Fremtidens scenekunst – reportage fra Scenekunstens Årsmøde 2024

I et nyt format med tre simultane scener slog Scenekunstens Årsmøde 2024 publikumsrekord under årets CPH Stage. Det overordnede blik var rettet mod fremtidens scenekunst, hvor visioner, drømme og bekymringer fik luft blandt fagfæller. ISCENE LIVE var i år medarrangør og stod for programmet på Skuespilhusets Lille Scene.

Scenekunstens Årsmøde 2024 satte fokus på fremtidens scenekunst fra mange forskellige vinkler og prøvede i år kræfter med et nyt format, hvor forskellige aktører arrangerede programmet på de tre sideløbende scener i Det Kongelige Teaters Skuespilhus.

Dansk Teater præsenterede sine visioner for en fremtidig styrkelse af scenekunstområdet i flere indslag i samarbejde med blandt andet BORA BORA, mens Den Danske Scenekunstskole (DDSKS), HAUT, SceNet, Scenit og Applaus også stod for indslag i det fyldige program.

Fremtidens dramatik

ISCENE LIVE stod for hele dagen på Lille Scene og lagde for med en samtale om kunsten arrangeret i samarbejde med Danske Dramatikere. De to fremadstormende dramatikere Marie Bjørn og Elias Sadaq tog i matchende tøj opstilling i en propfyldt sal med forfatter og kritiker Amalie Langballe som moderator.

Formålet var at diskutere dansk dramatik 20 år ude i fremtiden – en ambition som ikke til fulde nåede i mål, da samtalen forløb som en mere generel snak om dramatik. “Vi har et ansvar for at skrive til den danske teaterarv, og det skal vi gøre gennem ny dansk dramatik,” pointerede Sadaq og understregede samtidig behovet for at “give stemmer til nye perspektiver, så vi kan lære noget.”

Et forudsigeligt ønske om et større kendskab til nyskreven dramatik – som man ifølge Marie Bjørn ser det i både England og Tyskland – og en fælles ambition om, at dramatikerne skal fylde mere i samfundet, blev opsummeret i håbet om, at man om 20 år vil kunne spørge en tilfældig dansker: “Hvem er din yndlingsdramatiker?” – og få et svar!

Samtalens mest konkrete forslag stod Marie Bjørn for, da hun påpegede den praktiske udfordring i, at dramatikerne udklækkes ved scenekunstskolen i Aarhus, mens instruktørernes uddannelse har til huse i København. De to faggruppers tætte samarbejde hæmmes ifølge Bjørn af dramatikernes jyske placering, hvorfor opfordringen lød på at samle de to uddannelser i hovedstaden. Selvom begge dramatikeres kærlighed til Smilets by er stor, bakkede også Elias Sadaq op og slog fast, at “det er et ønske fra mange dramatikere.”

Fremtidens kritik

Første punkt på ISCENE LIVEs program var således i al væsentlighed præget af harmoni. Til gengæld var uenigheden mere udtalt ved dagens andet indslag, som debatterede kvaliteten, funktionen af og publikummet for fremtidens scenekunstkritik.

Moderator og chefredaktør Rie Hammer lagde ud med erklære sig som en del af en “udvalgt skare i frit fald” med henvisning til den markante nedgang i antallet af scenekunstanmeldere i danske dagblade. “Er det virkelig bare os, der tager helt fejl, når vi mener, at anmeldelsen er vigtig?” spurgte Hammer retorisk, og hermed var ordet givet videre til dagens andet panel.

Ikke overraskende var den engagerede debat et tydeligt eksempel på, at kritik betyder noget, men opfattelserne af anmelderens rolle i scenekunstens økosystem varierede bredt.

Hvad betyder det for kvaliteten og relevansen af anmeldelser, når den traditionelle presses anmelderkorps i stigende grad erstattes af bloggere? Hvilket ansvar påhviler de traditionelle medier, og hvad er i det hele taget formålet med anmeldelser? Mangfoldigheden i panelets funktioner og interesser illustrerede, at der til disse spørgsmål ikke findes endegyldige svar.

Autoritetstab og oprustning

Blandt panelets deltagere var Erik Svendsen, lektor ved Roskilde Universitet og anmelder ved Kristeligt Dagblad, der pegede på dualiteten i anmeldelsens evolution og fragmentering i nye formater. På den ene side har udviklingen demokratiseret anmeldergerningen, idet mange flere kan komme til orde. På den anden side har den medført et eklatant – og ifølge flere af de fremmødte et berettiget – autoritetstab.

