LEGELAND har trang til at bryde grænser

Tårnby Park Studio inviterede den 4.-6. september til Tårnby Park Performance Festival (TPPF) under temaet LEGELAND med et varieret program kurateret af kunstnerisk leder, Andreas Liebmann. Det blev tre nærværende og inkluderende dage, hvor både branche og lokale fik nye og uventede perspektiver med hjem.

Festivalen finder sted hvert år og præsenterer en bred skare af både etablerede kunstnere og nye, der er godt på vej. Andreas Liebmann bestræber sig på “at åbne en plads, hvor alting kan ske”, og der er virkelig plads og rum til alle her. I år var der fx lokalpolitisk debat, hoppeborg, auktion over udfordrende malerier, samtidsdans og en mobil enhed, der laver kunst, der hvor folk er.

Lokale beboere havde glæde af, at festivalen i år fandt sted lige midt i boligkvarteret – i parken og festhuset i Tårnby Park. Ikke længere væk end cykelafstand fra byen og i bløde sving mellem de røde murstenshuse finder jeg frem til festhuset. Det ligner de andre ensformige boliger på ydersiden, men summer af kunst, kritisk tænkning og liv i og udenfor. Her udfordres rammer og grænser for, hvad scenekunst er og skal.

LÆS også ISCENES interview med Andreas Liebmann her.

Kunst fra mellemrummene

Udover temaet LEGELAND er der fokus på naboskab, fordi det ofte er vanskeligt at bygge bæredygtige relationer mellem kunstnere og deres lokalsamfund. Også selvom der står en tre meter høj hoppeborg lige foran folks vinduer. Derfor er der fx også flere initiativer med skoleklasser, der optræder, mens deres familier hygger sig i et fællesskab omkring mad og leg.

På årets symposium for branchen og andre interesserede er emnet netop naboskab. Et planlagt oplæg fra Caroline Bäckmann og Laura Navndrup Black bliver aflyst, men Kitt Johnson fra X-Act fortæller levende om projekt Mellemrum. På 17 år har hun arbejdet med kunstvandringer i 22 forskellige lokalsamfund og med mere end 200 kunstnere i store dele af verden. Hun ønsker at kaste lys på et steds hemmeligheder, affaldet og de skjulte agendaer mellem husene.

Det, der overrasker forsamlingen mest, er tidsperspektivet på tre år fra de første ydmyge forsøg på at skabe kontakt om en konkret værdiskabelse i et område til at kuratere kunstnerisk og tilbyde vandringerne. Kitt Johnson nævner opmærksomhedspunkter som kolonisering, vedholdenhed og vigtigheden af at have styr på egne dagsordener. Hun nævner forskellige prototyper på beboerinvolvering i sit meget inspirerende oplæg.

LÆS også ISCENEs interview med Kitt Johnson om MELLEMRUM Amager her

Grill og kunst

Karl Isakson fortæller om projektet Til Vægs, der begyndte i 2017 som en udstillingsplatform for kunst i det offentlige rum. Nemlig i det almene boligbyggeri AKB Lundtoftegade på Nørrebro i København, der er på listen over forebyggelsesområder. Der bor tæt på 2000 beboere med 40 forskellige nationaliteter. For dem blev gennembruddet en grill i haven, som samlede naboerne, der begyndte at tale sammen.

Huskunstnerprojektet satte gang i alt fra permakulturhave, kunst på skærme uden på bygningerne, der ellers var tomme, og flere tiltag, der hjalp med at få fik byggeriet af listen, kendt som ghettolisten.

Karl Isakson fremhæver vigtigheden af altid at forblive relevante for beboerne og træffe demokratiske beslutninger med de borgere, der dukker op til møderne. Et studie viser, at beboerne generelt er meget glade for at bo der, men lider under, hvad omverdenen tænker om dem. Så deres indsats forsøger at skabe positive fortællinger med aktivisme og kunst, .

I en fælles debat i plenum hører vi flere eksempler på at række ud til nabolaget. Fx må maden gerne veje lige så tungt som kunsten, fordi det bygger relationer. Warehouse 9 for queerkunst fortæller, de ikke følte sig velkomne i Kødbyen og nu har fået en ny lokation i Vanløse. Jon Hoff Kapodistria fortæller om undervisning som vej ind i lokalmiljøet med projekt KINEO 37 i Nykøbing Sjælland. Kitt Johnson indskyder, at det er ok at ting ikke altid lykkes – problemerne kan være så store, at der ikke er noget overskud at give af i nabolaget.

