Skuespiller og forfatter Dan Schlosser har under titlen Corona og kulturen skrevet følgende indlæg om kulturlivet, de store tab og meningen med genåbningens prioriteringer.
Et af de store tab i denne situation er tabet af kulturliv – danske film og forestillinger, dans og sang, balletter, musicals, operaer, billeder, udstillinger, installationer, skulpturer og alt det andet på teatre og museer, gallerier, koncertsale og spillesteder. Alle nationale kulturaktiviteter, stort set, er sat til vægs og dansegulvet overladt til Netflix og Viaplay.
Det kan virke upassende at tale kulturens sag, når hele vores samfund er låst fast på den måde det er pt. Og når der er sundhedspersonale, der kæmper inderligt for de syge, der kæmper med sygdommen, få men alvorligt syge, når store dele af erhvervslivet er gået i stå og bløder ud af alle huller i regnskaberne, når små og store forretningsindehavere er på dødsmarch mod konkursen, når cafeer og restauranter ligger brak, børn fratages undervisningen, når utallige unge fratages den måske eneste mulighed for , et studieophold i udlandet, et højskoleophold eller andre af de væsentlig muligheder for at opleve i verden og sig selv i verden, som hører den alder til og som der sjældent kommer flere chancer for at opleve. Rejsebranchen er i knæ. Arbejdsløsheden stiger, Bruttonationalproduktet rasler ned og regninger til de næste 10-15 års nationalbudgetter hober sig op. – og så vil jeg snakke om kultur!
Med stor respekt for alle andre brancher og deres mennesker, så at sige, så vil jeg benytte denne upasssende lejlighed til at slå et slag for at vi også begynder, og helst i går, at få lukket op for vores kulturliv. Det er ikke vigtigere som sådan, at skuespillere og kustoder har arbejde end at alle andre har arbejde, men kulturlivet generelt har en anden slags betydning i samfundet end de fleste brancher har.
Der kan måske findes et enkelt konsulentlag her eller der, men i det store hele, så har vi ikke overflødigt arbejde her i landet. Igen med igen al respekt for andre fagområder og brancher, så er der ofte ikke den store forskel på et givet arbejde i Danmark, Tyskland eller Frankrig. Det særlige danske, det der binder os sammen, det der udgør den historie vi er rundet af og har givet os dét særligt danske væsen, verdenssyn og levemåde, som vi er ganske beskedent stolte af, er vores kulturliv og kulturhistorie, selvfølgelig inklusive det vi i tidens løb har ladet os præge af udefra den store verden, kaffe, jul, valentines day, burgere og tre fjerdele af vores sprog – men det er at gå i unødige detaljer.
Kulturen er ikke bare sjov når vi sidder og mangler underholdning. Kultur er blodig alvor, uanset om det er en sommerrevy, en moderne ballet, en Tønderfestival, en Kvium-udstilling eller en digtoplæsning på Glyptoteket. Kulturen er det, der gør os danske, det der binder os sammen, det, der gør at vi har en, et langt stykke af vejen, fælles forståelse af hvad det vil sige at være menneske i verden og hvordan vi håndterer og ånd-terer de udfordringer der følger med et menneskeliv.
Idet store hele giver arbejdet os mad på bordet og varme i rørene. Det giver muligheder for forbrug, for det er fra arbejdet pengene kommer. I de heldigste tilfælde kommer en del af livsglæden også derfra men overordnet set så giver arbejdet penge, overlevelse og tag over hovedet.
Men kulturen giver os netop kultur, flytter os fra naturen og overlevelsen over i civilisationen – og den er forskellig fra folkeslag til folkeslag. Arbejde kan man i alle lande, der er ikke den store forskel på at reparere en bil, sælge tøj, lave et regnskab eller høste en mark i Holland eller Sverige. Alle kan arbejde og alle kan sætte sig hjem og spise pizza til de udenlandske mainstreamfilm.
Men at være danske og være i verden som dansk og give verden det gode der er ved det særligt danske… Det er kun os, der kan det! Og det kan vi kun hvis vi dyrker og passer på det danske kulturliv – fra Grauballemanden til Niels Hausgaard, fra det kongelige teater til amatørteatrene i landsbyerne, fra folkekorene til Operaen, fra Holberg til Suzanne Brøgger og så videre..
Hele dette kulturliv er lige så meget i knæ, som de fleste andre dele af samfundet.
Nu er vi så småt ved at lukke op for tingene igen – det går langsomt og følger ikke en umiddelbar logik og kulturlivet kommer (igen) i sidste række, så vidt jeg kan se:
Jeg under gerne folk en tur i et genåbnet storcenter, men hvorfor må vi ikke komme på Nationalmuseet, hvor der rigtig gode muligheder for at sikre tilstrækkeligt med plads til folk? Hvad er meningen med det?
Min lokale Irma, hvor vi aldrig har været over 50 kunder på en gang, må have 160 kunder ad gangen ifølge Coronareglerne – På frilandsmuseet, hvor hver familie kan få et helt hus for sig selv, må der ikke være nogen? Hvad er meningen med det?
Ronald Mcdonald må få gæster i lange baner, men Tollundmanden og Egtvedpigen må ikke! Hvad er meningen med det?
Og som teatermenneske bliver det ekstra frustrerende, fordi vi er kodet til, at vi skal arbejde – ikke blot til lyst men også eftertanke, netop på de tidspunkter, hvor folk har fri og har tid. Og nu må vi, ligesom alle de andre kulturinstitutioner der er vant til udfordre og underholde publikum, ingenting. Vi må stå, med passende afstand og se på at hele scenen overlades til Hollywood. Hvad er meningen med det? Og hvad gør alt det her ved os som folk og nation? Ikke noget godt, som jeg ser det.
Ved Champions league-finalen i 2005 mellem Liverpool og AC Milan, var Liverpool langt bagefter men vandt mirakuløst, angiveligt fordi deres 50.000 fans, der havde taget turen til Istanbul, brugte pausen på at synge klubbens slagsang ”You’ll never walk alone” for at løfte de engelske spilleres kampgejst. Det fik den norske forretningsmand, Petter Stordalen, der overværede kampen, til at give denne, måske lidt storladne men rammende, beskrivelse af hvorfor kultur er vigtigt:
Kultur er ikke bare det, som giver dit arbejde og dermed også din hverdag mening.
Det er ikke bare det, som gør, at du giver lidt ekstra, når der er brug for det.
Det er det, som kan forandre alt, når det ser mørkest ud, og alt håb er ude.
