Nyuddannet i teaterbranchen

Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus, Dramaturgi, Aarhus Universitet, sætter i dette interview med Sarah Simone Jørgensen, uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus 2022, fokus på de vilkår, nyuddannede skuespillere bliver mødt af.

Der er en tendens til, at tiden efter endt uddannelse på mange måder er vanskelig, blandt andet fordi strukturen på arbejdsmarkedet betyder en række mere eller mindre løse ansættelser. Det skriver Michael Böss i Politiken 17.2.2024 og referer til en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed. Det ser ud til at være et vilkår for det såkaldte Prekariat, som er ansat i prekære og usikre ansættelser, som vikarer, freelancere og midlertidige projekter. Det gælder i mange brancher, men måske især i oplevelsesindustrien.

Annonce

I denne branche er der desuden det problem, at uddannelser ofte er diffuse, fordi de skal dække mange forskellige områder, og der er brug for, at ansatte skal kunne samarbejde på tværs af kunstarter og institutioner. Og hvordan er skuespilleruddannelserne rustet til denne udvikling?

Branchens ansættelsesprocesser

En bemærkelsesværdig bekymring er manglen på gennemsigtighed i ansættelsesprocesserne inden for branchen. Dette tågeslør kan ofte resultere i en tøvende tilgang til at engagere sig med nye, ukendte talenter, hvilket udgør en risiko for stagnation og manglende innovation.

Denne konservative tilgang til rekruttering undergraver potentielt diversiteten og rigdommen af kunstneriske perspektiver i teaterproduktioner. Desuden er der spørgsmål vedrørende diversitet, køns- og aldersdiskrimination i branchens ansættelsespraksisser. Hvilke metoder anvendes til sikre større diversitet og bedre arbejdsvilkår?

Det er fx blevet fremhævet, at kvinder over 50 år synes at blive overset til fordel for yngre kvinder, som paradoksalt nok ofte besættes i roller, der kræver en ældre skuespiller. Denne praksis rejser spørgsmål om om autenticiteten og integriteten af teatralske fremstillinger. Er der en tendens til, at etablerede navne foretrækkes og vanskeliggør mulighederne for, at nye stemmer og visioner kan gøre sig gældende.

Varsom tilgang

Du blev færdiguddannet i 2022. Hvordan har det været for dig at være på det frie marked? Hvordan rustes skuespillerne på skolen? Lærer man på scenekunstskolen modet til at satse og sparke dørene ind? Jeg vil gerne undgå, at det tager sig ud som et personligt problem. Det er det selvfølgeligt også, men samtidig er der måske et strukturelt problem, som betyder at modet til at satse dæmpes, og det kommer let til at se ud som om de nyuddannede er for sårbare?

“Man bliver som oftest ringet op og tilbudt en rolle direkte, og ellers bliver man inviteret til en audition af teatret – det samme gælder castings. Det sker, at folk selv har opsøgt specifikke roller, men det kræver mod, og at man ved, at der bliver castet på noget. Og det er jo ikke alle, der ved det.

Men mit indtryk er alligevel, at man skal være varsom og ikke gøre sig uvenner eller uheldigt bemærket som én, der presser for meget på eller er besværlig. Det er noget, der er blevet nævnt gentagne gange i mine år på DDSKS; at man for Guds skyld ikke må være den besværlige skuespiller”.

Intern åbenhed

Hvor meget snakker I skuespillere sammen? Og kan I læne jer op af hinanden?

“Jeg syntes, der er en vis gennemsigtighed, og vi er gode til at hjælpe hinanden. Jeg ringede fx i forbindelse med en rolle, som jeg skulle overtage, til den skuespiller, som havde haft den før mig. 

Vedkommende var bare helt åben og enormt hjælpsom. På trods af, at vi ikke kender hinanden så godt privat, følte jeg mig utrolig grebet. Her snakkede vi både om, hvad rollen krævede, gode råd, arbejdsvilkår og løn. Det er den eneste rigtige vej, at vi støtter hinanden. I de kredse, hvor jeg kommer, er der en åbenhed, og vi kan spørge hinanden om det meste”. 

Sammenhold frem for konkurrence

Men er det noget, der gælder hele branchen? Stiller I fx de samme krav?

“Det at være skuespiller er ikke en beskyttet titel. Der er både uddannede og autodidakte og folk kan komme til samme mål fra forskellige veje, hvilket jo er fint, fordi forskellige måder og tilgange til det sceniske arbejde betyder, at der er noget, vi kan lære af hos hinandens forskelligheder. Som regel får man løn efter anciennitet, og man starter med mindsteløn som nyuddannet skuespiller.

Det kommer selvfølgelig også an på opgaven. Der er stor forskel på en ensembleopgave og en monolog, og der er forskellige overenskomster alt efter teatret. Men det kræver tit forhandlinger. Her er det vigtigt ikke at gøre hinanden til fjender eller modstandere, for vi er alle i en branche, der har det hårdt. Derfor er det vigtigt, at vi møder og taler med hinanden på tværs af positioner og roller”.

