Oak Foundation Denmark har netop tildelt HiLS DiN MOR og LGBT+ Føroyar midler til den 3-årige sociale forandringsindsats; “Ingen bør falde uden for fællesskabet – Færøerne”, der skal sikre, at HiLS DiN MOR opfører LGBTQ+-aktuelle forestillinger for børn og unge på Færøerne.
De tildelte midler skal også sikre gøre, så LGBT+ Føroyar kan skabe arrangementer for LGBT+-personer, sætte fokus på at nå ud til skolesystemet og være med til at ruste uddannelsesinstitutioner til at have elever, der falder udenfor de gængse normer for køn, kønsidentitet og/eller seksualitet.
Positivt samarbejde
Teatret HiLS DiN MOR, der laver scenekunst for børn og unge, for at skabe større forståelse for LGBTQ+ -personer, har flere gange besøgt Færøerne med deres forestillinger. De sidste to sæsoner har teatret indgået samarbejde med LGBT+ Føroyar, der deltager i de dialoger, skuespillerne altid har med publikum efter forestillingerne. Et samarbejde, der har været positivt for begge organisationer i forhold til at slå igennem med et fælles budskab om at sprede mere viden om LGBTQ+-personer for at udviske fordomme.
De næste tre år vil HiLS DiN MOR årligt tage en børne- eller ungdomsforestilling til Færøerne, besøge forskellige kulturhuse og gå i dialog med publikum. Teatret har indgået et samarbejde med Nordens Hus på Færøerne og forestillingerne skal spille på SALT – Sound Art & Live i Øravik, der ligger på Færøernes sydligste ø – og flere kulturhuse var vist interesse for at stille spillesteder til rådighed.
LÆS OGSÅ: Dansk LGBT-teater møder homofobisk modstand på Færøerne
En styrket informationsindsats
LGBT+ Føroyar deltager i arrangementerne og i de dialoger, der afholdes med publikum. Der laves materiale på færøsk, som kan benyttes i undervisningen, så eleverne kan arbejde videre med emnerne. LGBT+ Føroyar kommer derudover til at styrke sin indsats til skolerne med både informationsmateriale og kurser til personale. Der vil blive sat fokus på børn, unge og familiers liv og trivsel gennem hele projektperioden.
“Vi glæder os til at realisere projektet og til at fortsætte det gode samarbejde med LGBT+ Føroyar og Nordens Hus i Tórshavn. Vi er meget taknemmelige for, at Oak Foundation Denmark ser vigtigheden i at sætte fokus på LGBTQ+-emner på Færøerne, og vi ser frem til at vende tilbage til landet med vores scenekunst,” siger kunstnerisk leder og skuespiller fra HiLS DiN MOR, René Benjamin Hansen.
“Vi er glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde med HiLS DiN MOR med støtte fra Oak Foundation Denmark. Vi glæder os til at fortsætte arbejdet for et rummeligt Færøerne for alle, hvor også LGBT+-personer kan trives. Midlerne skal sikre, at LGBT+ Føroyar kan lave informerende kampagner og arrangementer for unge LGBT+-personer samt familier,” udtaler Esther Margreth Petersen, der er koordinator i LGBT+ Føroyar.
Begge organisationer glæder sig til at starte projektet op og til samarbejdet de næste 3 år.
HiLS DiN MOR har været på Færøerne med følgende forestillinger:
2013 – Hate Crime – en kærlighedshistorie
Forestillingerne blev opført i Tórshavn på Sjónleikarhúsið i et samarbejde med Tjóðpallur Føroyar, som inviterede skoleklasser gratis i teatret.
2018 – Fucking Åmål
Forestillingerne blev opført i Tórshavn på Tjóðpallur Føroyar, som inviterede skoleklasser gratis i teatret.
2022 – Offside
Forestillingerne blev opført på Nordens Hus i forbindelse med kulturhusets Frítt Flog festival for børn og unge. Skoleklasser blev inviteret gratis til forestillingerne og HiLS DiN MOR indgik samarbejde med LGBT+ Føroyar, der var med til at lave efterbearbejdning af forestillingen med publikum.
2023 – En kænguru som dig
Forestillingen blev opført på SALT – Sound Art & Live Theatre i Øravík på Suðuroy og på Nordens Hus i Tórshavn. Spillestederne inviterede skoleklasser gratis i teatret. LGBT+ Føroyar var samarbejdspartner på arrangementerne.