Caspar Phillipsons jubilæumsforestilling Late Night Show på Posthus Teatret er et topprofessionelt, elegant og uhyre charmerende one man show, der spreder morbidt-morsomt lys over dette annus horribilis i Covid-19s skygge.
”Når man står i lort til halsen, så nytter det ikke at hænge med hovedet”, siger et gammelt ord, og man må sige, at Caspar Phillipson gør alt andet i sit corona-fremkaldte one man show, der samtidig er hans 25 års jubilæumsforestilling.
Sort humor
Det lille charmerende Posthus Teatret danner den perfekte ramme om en mand, hans klaver og kaskader af sort humor formidlet i de skønneste toner. Phillipson har sammensat en strålende buket af Tom Lehrers og Monty Pythons very British absurd-sorte tekster, og stukket et par danske folkehits ind som kontrast, velegnede til fællessang med mundbind – og naturligvis samtykke. Hele herligheden er bundet sammen af lumre, vittige og polemiske kommentarer til livet i Covid-19s skygge. ”Der er ikke meget Joy over dansk kulturliv i år”, som det bemærkes med tounge-in-cheek.
Phillipson lægger ud med en veloplagt I got it from Agnes, der med linjerne “I love my friends and they love me/We’re just as close as we can be/And just because we really care/Whatever we get, we share” får os I den rette Covid19-stemning. Phillipson formår faktisk at få en hvilken som helst tekst til at passe til situationen, for kan man måske ikke også få nekromantiske fantasier som Lehrers i I hold your hand in mine, når man tvinges i isolation med sine kære, eller få trang til at udforske alternative stillinger inspireret af Monty Pythons Sit on my face, når pandemien udelukker mund-til-mund kontakt? Blot er Phillipson noget trist over pandemistjerne Søren Brostrøms anbefaling af rigelig sex til singler – for hvad med par?
Underliggende tristesse
Phillipson kommer vidt omkring i dette annus horribilis, og da hans forestilling helt forståeligt er blevet forlænget ad flere omgange, har der nok også været brug for lidt nyt materiale undervejs. Særligt skøn er hans elegant-perfide afklædning af anti-vaxernes, dvs. de, der er imod vacciner, konspirationsteorier om Covid-19. Som formentlig bekendt indgår Bill Gates, uspecificerede spiontjenester, microchips og muligvis russere og zombier i dette tankekompleks, der forkaster enhver form for videnskabelig evidens. Hvilken bedre optakt kunne man ønske sig til Tom Lehrers The Elements, der i al sin enkelhed er opremsningen af det periodiske system i stadigt mere rablende tempo. Chapeau, hr. Phillipson, hvis man må blande lidt fransk ind i dette ærkebritisk-danske humorfællesskab.
Tempoet er højt, koketheden intakt, mens tvetydige, fidele pointer og velanbragte punchlines flyver om ørerne på os. Phillipson griner også lidt af sig selv, som man kender det så godt fra hans i ånden beslægtede kollegaer i Crazy Christmas Cabaret, som vi desværre må undvære i år. De danske indslag giver med deres underfundige patos et fint twist, hvad enten vi er dus med himlens fugle eller elsker, så længe vi lever. Den underliggende tristesse over tiden og tab af mening foldes en enkelt gang ud i en smuk, smuk udgave af Duerne flyver fra filmen Jeg er sgu min egen til minde om Bent Fabricius-Bjerre. Caspar Phillipson mestrer den musikalske entertainertradition helt ud i fingerspidserne, men giver lige et ekstra gear med dette vemodige nummer og de små glimt af alvor, der altid lurer under veludført komik.
Det er ikke en genre, vi ser så tit i Danmark længere. Det er ærgerligt, for det er ikke mindst i Caspar Phillipsons aftapning begavet underholdning med musikalsk og sproglig grandeur. Så afsted til Posthus Teatret, det kan nås inden jul.
