tre gangstere (Max-Emil Nissen, Oliver Poulin og Morten Adelhardt Kristensen) brillerer med et forrygende sangmæssigt overskud. 

Soul og diskofest

Musikkens mange soul- og diskonumre skal fyre op for feststemningen, og gør det fint uden dog at groove helt vildt. Korsangere og solister leverer med en overbevisende fed energi og højt humør, der løfter stemningen. Dansekoreografierne holder sig til 70’er moves med knyttede hænder, armrul og skridt til siden, mens nonnerne fyrer den af med gospelmoves og højt humør. Det er festligt, fint og retro, uden at man ligefrem bliver overvældet af æstetikken i det.

Scenografien lægger sig op ad den altmodische stil med store trækulisser, der holder sig til konkrete illustrationer af, hvor scenen geografisk udspilles. En politistation, et kloster etc. Det forklarer selvfølgelig, hvor historien udspilles, men står også i skærende kontrast til landets andre (musical)scener, hvor scenografiske rum efterhånden skabes af spektakulære visuals, lys og lyd, som folder fortællingen ud med kompleksitet, stemninger og følelsesfortolkninger. 

Det Ny Teaters fortolkning af Sister Act holder sig til det gængse i en enstrenget farcefortolkning. En forestilling, der bæres frem af højt humør, festlig musik og Julie Steincke i musikalsk topform.