Forestillinger i legeuniverser

Én vej til relationer går gennem lokalområdets børn her på festivalen. En lokal SFO har arbejdet sammen med kunstner Inge Agnete Tarpgaard og Annika Nilsson om forestillingen Kridthus. Et barn præsenterer: “Velkommen til en verden, hvor børnene bestemmer!” Deres publikum skal i “svømmehallen” via fint pyntede porte til kridttegnede baner. Her svømmer vi med det dyr, vi får skrevet på armen ved indgangen og finder måder at bevæge os på sammen med andre dyr. “De blå skal op!” lyder det bestemt i det meget fint børnestyrede projekt.

I elevforestillingen Play af Delia C. Keller og Tanya Montan Rydell har to klasser fra Pilegårdsskolen deltaget i et huskunstnerprogram. Kendte og gamle lege flettes sammen til en koreografisk helhed, og publikum skal have fart på for at følge efter børnene, der spurter rundt til forskellige lokationer i Tårnbyparken. “Alle mine kyllinger kom hjem!” lyder det mellem husene, og snart står tre hold og klapper i fagter og siger remser. Næste klasse leger gemmelege og hopper friskt afsted i gadedrengehop. “Hvor er de gode,” konstaterer en dreng til sin mor, og børnene lyser af stolthed og ansvar.

En stol ved bordet af Folkets Ting er til gengæld leg, der især er for voksne. Et demokratispil i en form for parallelverden, hvor vi gennem et sæt sociale regler identificerer problemstillinger og løsninger i Tårnby. Heldigvis møder et par beboere fra Tårnbyparken op og deltager med al deres lokale viden og indsigt. Topforslaget er gratis offentlig transport for at få færre biler på vejene. Demokratispillet giver anledning til mange spændende debatter ved bordene, og er professionelt styret af Folkets Ting. Det er udbredt internationalt og kan på sigt være med til at flytte noget politisk – også i det virkelige liv.

Dugfriske syn på scenekunst

Andreas Liebmann udtalte i sit nylige interview med ISCENE, at legen også kan bruges til at undersøge nogle ubehagelige ting og være med til at rive op i nogle positioner. De unge har måske nok få forestillinger under vesten, men de tilføjer i høj grad nogle dugfriske bud, der er helt deres egne og meget inspirerende.

På festivalens anden dag slår vi os ned under træerne i parken og oplever Sienna & Valencia 2 Infinity af Evelina Jakobsen Potenciano og Ane Carlsen. Deres udforskning af følelser mellem to kvinder fra vold til begær foregår i et relaterbart format, hvor alle, uanset erfaring med dans, kan se med. Bevægelser afprøves: En bøjet arm, et bøjet ben og løftede arme eller hænder bag ryggen. De sættes sammen og skaber en vifte af udtryk, der til sidst mødes i energiske, synkrone trin og spring over diagonalen.

Immanuel, Immanuel! af dansk-svenske Hungry Eyes finder sted i et mindre rum i Tårnbyparken, der bruges som en café. Vi får tekster af Bertolt Brecht, Immanuel Kant og Jomfru Ane Band, som kvinderne bag Hungry Eyes iscenesætter i et helt enkelt set up med tre røde nodestativer under rummets rå lysstofrør. Konceptet “kor” dekonstrueres med skøn sans for timing, energi og publikumsinddragelse. Den højtidelige ramme i deres fremtoning fremkalder store grin med holdets herlige evne til at vende ord og normer på hovedet. Holdets første værk Pompeji blev vist på Ecocity 2.0 på Tårnby Park festival sidste år.

Læs også ISCENES reportage fra Tårnby Park Festival 2024 her.