Drøm om årlige netværksdage

Hvordan er du kommet ind i branchen?

“Jeg forsøger stadig på det, men jeg har faktisk kun fået jobs gennem folk, jeg har arbejdet sammen med under uddannelsen. Det er svært at komme ind. Der er nogle få, som tager imod, hvis man skriver og foreslår en kop kaffe. Men mange har ikke tid, og oftest får man slet ikke noget svar. 

Til afgangsforestillingerne kommer der en del og ser med, men vi taler ikke meget med dem. Enkelte kommer og hilser på, hvilket er virkelig sympatisk. Måske er det ikke kutyme, men jeg ville ønske, der var mere dialog med både teaterchefer, instruktører og dramaturger, så man kunne bygge et netværk og måske fornemme, hvad man som nyuddannet kunne have lyst til at arbejde med og hvor. Det gælder selvfølgelig begge veje. 

Man kunne lave helt konkrete netværksdage under uddannelsen. Det kunne være en gang om året eller i slutningen af ens andet år. Bare det at give rum for små samtaler på egen hånd med dem, som vi skal ud og arbejde sammen med, hvor man kan se hinanden i øjnene, ville være godt. 

I Dansk Skuespillerforbund har de et arrangement, man kan tilmelde sig, hvor de inviterer instruktører, teaterchefer, dramaturger og castere ind. Her får man mulighed for at vise en tekst til branchen på tre minutter. De her initiativer er rigtig vigtige for at føle, at man får vist en lille smule af, hvem man er. Men igen er det kun en envejskommunikation, hvor de observerer en, uden at man får lov til at møde hinanden rigtigt”.   

Gammeldags måder at begå sig

Hvor meget taler teatrene om deres profil og det de søger i forhold til skuespillere eller i forhold til samarbejder? Kan man forbedre samarbejdet mellem teaterledere og nyuddannede? Er der konkrete mødesteder?

“Jeg kender ikke alle teatre og deres profiler, og det kunne være fint med en form for præsentation, mens man går på uddannelsen: Hvem er I? Hvem er vi? Hvad har I brug for?

Det kan være svært at sparke døre ind til nogen, man aldrig har mødt før – man vil nødigt lefle eller være plagsom. Hvad må man skrive til folk? Og hvor tit? De skal jo ikke drukne i henvendelser, så man må være taktisk og ikke forspilde sin chance. Der er utrolig meget hierarki og mange, som jeg oplever det, gammeldags måder at begå sig i branchen. 

Skolen gør en stor indsats for, at vi kommer ud med et godt netværk, men da min erfaring er, at netværk er alt, kunne man sikkert finde på nogle flere initiativer. 

Jeg drømmer om at arbejde på de mindre scener, som tager chancer og prøver noget nyt, som fx En fortælling om blindhed på Studio Scenen på Aarhus Teater, hvor tilskuerne ligger med bind for øjnene og hører tekst og lyd. Husets Teater, Sort/Hvid og Revolver synes jeg også er nogle af de teatre/scener, hvor der bliver afprøvet og lavet spændende undersøgelser med fx forskellige medier og ny dramatik. Eller Fix & Foxys afgangsforestilling på Aarhus Teater, hvor der blev arbejdet med videooptagelser. Det er fint, når der bliver tænkt ud af boksen”.

Flere åbne auditions

Hvordan fungerer audition?

“En audition fungerer oftest, som jeg har nævnt, at man bliver inviteret ind. Her kan det være alt fra at fremføre en specifik tekst eller noget selvvalgt, synge en sang, danse eller andre opgaver de kunne finde på. 

Det er dog meget sjældent med åbne auditions. Nikolaj Mineka, som er teaterchef på Teatret Møllen, lavede en åben audition, hvor alle kunne sende en video ind og præsentere sig selv. Her var vi 5-6, der gik videre til en fysisk audition, og hvor vi fik mulighed for at arbejde med instruktøren og en af de andre skuespillere. Det var virkelig en fantastisk chance og oplevelse, også selvom jeg ikke fik rollen. Det er selvfølgelig dyrt for dem, som betaler rejseudgifter og bruger tid, men det giver meget til det kreative arbejde. Her følte jeg, at jeg fik en reel mulighed for at møde nogen, jeg ikke kendte, og at de fik mulighed for både at arbejde med og også møde mig. 

Man kunne godt udvikle en kultur, hvor den slags er indregnet i produktionsomkostningen. Det kunne man måske vedtage som et vilkår på bare en forestilling pr. sæson. Det er også med til at styrke branchen og sikre, at man ikke kun engagerer dem, man kender i forvejen”.  

Alternative undervisningsforløb og egne projekter

Kunne det styrke den kreative proces, så man finder uventede løsninger og fremmer modet til nye risikofyldte satsninger?

