★★★★☆☆ Den største gåde – Svend Åge Madsens historie er stadig aktuel

I lillebitte skala med detaljerede papirfigurer og fotografiske scenografier har Papirteatret Meklenborg netop haft repremiere på deres udgave af Den største gåde, som de spillede første gang i 2008. En tilsyneladende evigt aktuel fortælling om mennesker over for den kunstige intelligens.

I 1982 udkom Svend Åge Madsens roman Den største gåde, der skildrer en verden, hvor menneskeligheden ubemærket er veget for maskinernes magt. De to unge gymnasieelever Anica og Benjamin er tilsyneladende de eneste, der stadig har deres menneskelige egenskaber intakte – og dermed de eneste, der stadig kan kæmpe imod overmagten.

Annonce

Denne romanfortælling har Per Brink Abrahamsen og Søren Mortensen dramatiseret til Papirteatret Meklenborg, hvor den er skåret helt ind til benet og kun varer 30 minutter. Det fungerer overordnet virkelig fint, selvom historien starter og slutter noget brat.

Hvem kom først?

I Den største gåde har væsener af metal taget styringen over menneskets liv. Computere, biler, telefoner. En uhyggeligt præcis forudsigelse fra Svend Åge Madsens hånd tilbage i 1982. Alligevel bliver iscenesættelsen –tilsigtet eller ej – en anakronisme.

På den ene side er der den enorme, gamle computer D.Y.R. 1, som Anica og Benjamin forsøger at reparere, for at den skal kunne tolke skjulte budskaber i menneskets dna-kode for dem. På den anden side er fortællingen tilføjet nutidige, afhængighedsskabende elementer som mobiltelefoner og iPads.

Det er dog på ingen måde skæmmende for historien som helhed, der fremstår skræmmende aktuel med sine grundlæggende spørgsmål til, hvem der egentlig skabte hvem og hvorfor. Kom computeren eller mennesket først? Og er vi fra vores skabers hånd programmeret til at genskabe den kunstige intelligens?

Stor fortælling i miniature version

Det skræmmende dystopiske i Svend Åge Madsens fortælling står skarpt frem i papirteaterversionen, hvor Marie Thodberg og Søren Mortensen fører Gitte Baastrups papirdukker med sikre hænder. Oplevelsen føles som en mellemting mellem dukketeater og at se på et lille, gammelt tv.

Hvert sceneskift markeres med et blackout og Undertows musik, der sætter stemningen fra let munter til stærkt foruroligende. “Jeg tror, den gjorde det med vilje,” siger Anica allerede tidligt i fortællingen om computeren, der springer propperne i stedet for at give de to unge svar på dna-kodernes skjulte budskab. En uheldsvanger konstatering af computerens evne til at tænke og handle selvstændigt, som siden – nærmest i gyser-stil – medfører død og tab af fuldstændigt tab af menneskelighed.

Heldigvis efterlades vi med et spinkelt håb for fremtiden, der sikrer, at publikum går eftertænksomme fra forestillingen og ikke fuldstændigt opgivende.