Det tværnordiske ensemble The Nordic Council tager vores alkoholkultur under kærlig behandling i Happy Hour, hvor cirkusdisciplinerne humoristisk smelter ind i fortællingen om det nordiske tungsind og glæden ved sprit.
Vi ankommer i festens døende minutter. En spejlkugle vandrer træt over scenen, får ild på en smøg og lister hjemad. Så mødes de tre i sofaen, hvor de tømmermandsramte glider ekvilibristisk dovent rundt, mens radioen kværner om alkoholkultur. En traurig vise om kaffe i læssevis får de tre herrer i gang og op af sofaen.
Rusens svæv og overmod
Svenske Jakob Jacobsson hejses sindrigt til vejrs. Der skal jo lige være tid til den reparationskaffe. Men så hænger han der. Graciøs og kraftfuld på samme tid bevæger han sig med rebet. Tæt på jorden, men stadig i det vægtløse svæv, som også rusen kan opleves som.
Finske Merri Heikkilä har anderledes fart under fødderne, når han fører an i jongleringsnummeret på rulleskøjter. Med kække blikke, hoftevrid og rappe hænder suser han rundt i den overmodets glæde, der også hører rusen til. Merri Heikkilä kan tale engelsk, så det får finsk tyngde og sætter sine replikker med lige så usvigelig timing, som de objekter han lader flyve om ørerne.
Islandske Bjarni Árnason er den tunge, bardus mand i selskabet, der prustende kommer ud til publikum og byder på øl. Han lukker og slukker festen farefuldt balancerende på toppen af to stabler ølkasser, hvor han virtuost lader diabloen tale i stadigt mere komplekse mønstre, før luftkastellet braser.
Not enough but a little too many
Sammen udgør de en charmerende forsamling af genkendelige karakterer. Her den prætentiøse digter, der læser op i barens mørke. Her er klubgæsten, der frygtløst vandrer hjem i uhyrlige minusgrader og heldigvis danser poetisk i stedet for at falde i søvn i en snedrive. Her er de kiksede hjerte/smerte-danse, når man har fået “not enough but a little too many”. Her er drikkelaget, hvor snapsen forsvinder med lynets hast, mens glas, flasker og dåser med hastig fart skifter hænder bordet rundt, op i luften, under bordet.
Det er trioens anden forestilling og de klæder hinanden godt med den fælles humor som sammenbinder af deres forskellige discipliner. Happy Hour bliver således en montage af situationer og stemninger, hvor trioens musikalitet og sans for skæve kostumer er med til at tegne et underholdende, men også tankevækkende blik på den nordiske tilgang til alkohol.
Punket kant og publikumsappel
Det handler ikke om løftede pegefingre, men om poetisk fabuleren vekslende med en total mangel på selvhøjtidelighed, der også giver sig udtryk i deres ublu flirt med publikum og et flabet musikvalg, hvor drikkeviser kombineres med ABBAs Lay All Your Love On Me, før der toppes med intet mindre end Richard Strauss Also Sprach Zarathustra, bedre kendt som ouverturen Stanley Kubricks 2001 Space Odyssey.
Utrættelige DYNAMO har co-produceret og får med Happy Hour atter præsenteret samtidscirkus med original, punket kant og stærk publikumsappel.
Af og med: Merri Heikkilä, Jakob Jacobsson og Bjarni Árnason. Co-produktion med DYNAMO og Nuua Company.
Happy Hour spillede 1. – 3. februar 2024 på DYNAMO Workspace.