“Netop. Men det er få, der løber den risiko, og tager sig den tid at søge efter overraskende løsninger. Men bare det at komme rundt i landet og møde de forskellige teatre kunne være fint”.

Er det noget, I træner på skolen?

“Skolen gør en stor indsats for, at vi kommer rustede ud. Vi havde fx undervisning i det at gå til castings (på film) og kameraundervisning (teknisk spil foran kameraet), som blev undervist af aktuelle castere og instruktører. Derudover blev vi undervist i entreprenørskab og iværksætteri, altså om at opdage/skabe, evaluere og organisere nye kunstneriske, miljømæssige og sociale muligheder. 

Det handler også om, hvordan man søger ideer, fonde og laver budget til sin egen forestilling fra bunden. Vi havde undervisning ved kaospilot Jeppe Alsgaard Pachaï om, hvordan man udvikler ideer og koncepter. Det var en introduktion til en række modeller og illustrationer, som ville hjælpe med at udfolde kunstneriske ideer og skabe scenekunst fra bunden, primært gennem samskabelse og flad struktur. Det kunne vi godt bruge mere af.”

Er der nogle, som slår sig sammen og forsøger den form for devising? 

“Det handler meget om at finde folk, som har lyst til at indtage forskellige poster og roller. Jeg har arbejdet med en dramatiker, som jeg kender tilbage fra højskolen. Vi har lavet flere projekter sammen og ved, at vi arbejder godt sammen.  

På tredje år på skuespillerskolen laver man et selvstændigt bachelorprojekt. Her kan man selv bestemme, om det skal være en lille forestilling, en kortfilm, en installation eller noget helt fjerde. Her gik jeg sammen med denne dramatiker og lavede i fællesskab med hende mit bachelorprojekt, forestillingen Vendetta“.  

En svær krisetid

Er der en præference for etablerede navne over nye talenter? Hvordan er kontakten til de forskellige teatre? Kan man tænke sig, at det ville forbedre forholdene med en bedre indsigt i både profiler og måske også de økonomiske og politiske forhold omkring et teater? 

“Det ville være godt for alle parter. Det er en svær kriseagtig tid, hvor der er en tendens til, at teatrene tænker i sikre kort. På grund af den store krise, der også har ramt filmverdenen, er der også langt større rift om rollerne på landets teatre. Her er det tydeligt, at mange af dem, som har levet af at lave tv i mange år, kommer ind og spiller centrale roller på teatret – det er selvfølgelig, fordi de er dygtige, men også, fordi de er kendte og kan trække tilskuere.

Efter corona og krigen i Ukraine går folk desværre ikke i teatret som før, så det er også vigtigt for teatrene at trække i alle de tråde, de kan – det betyder kendte ansigter. Desværre er mit indtryk også, at det har stor betydning for mange af os nyuddannede, og det gør den tid, vi er i lige nu, meget svær at etablere sig godt i. Tendensen er, at man arbejder hist og her, få jobs i form af korte projekter og de færreste har sæsonen fuld af arbejde, hvis overhovedet noget”.

Se i flere retninger

Hvad gør du for at modgå dette? Kan man anvende skuespilfaglige greb og metoder i pædagogiske sammenhænge? Til at anskueliggøre samarbejdsproblemer, konflikter, stress eller manglende kommunikation, empati og kulturel modstand?

“Jeg prøver at holde mig beskæftiget. Så udover den klassiske mailskrivning, tager jeg på kurser. Jeg er blandt andet på et kursus i at indtale lydbøger. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast, men også prøve at udvide min værktøjskasse og se, om der ikke er flere måder, jeg kan bruge min uddannelse og erfaring på.

Jeg tror for eksempel virkelig, at lydbøger er kommet for at blive på et kun voksende marked. Jeg tror altid, man har skullet være omstillingsparat som skuespiller, da det er en svær branche at være i, men det gælder særligt de seneste par år, og det er helt sikkert ligegyldigt, om man er ny eller garvet. Det er nødvendigt at være åben over for mange forskellige medier, arbejdsmåder og formater. Jeg vil i hvert fald blive ved med at dygtiggøre mig i så mange retninger, som faget og kreativiteten tilbyder”.

Er branchen bange for at spille højt spil

Kan teaterbranchen adressere disse problemstillinger gennem en mere inkluderende og gennemsigtig tilgang til ansættelse? Kunne man derved sikre en mere dynamisk og mangfoldig udvikling af scenekunsten? Kunne man forestille sig en form for oversigt over hvor mange, der efter endt uddannelse får job, og hvilke problemer de i øvrigt har mødt i de første år efter uddannelsen?

Er teaterbranchen bange for at spille højt spil? Det er måske ikke så mærkeligt, fordi det koster, og hammeren falder, hvis man fejler. På den anden side kræver kreative og originale kunstneriske løsninger, at man løber en risiko og er villig til fejlcasting og kontroltab. Det er her, de uforudsigelige løsninger opstår.