Populært lige nu

Annoncespot_imgspot_img

Folkeskolen til debat: ”Der kan spares mange timer på Aula, hvis vi ser forestillingen sammen” 

Børneforestillingen På den anden side af døren stiller skarpt på folkeskolen og elevernes udfordringer i et hæsblæsende eventyrformat. Instruktør Mette Ovesen og scenograf Astrid Lindgreen Hjermind har oplevet folkeskolen indefra, og giver sammen med dramatiker Magnus Iuel Berg et scenisk bud på, hvordan den kan styrkes. 

Folkeskolen er i fokus i disse år. Regeringen har budt ind med en ny folkeskolelov, der skal sætte folkeskolen mere fri og styrke elevernes mulighed for praktisk undervisning. Men hvordan ser det egentligt ud, hvis vidnesbyrd indefra behandles kritisk af folk udefra og får en kunstnerisk fortolkning?

Annonce

På Aarhus Teater har de netop afsluttet Christian Lollikes samfundssatiriske skildring af skolesystemet i Skolekomedien. Forestillingen tog udgangspunkt i flere hundrede fortællinger fra folkeskolelærere og andre med tilknytning til institutionen. Det var en hyldest til lærergerningen og viste et system, der nedbryder sine medarbejdere i et inferno af omskiftelige krav og pres fra forældre, elever, skoleleder og ministerielle centralløsninger. 

På den anden side af døren, Teaterhuset Filuren. Foto: Bibi Berge
På den anden side af døren, Teaterhuset Filuren. Foto: Bibi Berge

En eventyrrejse gennem skolens kringelkroge

Nu retter Teaterhuset Filuren blikket mod folkeskolen – set fra børnehøjde. På den anden side af døren hedder forestillingen, der har elevernes hverdag i centrum i ”en hæsblæsende eventyrfortælling,” forklarer instruktør Mette Ovesen. Hun mødte folkeskolen indefra, da hun sammen med dramatiker Magnus Iuel Berg var huskunstner for tre lokale 5. klasser. Med på sidelinjen var scenograf Astrid Lindgreen Hjermind, og sammen har de tre kunstnere ladet deres oplevelser være afsæt for På den anden side af døren

I forestillingen møder vi den vilde dreng Freddy og den pæne pige Kamma

I forestillingen møder vi den vilde dreng Freddy og den pæne pige Kamma, som drager ud på en eventyrrejse gennem skolens elevtomme gangarealer, lærerværelset og biblioteket. Skuespillerne Amalie Mørup og Magnus Hald spiller både børnene og de omkring 25 andre karakterer, som Freddy og Kamma møder på deres vej.  

Der er ikke overskud

Spørger man kunstnerne om, hvordan det står til i skolesystemet, er de ikke i tvivl. ”Folkeskolen har det ikke godt. Der er ikke nok overskud,” lyder det fra dem begge.

”Vi fulgte tre meget forskellige klasser. Sat lidt på spidsen kan de kategoriseres som: En dysfunktionel klasse med en klasselærer, som håndterede udfordringer med konsekvenspædagogik. En ret velfungerende klasse, hvis lærer lyttede til eleverne og rummede deres udfordringer. Og en klasse, der lå lidt midt imellem. Fagligt fremstod de lige stærke, men det gjorde ondt at se, hvor forskelligt eleverne blev mødt som mennesker i de forskellige klasser,” fortæller Mette Ovesen.

På den anden side af døren, Teaterhuset Filuren. Foto: Bibi Berge
På den anden side af døren, Teaterhuset Filuren. Foto: Bibi Berge

Du er god nok, som du er

Under forløbet oplevede kunstnerne, hvordan flere elever fik mod på at byde ind med personlige og faglige bud. De elever, som til dagligt er udfordret med fx ordblindhed, drillerier eller sociale relationer, oplevede pludseligt at se sig selv styrket i de nye kreative rammer, og det gav inspiration til fortællingen. 

