Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Axial Figures – meditativ svævende skønhed

Bora Bora lagde i sidste uge hus til premieren på Simone Wierøds arkitektonisk inspirerede og magnetisk dragende svævekoreografi, Axial Figures, der fra onsdag kan opleves på Dansekapellet i København – og den helt særlige meditative oplevelse skal man unde sig.

Fem reb hænger fra loftet monteret i fem robotter i riggen. Fem skikkelser kommer blødt gående baglæns i mørket mod os. M€RCYs sfæriske score giver pludselige riv i ørerne, mens skikkelserne vandrer på tværs af scenen og griber hvert sit reb, mens lyset langsomt bliver stærkere.

Annonce
Axial Figures
Axial Figures på Bora Bora. Foto Jens Peter Engedal.

Så langt som rebet lader dem gå

På kryds og tværs bevæger de sig, langsomt og synkront fuldkomment. Ud og ind mellem hinanden, mens rebene snor sig på stadigt nye måder. I helt douce farver af gult, grønt og rosa danner de som en krop formationer over gulvet. Så langt som rebet og de andre lader dem gå. Elegant glidende, hele tiden med små ansatser til at hoppe op ad rebet.

Stadig i fuldstændig og hypnotiserende symbiose kravler de op

Og op kommer de. Stadig i fuldstændig og hypnotiserende symbiose kravler de op. Svajer, poserer, krammer sig sammen om rebet. Glider ned og kravler atter op, mens de danner linjer, figurer og mønstre. Snart statuarisk hvilende, snart i graciøs bevægelse op og ned ad rebene, snart i vredne positioner om rebet.

Axial Figures
Axial Figures på Bora Bora. Foto Jens Peter Engedal.

Flygtige billeder i evig forvandling

Axial Figures er inspireret af arkitekturens linjer, og de fem artister bygger på sin vis også et hus, og så et andet hus, og nu et tredje. Reb og kroppe danner flygtige akser og billeder, der hele tiden organisk er på vej et nyt sted hen i en evig forvandling – måske en evig forhandling – der samtidig formår at hvile i sig selv. Som når de fem hviler på rebet med hovedet nedad og fødderne stræbende mod himlen. Næsten overjordiske, men også virkelige som de stærke artister, de er.

Enkelte gange er en solo flettet ind, der understreger artisternes høje niveau, men det er i kollektivet, de rammer mig stærkest. Når én hænger højt i midten af krydsede reb og de øvrige danner modvægt på jorden som en illustration af forholdet mellem individ og fællesskab, der jo også bygges i en i princippet evig proces, der flytter sig af og til i ryk, af og til så småt, at øjet næsten ikke kan ænse det.  

Axial Figures
Axial Figures på Bora Bora. Foto Jens Peter Engedal.

En ny hybridform er født

Det er en kraftpræstation af de fem fremragende rebartister, men det er også en både originalt tænkt og uhyre vellykket koreografi, der samtænker dansen med det akrobatiske og det arkitektoniske på en måde, hvor de smelter sammen i en ny hybridform. Simone Wierøds forunderlige værk taler dermed også fremsynet ind i den tendens, der lader genrer flette sig sammen til nye scenekunstneriske udtryk, der kan møde nutidens publikum med relevante fortællinger.

Samtidig er Axial Figures næsten klassisk i sin meditative svævende skønhed

Samtidig er Axial Figures næsten klassisk i sin meditative svævende skønhed, der fik mere end en i salen til at udstøde et nydelesfuldt suk, da musik og Anders Kjems bløde lyssætning lukkede fredfyldt ned om de svævende skikkelser.

Hør Simone Wierød introducere forestillingen her.

Læs mere om Wired Studios her.

Seneste

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt under overskriften The Regenerative Power of Art. Med en dyster keynote af Mikkel Krause Frantzen...