★★★★☆☆ Ganløse Revyen 2022 – storsmilende satire med musikalsk overskud

Ganløse Revyen 2022 sprudler igen i år af musikalsk charme, komisk slagkraft og grimme gebisser. Et par virkelig velplacerede satirestik til tidsånd og magthavere og en vemodig sang om krigen giver flot modspil til de hurtige oneliners.  

Hyggen er atter i højsædet på Ganløse Kro, hvor salen er stuvende fuld med god tid til maden. Lokalmiljøet bakker op, og der hilses på kryds og tværs af borde og personale. Knap så gemytligt er der altid på scenen, for selvom Ganløse Revyen fortsat har stor veneration for gyselige parykker, billige grin og lumre kommentarer, er der lige så stort mod til at skyde med skarpt mod magthaverne og især mod de særlige former for dobbeltmoral, vi er så rige på i Vesten.

Vestens uendelige dobbeltmoral

Det er i Ganløse, at vores flyskam – der naturligvis ikke er større, end at vi fortsat flyver til Syden sol – udstilles som en kamp på greenwashing mellem de to bekendte, der støder på hinanden i lufthavnen i Anders Aaman Anderskovs tekst. Samme privilegieblindhed finder vi i Carl-Erik Sørensens Min aupair og til dels i Mikkel Reenbergs Tal ordentligt med den rammende morale: ”Ord kan ikke slå ihjel/så fuck dig selv” om hverdagsraseri. Ingen af de tre numre når fuld flyvehøjde, men rammer tidsånden ganske rent.

”Der kom ikke noget solonummer til mig”, synger Martin Knudsen i starten. Måske ikke. Til gengæld har den dansante herre det mest smittende smil på den danske revyscene, og han får da også foldet sangstemmen ud i adskillige ensembleoptrin. Til sidst får han sin solo i Sune Gylling Æbeløs vemodigt-undrende vise om krigen, Der er regler for alt, som instruktør Michel Castenholt modigt har placeret mod slut. Publikum bliver stille i et kort nu, inden revyens debutant Sara Gadberg atter rykker i lattermusklerne med et af de musikkomiske numre, som er blandt hendes bidrag til det stærke team, der sammen dækker bredt.

Absurditetens musik

Sara Gadborg er også god som politisk auktionarius, der blandt andet udbyder den perfekte gave til en barnebrud – Ingers fodlænke. Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaards tekst får med en sjov vinkling grillet det meste af det politiske spektrum. Anderledes alvorlig, men stærkt latterfremkaldende er Dorte Munksgaards opfindsomme DR’s pigekor, hvor Gadborg og Anne Karin Broberg – i perfekt kostumering og havfrueparykker – synger sig gennem den danske sangskat med et twist. ”Op af brøndens klare vand/trækker jeg min lille spand” bliver til ”Frem fra trussens elastik/trækker han sin lille pik”. Det bliver kun grimmere derfra i en gennemført, hysterisk morsom levering.

Anne Karin Broberg gør sig godt i roller med paryk, hvad enten hun trækker i garderuniform for at være fredsbevarende styrke i Danske Folkeparti eller har fået piskesmæld af at headbange til Kandis. Hendes eminente timing fornægter sig heller ikke som den ene del af et evigt småkværulerende ægtepar, hvor Michael Hasselflugs husbond giver hende kamp til stregen. Hendes glansrolle er dog muligvis – hun husker det ikke helt – som kagebagende medlem af OMDH – Os Med Dårlig Hukommelse. Lucas Birchs tekst er enkel, men sprudler i en fornem iscenesættelse, der gør glemsomhedens absurditet til musik.

Musik i mange former

En form for musik møder vi også hos den atonale familie Vangkilde, der med Michael Hasselflug i front atter giver en Hyldest til den danske sangskat. Større samling socialt akavede typer skal man lede længe efter. Familien runder en virkelig underholdende første del af helt oppe på toppen af latterkurven.

Anden del er en lidt mere blandet pose bolsjer, men med de fire charmerende spillere i fuldt, veltimet firspring godt bakket op revyens faste, uforlignelige musikalske makkerpar, kapelmester Christian Dahlberg og trommeslager Josef Aarskov, er der garanti for en levering over middel af selv de tyndeste tekster. Selvfølgelig toppet til sidst med et swingende medley, der i år hylder Keld Heick.