”Vi har forsøgt at vise hele paletten af, hvad man kan møde i en folkeskole, og spurgt os selv undervejs, hvad målet er med folkeskolen? Vi oplevede, at det hurtigt kom til at handle om, at eleverne skal rettes ind for at komme videre til en anden uddannelse. Noget af det, vi undrer os over, er, hvad der blev af dannelsesbegrebet, og hvorfor der ikke er mere fokus på de redskaber, som gør os til hele mennesker. Forestillingen er derfor en hyldest til fantasien og et mulighedsrum med plads til at finde sig selv, hinanden og en vej i livet. Vores moraler er, at du er god nok, som du er, hvilket også var vores arbejdstitel,” lyder det fra Mette Ovesen.

Fra folkeskole til scenerum

Scenograf Astrid Lindgreen Hjermind deltog i huskunstnerprojektet en enkelt dag. Det gav inspiration til forestillingens univers i forhold til elevernes påklædning, de ting, som omgiver dem, og de rammer, der er centrale for skoledagen. Hver time blev rammesat med en Time Timer, som talte ned fra start til slut, og denne tidsmåling danner afsæt for forestillingens rum.     

”Skoledagen er en lang ramme, hvor noget skal nås og sættes ind i tid hele tiden. Så symbolet på skolen blev målbarhed. Det bærende element i scenografien er derfor et stort ur,” fortæller Astrid Lindgreen Hjermind. 

Symbolet på skolen blev målbarhed. Det bærende element i scenografien er derfor et stort ur

Fortællingen foldes ud som en form for magisk realisme, hvor hverdagsepisoder får liv i et magisk rum.

”Jeg har dekonstrueret klasselokalet og skabt en diskogalakse. Uret bliver vendt, og så begynder magien, når børnene kommer ud i galaksen. De unge er så meget i nuet og fem minutter frem. Jeg har forsøgt at skabe fremtidens mulighedsrum, hvor de kan opleve konsekvenser af deres aktuelle handlinger. Et rum, som kan forvandles og tage form af de karakterer, som oplever det, og viser en anden side, når det fx opleves på Freddys præmisser. Det er et univers, som afspejler vores forskellige potentialer – også skolelærerens. Potentialer og indsigter, som er afgørende for, at vi forstår hinanden bedre. Det kan alt muligt, ligesom Folkeskolen, det skal bare vendes og drejes lidt,” siger Astrid Lindgreen Hjermind. 

På den anden side af døren, Teaterhuset Filuren. Foto: Bibi Berge
På den anden side af døren, Teaterhuset Filuren. Foto: Bibi Berge

Små popcornhjerner, som kører rundt

Det er ikke kun rum, rekvisitter og påklædning, som har været inspiration for forestillingen, også børnenes energi er draget ind i universet. 

”Vi er blevet kloge på deres tempo, sprog og ikke mindst den fællesskabede værdi af Just Dance. Vi så deres pauser og deres korte koncentrationsmomenter, og har arbejdet med dette tempo og skift ind i dramaturgien. De er i gang hele tiden, i fuld fart, som små popcornhjerner, der kører rundt,” lyder det lattermildt fra Mette og Astrid, der – som interviewet skrider frem – lader ordene flyde mere og mere frit ind over hinanden. 

I eventyret må man alt, og det er et univers fyldt med håb og fantasi

Latteren og letheden er både en ret gennemgribende del af samtalen med de to, og en del af forestillingens univers, hvor også eventyrgenren er med til at sætte fortællingen og figurerne fri: ”I eventyret må man alt, og det er et univers fyldt med håb og fantasi. Vi må gakke ud, og det passer også godt til min personlige smag og stil,” siger Mette Ovesen. 

Må man egentlig sige det højt?

”Det er de voksne, som står mest for skud i forestillingen. Men vi håber at have skabt et rum, hvor der åbnes for en forståelse af hinanden, og hvor vi i fællesskab kan blive inspireret til at snakke om de udfordringer, der er. Vi tænker, der kan spares mange timer på Aula, hvis vi ser forestillingen sammen. Vi håber, at vi er lykkedes at lave en familieforestilling, hvor både børn og voksne kan spejle sig. Vi er simpelthen så glade og tilfredse, det er så godt et hold og så meget en fed holdpræstation – må man egentlig sige det højt?,” lyder det som afrunding fra de to kunstnere. 

scenet logo

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med SceNet med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør ISCENE. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
Annonce