Koreograf Lene Boel mestrer som få at lade tradition og moderne liv forenes som dans på scenen, og denne gang er ingen undtagelse. For i dobbeltforestillingen Immortality og Global Souls står internationale dansekræfter i verdensklasse på scenen med en fortælling om det at være en global sjæl. Det er dybt fascinerende, sansemættet smukt og lidt for langt mod slut.
Brøndsalen på Frederiksberg ligger ganske fredfyldt, gammel og fredet på bagsidens af Haveselskabets forårsgrønne have. Da publikum ankommer har tusmørket sænket sig over byen. Vi sidder bænket på lange rækker bag de store runde vinduespartier da lysdesigner Jesper Kongshaug langsomt lader rummet fyldes med farvemættet lysprojektioner, og komponist Rex Wessels elektroniske klangflader flydende fylder salen med lange toner og digitale cikader, før enkle polyrytmer understøtter følelsen af en afrikansk kultur, midt i dette smukke rum – og det er billedskønt og sansemættet dejligt.
Aftenens to forestillinger Immortality og Global Souls er en solo og en trio, der præsenteres af tre dansere i international særklasse. Det åbnes af danseren Mario Pounde fra Cameroun, der møder publikum med et stærkt centreret blik, mens kroppen tegner rummet op med voldsom kraft i eksplosive optrin og dynamisk stilstand. Her er afrikansk tradition og rituel dans tilsat elektroniske beats, hvis rytmer fader over i gadestøj fra menneskemylder, der tilsættes tunge beats, som legende binder bro fra land til by. En kontrastfyldt flade, som forestillingerne løbende leger med hele aftenen, hvor dynamik og tematik iscenesættes som kontraster og smukt sammenfletter oplevelsen af land og by, tradition og moderne liv, dynamik og stilstand i en forførende danserejse gennem tider, tilstande og stemninger.
Mario Pounde smidigt smukke krop, fylder rummet, mens hans hænder levende gestikulerer og fortæller os en historie – men hvad er det, han vil sige? Denne mand hvis bevægelser inkarnerer fortidens kultur, tradition og moderne street-moves? Er det en reminiscens fra slaveriet, da han lægger håndledende over hinanden og gentagende gange løfter dem op over hovedet? Hvad er det, han graver efter i støvet og gnider på huden? Er det et ritual, en healings-proces eller genfødsel? Hænderne føler, famler og kribler hektisk henover hans krop, der rytmisk bevæger sig under berøringen. Der er en krop i transformation, men til hvad? – Boels koreografi gemmer på små hints, hvor genkendelige bevægelser og handlingsmønstre tilbyder os legende og elegant at digte med uden på noget tidpunkt at give et konkret svar.
Da aftenens to andre dansere – Japanske Ismaera Takeo Ishii og brasilianske José Rodrigues Junior – entreer, lægges der an til hackesack. De står legende i rundkreds og lader den fiktive bold skydes rundt og gribes mellem skulderbladende. Det er en munter og ren leg, som følges op med en ”Bro Bro Brille”-koreografi, danset med glimt i øjet, der elegant toner over i ren danseæstetik, båret frem af dansernes kropsekvilibristiske kunnen, der folder de sansemættede koreografier elegant ud i smidig harmoni med musikken.
Dansen krydres med karate-hug og minimalistiske handlingsforløb, hvor dybe japanske knæfalds-buk og drik af små fiktive glas, der leder tankerne hen på Japans historie, kontrasteres med et optrin af hærger-druk fra store fiktive tønder. Her er tradition, ritual og moderne liv i en hvirvlende koreografisk sammensmeltning af genkendelse og ren krops-æstetik. Det moderne liv ridset op på rekordfart – og hvor er det fantastisk at få fremvist hele det globale sjæle-system som danseforestilling. Det er ganske enkelt fremragende fortolket. I kontrast til første dels kraftfulde og vilde danseridt er anden del en solo af den japanske danser Ismaera Takeo Ishii, hvis introverte Butoh-dans er noget af en omvæltning. Lyset toner frysende blåt, lydfladers høje frekvenser skærer i kroppen, mens danseren i perioder synes nærmest vægtløs i sine blidt bølgende bevægelser. Det er forførende smuk – men hvad er det, han vil os? Det bliver aldrig tydeligt. Det er svært at bibeholde interessen for denne sfæriske koreografi.
Der er kælet for sanseoplevelsen, og Boel beviser endnu engang sin unikke evne til at skabe en sansemættet, publikumsvenlig og levende danseforestilling – det er vanvittig flot og dybt fascinerende og underholdende –bare for langt til slut.
