Det kan være vanskeligt at forklare, præcis hvad Real Love på Aarhus Teater går ud på. I hvert fald, hvis man ikke skal spoile for meget. Men det er en underholdende, lettere kaotisk og faktisk også lidt tankevækkende forestilling om kærlighed – og endda med selveste Leonardo DiCaprio på scenen.
Studio er omdannet til et candyfloss-lyserødt univers. En enorm rød rose er malet på gulvet, og samme type svulstige kærlighedsblomster danner ramme omkring den store skærm bagerst på væggen. Toni Tora Botwid svøber sin scenografi i tyk kærlighedssymbolik.
De tre værter, skuespillerne Mette Klakstein, Clara Sophia Phillipson og Malte Conradsen, tager imod publikum allerede ved døren. Alle tre er iført matchende sæt med røde bukser, rødstribet blazer, hvide sko og en lyserød T-shirt med teksten ”Real Love”.

For mange muligheder, for lidt kærlighed
Bænket på to langsider med det store, tomme gulv imellem os, sidder publikum og ser mod det lave, orangerøde plateau i den ene ende af lokalet. Alle vægge er dækket af draperede, lyserøde forhæng. Vi er trådt ind i et gennemført kærlighedsunivers!
Vi skal her bevidne – og medvirke i – et forsøg, hvor “nogen vil blive forelsket”, forklarer værterne os med stor entusiasme. Og hvem vil være mere oplagt at udføre dette forsøg på, end selveste Leonardo DiCaprio? Manden med de utallige, smukke, unge kærester, som tilsyneladende aldrig lider af kærestesorger.
Måske er vi virkelig blevet dårligere til at forelske os i hinanden
For der er noget galt med tiden, vi lever i. ”Måske er vi virkelig blevet dårligere til at forelske os i hinanden,” siger Malte Conradsen. For mange valgmuligheder, for lidt villighed til at binde sig til et enkelt menneske. Men, ”hvis vi kan få Leonardo til at forelske sig, så er der håb,” lyder konklusionen. Og herfra kaster vi os ud i eksperimentet.

Mange budskaber
Instruktør Carolin Oredsson har til forestillingens tekst ladet sig inspirere af den grafiske roman Den rödaste rosen slår ut af svenske Liv Strömquist, som også var forfatter bag inspirationskilden til Aarhus Teaters Sleeping Beauties i 2024. Og Real Love rammer da også – på virkelig underholdende vis – en aktuel nerve i tiden.
Der findes ikke én endegyldig opskrift på at finde kærligheden
Datingprogrammer for alle aldre og mennesketyper ruller over tv-skærmene. Og man kan forsøge at swipe sig til kærligheden via en app på telefonen. Der er mange indgangsvinkler til temaet, og Oredsson lader sig ikke som sådan begrænse til et enkelt fokus. Der er mange budskaber – også de modstridende af slagsen – i Real Love. Det er nok også netop pointen: Der findes ikke én endegyldig opskrift på at finde kærligheden, hvilket de tre værter da også må sande.

Publikum er klar på det meste
Heldigvis er iscenesættelsen virkelig underholdende. De tre værter suppleres af Emma Weydes meget nærgående kamerakvinde, som filmer forsøget live, så det kan vises på storskærmen over scenen. Og siden får de selskab af selveste Mr. DiCaprio i Alexander Bryld Obazes skikkelse. Selvom det bliver lidt trættende at lytte til hans amerikanske engelsk og betragte hans overlegne attitude, så fungerer karakteren alligevel. Især fordi de tre værter vitterligt opfører sig, som stod de overfor den virkelige DiCaprio.
Som en udadgående spiral udvikler forsøget sig mere og mere ekstremt
Som en udadgående spiral udvikler forsøget sig mere og mere ekstremt. Heldigvis er dagens publikum klar på det hele – fra blind dates foran kameraet til vielsesceremonier på scenen. Jeg kan dog ikke undgå at spekulere over, hvad de fem skuespillere skal gøre, hvis alle en aften takker nej til at medvirke. Men mon ikke de også har en plan for det.
Real Love er god underholdning, der også byder på en snert af tankevækkende indhold om vores nutid og den generelle måde, vi alle bevæger os gennem livet på.
Frit inspireret af Den rödaste rosen slår ut af Liv Strömquist. Tekst og iscenesættelse: Carolin Oredsson. Scenografi og kostumedesign: Toni Tora Botwid. Lysdesign: Kim Glud. Lyddesign: Aki Shiraishi Bech.
Medvirkende: Mette Klakstein, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Alexander Bryld Obaze og Emma Weyde.
Real Love spiller på Aarhus Teater 9. maj – 10. juni 2026.




