Det smukke Møllerup Gods ved Rønde danner rammen for Heksejagten som velfungerende totalteater, der ikke byder på de største skuespilpræstationer, men til gengæld vinder på stemning og helhedsoplevelse.
I forsommeren havde Syddjurs Egnsteater premiere på deres første forestilling kun til voksne, da de spillede Picnic i private haver rundt omkring på Djursland. Nu har teatret hævet ambitionsniveauet yderligere med deres største (og dyreste) satsning til dato, Heksejagten.
Virkelige hændelser gendigtet
Fortællingen i Heksejagten er inspireret af virkelige personer og begivenheder på godset Rugaard på Djursland i slutningen af 1600-tallet. Her herskede godsejeren Jørgen Arenfeldt med sin egen domstol, hvor han med sin magt gennemtrumfede utallige hekseafbrændinger.
Det er med denne godsejer Arenfeldt som omdrejningspunkt, at teaterleder Hege Tokle og instruktør Ketil Kolstad har skrevet den publikumsinddragende forestilling, hvor alle roller bortset fra fire spilles af lokale amatørskuespillere.
Ved ankomst til godset inddeles alle publikummer i fire adelsslægter med hvert sit våbenskold. På godset skal vi være gæster ved en bryllupsfest for det unge par Anne Marie og Niels Basse. Men før festen begynder – mens det fine selskab stadig er i kirken – sendes publikum i grupper på en tur rundt på godset med kammerpiger eller husets frue som guider. Vi ser tjenestepigerne klargøre brudesengen. Vi kigger på heksen, som godsejeren har låst inde i fangekælderen. Og vi modtages af den hovmodige Karen Klemmensdatter, der med kyndig hånd styrer både tjenestepiger og gæster, så vi er klar til bryllupsoptogets ankomst. “De er nok ikke gjort bevidst om, at det er bryllup, vi skal til?” siger hun henvendt til publikum, mens hun sender vores påklædning misbilligende blikke.
Munter fest med ildevarslende afslutning
Med bryllupsselskabets ankomst højnes energien i forestillingen markant. Uffe Kristensen er flamboyant og underholdende som Jørgen Arenfeldt, der ikke lægger skjul på, at han har favoritter blandt sine gæster. Faktisk er hans attitude ikke ulig Rytteriets kendte, nordsjællandske snobber, Fritz og Poul.
I den lange staldbygning er der ved to rækker langborde med bænke dækket op til bryllupsfest for alle publikummer – nøjsomt inddelt efter slægt, der markeres med våbenskjolde og bordkort til hver enkelt gæst. Ved højbordet, der er placeret på et plateau i enden af bygningen, troner Arenfeldt og frue sammen med brudeparret, deres forældre og gommens gudmor, Marie Grubbe.
Hele iscenesættelsen er så gennemført med tjenestepiger, der hele tiden sørger for at fylde karaflerne og musikanter, der spiller på tidssvarende instrumenter som fløjter, mandola, drejelire og cembalo, at det opvejer for det til tider dilettantiske præg. Skuespilpræstationerne er sekundære, hvorimod stemningen, omgivelserne og fortællingen er i fokus. Og da den muntre bryllupsfest pludselig tager en markant drejning, får hele seancen et ildevarslende islæt, der understreges yderligere af den taktfaste, dommedagsagtige lyd af trommer.
Underholdende mere end tankevækkende
“Den der tier samtykker,” skriver teaterleder Hege Tokle i programteksten, hvor hun tilføjer, at hun håber, forestillingen kan være en form for “samfundets spejl,” der vil få publikum til at tænke over, hvornår de selv er medskyldige.
Konkret i Heksejagten handler det selvfølgelig om hekseprocesser og hvordan de medvirkede til, at man uden videre brændte kvinder på bål. Ideen om, at det skal få publikum til at reflektere over andre aspekter i vores nuværende liv, hvor vi ser stiltiende til, er god. Men mest af alt byder Heksejagten på en underholdende aften i smukke omgivelser. Og den propfyldte bryllupssal vidner da også om, at Syddjurs Egnsteater har ramt noget helt rigtigt med iscenesættelsen.
Syddjurs Egnsteater har arbejdet på ideen med Heksejagten i fire år, hvor de sideløbende har produceret andre forestillinger, mens de har søgt at skaffe finansiering til projektet. Det er lidt af en præstation for et så lille egnsteater, men med masser af frivillige, de engagerede amatørskuespillere og stor opbakning fra publikum, der har sørget for totalt udsolgte forestillinger, må projektet siges at være velgennemført.
