Folketeatret sender en elegant og uhyre velspillet udgave af Harold Pinters klassiker Bedrag på turné. Maria Vinterberg har instrueret med vanlig sans for undertekst og rytme, men i en mere stiliseret version af ordenes magtspil.
En magtfuld fagforeningsleder har netop mistet sit job. Tilliden til ham blev brudt, da hans private polyamorøse hemmeligheder væltede ud af skabet. I dette aktuelle tilfælde blev en bedragerisk, privat adfærd så uforenelig med et hverv baseret på tillid, at han mistede alt.
Sådan går det ikke helt i Harold Pinters klassiker Bedrag, om end de tre involverede i hvert fald mister en del undervejs. Måske især deres empati? Pinters tekst – i Line Knutzons bidende onde oversættelse – borer sig helt ind, ned hvor det gør ondt. Dybt ned i bedraget, hvor vi gør hinanden ondt – og den gør det som en grusom sproglig leg. Et spil til døden – i overført betydning – på ord.
Pausens dynamik i den omvendte kronologi
Først udveksler Emma og Peter høflighedsfraser, mens det langsomt går op for os, at de tidligere har haft et langvarigt forhold. Hun har initieret mødet for at fortælle ham, at hun natten før afslørede deres relation for sin mand, Robert. Det viser sig, som så meget andet i denne tekst, at være løgn, men udløser mild panik hos Peter. Robert er nemlig hans bedste ven.
Bedrag er om noget skuespillernes tekst. Den kræver dygtige spillere for at flyve, spækket med ladede øjeblikke, pauser i alle længder og undertekst drivende ud af alle sprækker, som den er. Anette Støvelbæk, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard er et perfekt match til opgaven. De mestrer alle tre pausens dynamik og den komplicerede dialog, der på overfladen tager sig legende let ud. Med forsinkelse rammer smerten gemt i sarkasmerne, mens de tre næsten danser sig gennem fortællingens ni dyk ned i trekantsforholdet. De spilles baglæns, så publikum hele tiden ved mere end karaktererne – og dog.
Måske ved alle alt
”Måske alle vidste det hele tiden,” siger Emma nemlig allerede i stykkets optakt. Ja, måske er det hele røgslør og magtspil. Måske er der dyb passion og ægte fortvivlelse på spil. Men vi bliver hele tiden skubbet væk af ordenes hårde glans og elementet af elegant fleuretfægtning med gloser, der spidder med pausens magt.
Bedrag er stadig en skræmmende afklædning af middelklassetilværelsens ulidelige lethed. Måske tidløs i sin skildring af bedragets forvikling. Måske alligevel lidt for grundfæstet i sin oprindelsestid, slutningen af 70’erne, hvor partnerbytte næsten var en eksistentiel accessoires – i hvert fald for netop den opstigende middelklasse.
Maria Vinterberg lykkedes overmåde med at få Lars Noréns ti år ældre Sandhed og konsekvens til at leve, ja til at sparke eksistentiel røv og krænge sjæleslammet helt ud i sidste sæson. Bedrag er fremragende instrueret, men bliver mere en stiløvelse for stærke skuespillere, en etude, hvor der nok danses på hjertekammeret, men så elegant, at spillet i sig selv næsten tager fokus og magt fra det, det dækker over.