Som modtræk til denne tendens kunne Berlingskes kulturredaktør Birgitte Borup berette om avisens kulturelle oprustning, og slog til lyd for, at “kulturstoffet er det bedste sted for et dagblad at profilere sig”. Hun understregede samtidig, at avisen som udgangspunkt “anmelder det, vi formoder, har interesse for vores målgruppe,” som for Berlingske vedkommende befinder sig i København.

LÆS OGSÅ: Arbejdslegater – hvor er kunstnernes plads i velfærdssamfundet?

Kritikkens instrumentale værdi

Thomas Bay, direktør for Fredericia Musicalteater, fokuserede på provinsens udfordring med at tiltrække de store dagblades interesse. Anmeldelserne er ifølge ham både et uundværligt markedsføringsredskab for teatrene og en vej til den demokratiske samtale, idet de tilbyder muligheden for at orientere sig i et rigt kulturliv, selvom man som borger ikke har mulighed for selv at deltage over hele landet.

Medieordfører for Det Konservative Folkeparti, Helle Bonnesen, understregede værdien af solidt kulturstof på det politiske plan med henvisning til, at “kulturordførere er ikke bedre end den information, de får,” før der fra salen blev gjort opmærksom på, at dette var beskrivelsen af en incitamentsstruktur, hvor anmeldere nemt kan få for meget magt.

Anika Barkan, co-founder af MØR Collective og ordførende for Uafhængige Scenekunstnere, gjorde i samme spor gældende, at skabende kunstnere er dybt afhængige af anmeldelser som dokumentation eksempelvis i forbindelse med ansøgninger til støtteordninger. Det skaber en usund magtbalance, og hun opfordrede kunstnere til “at tage ejerskab over, hvem vi gerne vil have til at anmelde os.”

Borup replicerede kontant, at “det ikke er mediernes rolle at understøtte kunstnernes mulighed for at opnå støtte,” men delte samtidig det øvrige panels forståelse for samspillet mellem journalistikken og de udøvende kunstnere. Uenighederne var markante både internt i panelet og mellem panel og sal, men der blev lyttet og den generelle relevans af kvalificeret kulturkritik og -journalistik var aldrig til diskussion. Spørgsmålene om, hvem der skal bære den, og hvem der skal læse den i fremtiden, blev der dog ikke sat punktum for.

LÆS OGSÅ: Alarmerende tal i brancheundersøgelse om arbejdsvilkår

Fremtidens arbejdsliv

Efter pausen bød ISCENE LIVE inden for igen med en tværfaglig workshop om fremtidens arbejdsliv. Opdraget var at bringe indsigter fra det konkrete arbejdsliv videre til Dansk Teater som et bidrag til organisationens arbejde for en scenekunstreform.

Som appetizer fik vi først fire korte indlæg om projektet Arbejdsliv i balance på Nørrebro Teater, om Dansk Artist Forbunds arbejde med at skabe tryghed i et prekært, globalt arbejdsliv, om udfordringer med stress og sikkerhed blandt medlemmerne af Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører (FFRR) og om dialogværktøjet GRO fra ARON – Center for bæredygtigt arbejdsliv.

Derefter gik alle i grupper og lavede et speeddyk ned i syv specifikke aspekter af arbejdslivet fra “Subgenrers synlighed” og “Arbejdets værdi” til “Langsigtet planlægning” og “Betydningen af netværk og community”. Syv branchefolk stillede op som bordforpersoner og sørgede for, at gruppedebatterne mundede ud i syv statements/indsigter, som ISCENE viderebringer til Dansk Teater, mens Nørrebro Teater atter vil invitere til branchedag, når de har eksperimenteret med firedagesuge for det kunstneriske hold.

“Løn for ALT arbejde,” lød det korteste statement, mens andre satte fokus på fælles brancheløft, mulighed for restitution, differentierede samarbejdsformer, åbne scener og et opgør med forestillingen om, at alle arbejder som på industrisamfundets tid.

Nu må politikerne på banen

Behovet for at gentænke scenekunstarbejderes arbejdsvilkår på tværs af faggrænser og en opfordring til videndeling også på tværs af ministerier var blandt hovedpointerne i en frugtbar og livlig debat. Lysten til at debattere snart sagt alle elementer af dansk scenekunst på et niveau, der hæver sig langt over hverdagen, tegner lovende for den fremtid, som årsmødet ønskede at sætte til debat.

Fremmødet var stort og diskussionslysten pulserende, og årsmødets viste, at der findes både glæde, kampgejst og vilje til positiv forandring i alle lag af dansk scenekunst. Så må fremtiden vise, om den politiske reformvilje kan mønstre samme engagement.