Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Den nysgerrige have giver alle lyst til at gå på opdagelse

Træstammer, pinde, insekter, sand, kastanjer og fine, grønne agern. Der er nok af naturlige og naturtro materialer at gå op opdagelse i i Teaterværkstedet Madam Bachs installation Den nysgerrige have, som kunne opleves under Horsens Teaterfestival 2023.

I Kuben, der som navnet antyder, er en firkantet, glasbeklædt lille bygning midt på gågaden i Horsens, havde Teaterværkstedet Madam Bach under årets teaterfestival skabt et fint, helstøbt univers. Her var små dioramaer med fortællinger og alverdens dimser, hvor selv de allermindste børn kunne gå på opdagelse i naturens mange sanselige oplevelser.

Annonce
Madam Bachs Den nysgerrige have i Kuben under Horsens Teaterfestival 2023. Foto: Christoffer Brekne
Madam Bachs Den nysgerrige have i Kuben under Horsens Teaterfestival 2023. Foto: Christoffer Brekne

En helt ustresset verden

En uformel, munter stemning møder publikum fra det øjeblik, man træder ind i Kuben – naturligvis kun iført strømpesokker på det bløde, børnevenlige gulvtæppe. Fra det ene hjørne hilser Christian Schrøder på nytilkomne. Han spiller på en guitar, mens han nynner stille og derved skaber en blid baggrundsmusik i lokalet, der giver en stemning af ustresset ro.

Her er der plads til fordybelse

Rundt om på gulvtæppet sidder små børn og leger – overraskende stille og fredeligt, aldersgruppen taget i betragtning. Men roen fra musikken og Pernille Bach, der kravler omkring mellem de mange ting og viser børn, hvad man kan trykke på, dreje på og lege med, smitter. Ingen larmer eller løber omkring. Her er der plads til fordybelse. Det forholdsvist bløde underlag lægger op til, at man kan kravle omkring eller sætte sig direkte på gulvet, på en af de plyssede, “mos”-beklædte puffer eller på en træstub.

Madam Bachs Den nysgerrige have i Kuben under Horsens Teaterfestival 2023. Foto:
Madam Bachs Den nysgerrige have i Kuben under Horsens Teaterfestival 2023. Foto: Christoffer Brekne

LÆS OGSÅ: Sanseteater for børn rummer mørke, magi og håb for fremtiden

Enorm detaljerigdom

Det lille lokale er fyldt med spændende sager, som man må røre ved og lege med. Her er små skiver af tykke grene med farverige insekter malet på. De er perfekte som flade klodser, der kan stables og bygges til tårne. Her er to høje søjler, der som træstammer strækker sig op under loftet. Den ene har huller, som man kan putte kastanjer ind i og høre dem glide ned gennem et rør, før de igen lander i kastanjebunken under træet. Det andet har små “vinduer” med kig til billeder af dyr.

Fyldt med spændende sager, som man må røre ved og lege med

Her er små dioramaer, der lyser op og sætter sig i bevægelse, når man trykker på en indbydende, rød knap. Et har en karrusel med papirdyr, der kaster stemningsfulde skygger, når den drejer rundt. Et andet er skabt inde i en stor, åben kuffert, der står på højkant. På små hylder bag beskyttende glas er placeret sand, småkviste og tørrede blomster. Der er farverige insekter klippet ud af papir og en opsats, der kan dreje omkring.

Madam Bachs Den nysgerrige have i Kuben under Horsens Teaterfestival 2023. Foto: Christoffer Brekne
Madam Bachs Den nysgerrige have i Kuben under Horsens Teaterfestival 2023. Foto: Christoffer Brekne

Inspirerer til fortsat leg med naturen

Den nysgerrige have taler så afgjort til børns nysgerrighed og deres glæde ved at undersøge alting. Især et lavt, hvidt bord, hvor man gennem et halvcirkelformet forstørrelsesglas kan betragte de mange hundrede insekter, der er malet på bordpladen, ser ud til at være et stort hit blandt børnene. Universet er gennemført og vellykket. Måske nok mere installation end teater, men så afgjort en vellykket én af slagsen. Desuden er det en fin lille detalje, at alle børn, der har lyst, må få deres eget grønne agern med hjem fra bunken på det ene bord. Så kan stemning og leg tages med videre og fortsættes derhjemme.

Taler til børns nysgerrighed og deres glæde ved at undersøge alting

Den nysgerrige have i Kuben er blot et lille uddrag af den totalinstallation, Teaterværkstedet Madam Bach har skabt i haven omkring deres teater i Odder. Der er ingen tvivl om, at en hel have med denne type sanseoplevelser, lydinstallationer og lignende må være en magisk oplevelse for børn at besøge. Men den mindre, indendørs udgave er bestemt også velfungerende. Og nok i virkeligheden mere hensigtsmæssig for de allermindste børn.

LÆS OGSÅ: ISCENEs reportage fra Horsens Teaterfestival 2023

Idé og iscenesættelse: Pernille Bach. Komponist: Christian Schrøder.

Medvirkende: Pernille Bach og Christian Schrøder.

Oplevet på Horsens Teaterfestival 2023.

Seneste

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og kritiker på ISCENE. Arbejder som freelance kulturjournalist, er medlem af Reumert-juryen og har Kulturmor.dk. Tidligere teaterkritiker for Jyllands-Posten og Dagbladet Information. Uddannet cand.mag i Moderne Kultur ved Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Annonce

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt under overskriften The Regenerative Power of Art. Med en dyster keynote af Mikkel Krause Frantzen...