Legen i kunsten

Mission bypass af Ilon Lodewijks er et projekt over tre år, hvor kunstneren kørte rundt i Tårnby i sin buggy-bil for at møde Amarkanerne med samtale og kunst, der hvor de er. Vi hører om projektet, hvor legen og det uventede er vigtige elementer i oplevelsen. Hun har jagtet flyenes skygger omkring lufthavnen, interageret med statuer og siddet på pladser og udfordret beboere til dialog. Under festivalen ifører Ilon sig af og til styrthjelm, så vi kan kaste en bold gennem basketnettet over hendes hovede.

Leg for alle er der også i Up-and-Down-and Up af Jernej Bizjak. Det er et værk for børn og deres voksne i en stor, hvid oppustelig hoppeborg. Værket har udviklet sig, siden jeg sidst så det på SWOP Festival i Roskilde, til en endnu mere interaktiv historiefortælling i et pragteksempel på kunst med børn. Med stor legende indlevelse forfører de tre dansere både børn og voksne ind i et magisk rejseunivers, der gradvist åbenbarer et stort eventyrslot, hvor alle til sidst kan udfolde sig og mærke glæden ved bevægelse boble.

Leg der sprænger rammer

I Tårnbyparkens festhus oplevede vi forestillingen Two Apart af Sophie Grodin og Karen Christopher. Det er deres første udkast til deres tredje forestilling, der adresserer situationer, hvor kommunikation slår fejl. Der er rulleskøjter, humor, tekster om løgne og diskussioner og bevægelser, der ledsager fortællingerne. De medkommenterer og spørger: “Where do we go from here?” Scenen bliver en leg med ord og situationer, hvor det er tilladt at gå linen ud og prøve virkemidler af.

Plex Tårnby, koreograferet af Alma Toaspern foregår på asfalt lige foran husene i Tårnbyparken. Værket er inspireret af John Oswalds album Plexure fra 1993 med over 1.000 popsamples. Lúa Mayencos stærkt artikulerende krop leverer budskaber om overstimulering og zapping med teknikker fra både robotics, house og contemporary med humor og rasende præcision. De elektrificerende hilsner til Michael Jackson understreges af et kostume, der udløser både frynser, konfetti og glimmer over det glitrende, glatte overfladeliv.

METCH står for Music, Exhibition, Text, Choreography – og det klares alt sammen af en enkelt og herligt excentrisk og kreativ performer, Ivo Dimchev. Med en helt unik sangstemme som en engel og en besættelse af sex og vulgære malerier – og trang til at bryde grænser for sig selv og andre – er der ingen af de tætsiddende fremmødte, der går upåvirkede hjem. Publikumsinteraktioner væves naturligt ind i en hæsblæsende tour de force, der slår flik flak mellem kunstudtryk med mesterlig scenisk sans for timing og autenticitet bag alt det ydre – her tages alle stik hjem.

Plads til det uforudsete

Vanen tro er maden lige så central en performance, som scenekunsten, da den i samme grad fører mennesker sammen om samtale og udveksling. Mustafa, som er gårdmand i Tårnbyparken, laver tyrkisk mad til os den første dag, som vi indtager ved langborde i Parken. Vilde Krydderier, der fouragerer på Amager, står for maden de næste to dage, som eksploderer i smage af planter, vi ikke ofte møder.

Baren er åben, og der er borde og bænke og hjerterum for alle. Beboere kigger forbi til både mad og forestillinger. Det tager tid at bygge relationer, men Andreas Liebmann er overbevist om, at festivalen hører til lige der, hvor beboerne er, og det har givet pote i år.

Afslutningsforestillingen er lagt i hænderne på Birgitte Skands, der i mange år har været en del af festivalen. Carte Blanche for Birgitte Skands er refleksioner over hendes egen praksis gennem tiden. Om meditation, opmærksomhed, interessen for det antikke, ballet og tai chi. Hun kropsliggør sin livsfortælling med bløde arme og musik. Værket bliver til, mens vi sidder og sender varme til det ufærdige, legende og eksperimenterende. Det afsluttes med flere dansere på gulvet, som er kaldt sammen en time før. Festivalen har bestemt plads til, at det uventede kan opstå.

Alle indslag modtager skovbeviser med et antal m2 uberørt natur i stedet for blomster. Festivalen har hjerne, hjerte og frem for alt plads til, at ting kan ske og udfolde sig i uforudsete retninger, og at det er helt som det skal være.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Tårnby Park Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.