Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Oh, Josephine – et burlesk kalejdoskop

Det Flydende Teater bringer atter historien til live, så den sætter nutiden i perspektiv. Denne gang med den burleske, frapperende og nervesitrende Oh, Josephine, der ikke handler så meget om den amerikanske kunstner, men kalejdoskopisk forbinder eksistentielle dagsordener fra datid og nutid.

“This is where the old world ends / Let’s shake it up and make new friends”

Annonce

En okseblodsfarvet scene dirrer dramatisk omkranset af sø og skov. En kvinde klædt i rødt træder ind på scenen og sprayer årstallet 1917. Det var her, det hele startede. Altså hendes historie. Josephine Baker, der dengang var 12 år og vidne til raceuroligheder i Mississippi. Oh, Josephine handler ikke kun om kvinden selv, men bliver i Thomas Markmanns manuskript til en kalejdoskopisk tur gennem tid og sted, hvor vor tids identitetspolitiske dagsordner møder datidens USA og 30-40’ernes Europa.

Oh Josephine
Oh Josephine. Det Flydende Teater på Sophienholm. Foto Per Morten Abrahamsen.

Et mikrokosmos af Danmarks åndsliv

“Velkommen til Adlon,” koketterer Rolf Hansen i bedste konferencierstil. Tænk Cabaret, tænk Babylon Berlin. Som den sande opportunist snor danserestaurantens burleske ejer sig gennem fortællingen. Snart med på 30’ernes frivole frisind, snart samarbejdende med besættelsesmagten, til slut fuldbyrdet som marionet for nutidens paroler. Rolf Hansen er sjældent set bedre end i denne gave af en rolle, hvor manden går i ét med stedet, der samtidig fungerer som et mikrokosmos af Danmarks åndsliv.

Josephine bliver således mere et symbol end en kvinde, men til gengæld et dragende et af slagsen. Debuterende Malou Takibo synger med pondus og udvikler sin mystiske, ikoniske Josephine med de dragende øjne og den talende krop til et menneske i egen ret. At hendes svar på undertrykkelse ud over aktiv modstandskamp så er rendyrket kapitalisme, må vi tage med i købet, for her er intet sort og hvidt. Josephine har selv fejl og mangler, som konferencieren maliciøst pointerer mod slut.

Oh Josephine
Oh Josephine. Det Flydende Teater på Sophienholm. Foto Per Morten Abrahamsen.

Den tvetydigt-dekadente stemning

Marie Louise von Bülow har komponeret og skrevet sangtekster med sin stærke sans for at give det i forestillingen tidstypiske et særligt Flydende Teater-touch. Hun og Hans Find Møller tangerer et lille swingorkester, mens instrumenterne skifter mellem deres hænder. Han tegner samtidig Leo Mathisen, hun Lulu Ziegler op med mimik og inciterende sang. Et virkningsfuldt greb, der generøst forstærker tidens tvetydigt-dekadente stemning af frihed og angst.

Angsten knyttes elegant til Hitlers genkendelige skæg og talestrøm, og alt forandrer sig. Luise Kirsten Skov jonglerer elegant en række af datidens typer fra den moralske Pastor Ege til PH, hans mor Agnes Henningsen og Gerda Wegener. Carl Nielsen stikker også hovedet frem, mens vi blot hører om Kaj Munk. Alle lider de døden eller desillusionen, mens historien gentager sig.

Oh Josephine
Oh Josephine. Det Flydende Teater på Sophienholm. Foto Per Morten Abrahamsen.

Frapperende og nervesitrende livtag med historien

Pelle Nordhøj Kanns instruktion giver det teatralske en skrue mere i år, måske animeret af stoffet selv, der rummer eksistentielle dybder, men også krisetidens fart og desperation. Det klæder det dybt musikalske ensemble at spille igennem og den burleske stil fremmer forståelsen af en tid, hvor det var svært at stå på den rigtige side. En tid, der på nogle måder minder os om vores egen tid, om end friheden for alle i dag kan være noget sværere at øjne eller blot tale om. Også derfor er det godt at blive mindet om kampe og tanker, der gik forud.

Det Flydende Teater vækker historien til live på måder, der er vedkommende i dag. Oh, Josephine lyser som en særligt frapperende, nervesitrende udgave, det samtidig sender tankerne tilbage til ensemblets tidligere livtag med samme tid i Hassan Preislers vidunderlige Martyren Munk og Line Mørkebys lidt mindre mindeværdige Flygt om PH og Arne Jacobsen.

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann. Dramatiker: Thomas Markmann. Komponist og sangtekstforfatter: Marie Louise Von Bülow. Koreograf: Gunilla Lind. Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap. Kostumedesigner: Olivia Hetman. Lysdesigner: Flora Pelle Brandt. Lydtekniker: Ingvild Njølstad Skandsen. Kreativ producent: Christine Worre Kann. Produktionsleder: Josefine Bitsch. Instruktørassistent: Johanne Vang Kristensen.

Medvirkende: Malou Takibo, Luise Kirsten Skov, Marie Louise von Bülow, Hans Find Møller og Rolf Hansen.

Oh, Josephine spiller 22. juni – 9. august i Parken ved Sophienholm, derefter turné i hele landet. Se turneplan her.

Seneste

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt under overskriften The Regenerative Power of Art. Med en dyster keynote af Mikkel Krause Frantzen...