Feminisme, antikapitalisme og bæredygtighed som moralsk pligt er tematikkerne i Kristján Ingimarssons Bloom på Teater Nordkraft. En velmenende og charmerende men også lidt nem pegen fingre af komplekse problemstillinger, hvorfor man går en kende uforløst fra forestillingen.
Consumerism er et af de mest umiddelbare eksempler på det kapitalistiske samfunds sygdomme. Vi bruger og forbruger, køber og sælger, lader os styre af udbud og efterspørgsel, og denne endeløse sult efter mere, mere, mere skildres i Bloom i en fabulerende og fysisk iscenesættelse, som både kommer ud over scenekanten men også dikterer med løftet pegefinger.
Dionysisk ekstase og robotagtig målrettethed
Alle skuespillere er kvinder, og vi kommer med i et Frankenstein-laboratorium, hvor æg udvikles, studeres, plejes og ultimativt klækkes med botanikeren/Dr. Frankenstein (Louise Bonde) som en gudeagtig skikkelse, der på religiøs vis præsenterer skabelsesprocessen fra frø til blomst.
Af de møjsommeligt groede frø vælter fire kvinder omsider ud (Noora Hannula, Josephine Reumert Grau, Nina Tind og Ida Frost). Og fra at tumle nøgne og forvirrede rundt skoles de hurtigt ind i de klassiske, kvindelige kønsroller – fra sprøde kostskolepiger til næsten voksne, som nu er groomed og klar til at indtage verden med deres tørst efter, og forventninger om, at finde, købe, forbruge.
Som små kvindelige Faust-dukker har de solgt deres sjæl til kapitalismen og har ingen dårlig samvittighed. De slippes løs i en butik, hvor de som bestialske dyr får lov at slå sig løs i en blanding af dionysisk ekstase og robotagtig målrettethed, som publikum både griner af og genkender lidt for godt. En art ritualisering af fødslen som den perfekte forbruger, en liminal indgang til en ny verden, hvor de har bestået voksenprøven og nu er parate til at fuldføre deres primære mål i livet: Som forbrugere og som kvinder, der desuden vil blive giftet bort og dernæst står klar til at levere i form af reproduktion af en ny forbrugergeneration. Cirklen er sluttet, den cykliske proces er fuldført og vil fortsætte i en redundant, nedbrydende uendelighed.
Sympatiske intentioner
Kristján Ingimarsson og skuespillerne er lykkes med at udtænke og formidle nogle af samtidens mest presserende tematikker med brask og bram, charme og en imponerende fysisk tilstedeværelse i teaterrummet. Skulle denne gamle, let mopsede anmelder ønske sig noget, ville det have været en måske endnu mere radikal gåen til værks.
Intentionerne bag er sympatiske, ægte woke og nødvendige, men man mangler lidt tvetydigheder og kritisk selvrefleksion på eget perspektiv – de indirekte referencer til Frankenstein, Faust og de bastante kønsroller kommer en anelse for nemt og moralsk helligt frem til pointerne, og man går ikke udfordret fra forestillingen. Man bliver, på charmerende vis, bekræftet i ens verdensbillede, hvor kapitalismen er entydigt skildret, kvinderne slaver og miljøet et fuldblodsoffer. Hvor er spørgsmålstegnene, stillen sig kritisk over eget velmenende men også stereotype blik?
Bloom er en god lille forestilling – et trinbræt til at grave videre og selv arbejde videre med store eksistentielle og identitetspolitiske spørgsmål til tiden, der ikke kun lader sig løse via binære strukturer og løsningsmodeller, men som kræver blik for de interne modsætninger, splittelser og udfordringer, som er generiske og dermed må angribes med mere nuancering.
