★★★★☆☆ Nye tider – rap dialog og ramte hjerter i alle aldre

Kasper Wilton sætter et flot punktum for sin tid på Folketeatret med samtidssædekomedien Nye tider, der på mange måder inkarnerer det bedste af hans direktørperiode. Det stærke cast danser flot om kærlighedens mange facetter i hans musikalsk legende iscenesættelse af en sjældent set genre.

Jeg synes næsten altid, at noget skurrer, når amerikanske dramaer overføres til dansk. Et er de udenlandskklingende navne, mere irriteres jeg af den amerikanske forkærlighed for det velgjorte, hvor alle historiens ender bindes i fine sløjfer, og af de kulturelle forskelle, der notorisk er mellem USA og Europa.

Men denne personlige idiosynkrasi lægger jeg helt på hylden med Nye tider, der dels er fremragende oversat af Henrik Lykkegaard, dels tilbyder aldrende roller og endelig er et livtag med en sjældent set genre, samtidssædekomedien.

Parforholdets pas de deux

Sjællands Teater har netop præsenteret 2:22, en vellykket spøgelsestwistet version af en sædekomedie med samtidige temaer, så måske er genren på fremmarch. Det kan man kun hilse velkomment, når det sker i en så fint musikalsk iscenesat og spillet version som Nye tider.

Forestillingens legende, musikalske dialog slås an i anslagets tavse pas de deux, hvor det ældre par Bill og Nancy vimser omkring spisebordet og hinanden, mens de dækker bord, propper vin og retter an. Alt er sagt, alt er kendt, trummerummen er for evigt.

Så trist skal det nu ikke gå, for første replik er Nancys: “Jeg vil skilles,” hvortil Bill replicerer: “Okay”. Replikskiftet er kækt og sørgeligt på samme tid, og denne tone holdes hele vejen i dramaet, der nu udfolder sig mellem Bill og Nancy og deres to voksne sønner, der først er nervøse for demens og siden må gennemgå svære erkendelser for at indse, at deres forældre også bare er mennesker.

Hviler barndommen på en løgn?

Kim Hammelsvangs herligt selvopfyldte lillebror Bob har især svært ved at acceptere situationen, men også Kasper Leisners mere afbalancerede storebror Ben må give slip på et par illusioner, da det går op for ham, at skylden for bruddet ikke kan placeres entydigt. Måske hviler deres barndom på en løgn – og måske skal de give plads til, at Bill og Nancy selv kan tale ud, i stedet for – skarpt sekunderet af Bens geskæftige terapeutkæreste Jess – at ville fikse alting for dem.

Ulla Henningsens Nancy bærer på en romantisk sorg, der gør hende skarp i tonen, men mild i eftertanken, mens Waage Sandøs tilsyneladende pjankede Bill rummer mere empati og længsel end hans platte vittigheder lader ane. Hans flamme fra ældrecentrets standupkursus, Carla, indser det, da hun besøger Nancy efter en skelsættende ulykke midtvejs. Sonja Oppenhagen funkler som denne kærlighedskatalysator med stor menneskesans.

Forældrekonflikten forlænges selvfølgelig ud i de to brødres kærlighedsliv. Bob, der er bange for intimitet og projicerer sit ønske om et barn over på sine dramaelever. Kim Hammelsvang har fuldstændig styr på denne barnemand, der på teenageagtig vis slæber Adam Schmidts søde Tommy med hjem til forældrenes bolig midt om natten, men selvfølgelig ikke kan gennemføre sin påtænkte forførelse. Han har alt for travlt med at ynke sig selv – for hvor skal han mon holde jul nu?

Genkendelige karakterer

Kasper Leisner doserer fint den travle advokat Ben, der gerne vil have styr på det hele, men bliver kørt rundt med af både forældre og Marie Sandø Jondals gravide Jess, der nok er en kliché, men en der har rod i virkeligheden.

Det har alle karaktererne og det er en af manuskriptets styrker, at både de og deres konflikter er så genkendelige. Et lille drys komik, den rappe dialog og de små skeletter i skabene sørger for resten i en virkelig underholdende komedie, der ligesom sidste sæsons roste The Humans sætter familiedynamikker på scenen. Her med komediens greb, men begge med plads til flere generationers håb og drømme.

Camilla Bjørnvads kliniske ældreboligscenografi rummer et par overraskelser, men det er dansen om og i kærlighedens mange facetter, der åbner hjertet mod de håbløse mennesker, der er så dårlige til at tale sammen. Kasper Wilton sætter et flot punktum for sin tid på Folketeatret med Nye tider, der på mange måder inkarnerer det bedste af hans direktørperiode.