Laser og Pjalter på Aalborg Teater er godt håndværk. Gedigne skuespilpræstationer, flotte kostumer og et velklingende orkester giver den hele armen på lømmelstemning og jazzede sjofelheder. Men hvad skal vi egentlig med Brechts tiggeropera i dag? Svaret forsvinder lidt i de folkeligt forførende tåger.
En veloplagt Marie Knudsen Fogh åbner Laser og Pjalter med den ikoniske sang om Mac med kniven ved at tage sig i skridtet og vise publikum sine store, kunstige balder. Kort efter får hun selskab på scenen af resten af det 14 mand store ensemble, iført beige nylondragter med overdimensionerede pukler, deller og deforme lemmer.
Allerede her fornemmer man, at det ikke er nogen spiddende refleksion over kapitalismens ubarmhjertige grundmekanismer, som vi skal være vidne til.
Brechts kapitalismekritiske klassiker er sat i Londons undergrund, hvor tiggerkongen Peachum slår mønt på medlidenhed, og den berygtede Macheath lever mellem forbrydelse og forførelse af byens damer. Men da han gifter sig med Peachums datter Polly, starter faderen et plot om at få Macheath hængt. Og herefter går det løs med overlevelse, udnyttelse og lemfældig omgang med moralens principper.
Velsvingende folkekomedie
Aalborg Teater kalder selv forestillingen for en fræk, folkelig musical. Og det er lige præcis, hvad vi får. Orkestret er placeret over scenen, og sammen med et velsyngende ensemble svinger Kurt Weills jazzede musiknumre virkelig godt. Sebastian Henry Aagaard-Williams leverer en perfekt gavtyvagtig Macheath og Bolette Nørregaard Bang giver Polly et klædeligt mål af pondus. Karla Rosendahls indiepoppede vokal giver også luderen Jenny en interessant musikalsk kant, der løfter figuren.
Med masser af teatralsk charme og rigelige mængder sjofle vittigheder forføres tilskueren ind i en festlig karbaretstemning, godt hjulpet på vej af kostumerne og scenografiens legesyge 30’er fortolkninger. Og bevares, der opstår helt sikkert nogle satirisk effektive kontraster mellem den muntre form og det alvorlige indhold, hvor de fattige udnytter hinanden for at overleve.
Men hvem eller hvad er det, som vi skal grine af? Der er bare uendeligt langt fra fræk, folkelig forførelse til den kynisme, som gjorde forlægget politisk effektivt.
Fremmedgørelsens former
Brechts teater adskilte sig fra meget af sin samtids ved at gøre brug af såkaldt fremmedgørende greb. Tilskueren skulle ikke leve sig ind i teatrets illusion, men tvinges til at forholde sig reflekterende til det, der foregik på scenen. Og på overfladen er der da også fuld plade på klassiske verfremdungs-teknikker i Tormod Carlsens iscenesættelse.
Skuespillerne skifter tøj på scenen, kommenterer handlingen og henvender sig direkte til publikum. Marie Knudsen Fogh optræder som kommentator, der sammen med forklarende tekster på skærme over scenen, løbende forsyner handlingen med et tykt lag ironi. Fx da hun spændt erklærer, at ”det her har jeg glædet mig til: MELODRAMA,” inden de nygifte Polly og Macheath siger et patosfyldt, luftkyssende farvel. Eller når hun påstår, at ”dette her er en sang om venskab mellem mænd,” inden politidirektøren og Macheath syngende udpensler stoltheden ved at hakke fremmede soldater til bøf tartar.
Hvem står i samtidens mørke?
Men hvad er det, som disse greb skal få os til at reflektere over? Det er ikke helt til at greje, hvad forestillingen vil gøre denne gangsterkarbaret til et spejl for. Slutreplikken lyder:
”Thi nogle er i mørket, og andre er i lys. Og man ser kun dem i lyset. Dem i mørket … ssh ! ssh !”
Der kan selvfølgelig være en pointe i, at vi selv skal reflektere over, hvem der så står i samtidens skygge og ikke bliver hørt. Men fordi iscenesættelsen ikke selv gør noget tydeligt forsøg på at trække tråde fra 1930’erne til i dag, er det mere fristende bare at lade sig forføre ind i dens musikalsk tilfredsstillende og letbenede stemning. De fremmedgørende greb ender derfor som en underholdende form uden nævneværdigt samtidsrelevant indhold.
Forfatter: Bertholt Brecht i samarbejde med Elisabeth Hauptmann. Oversættelse: Niels Brunse. Komponist: Kurt Weill. Iscenesættelse: Tormod Carlsen. Scenografi: Thomas Bjørnager. Kostumer: Karin Betz. Kapelmester: Niels Søren Hansen.
Medvirkende: Sebastian Henry Aagaard-Williams, Josephine Nørring, Bolette Nørregaard Bang, Camilla Gjelstrup, Marie Knudsen Fogh, Karla Rosendahl, Line Nørholt, Kathrine Høj Andersen, Marta Holm, Jørgen W. Larsen, Steffen Berenthz Eriksen, Marcus Gad Johansen, Thomas Kristian Bak og Patrick A. Hansen.
Spiller på Aalborg Teater 2. september – 7. oktober 2023.