Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Scener fra et ægteskab – energiudladninger i velfungerende Bergman-iscenesættelse

Ingmar Bergmans drama Scener fra et ægteskab er fra 1973 og har altså et halvt århundrede på bagen. Men det mærkes ikke i Martin Ringsmoses tidløse iscenesættelse på Himmerlands Teater, hvor parforholdets op- og nedture virker ganske aktuelle.

Ægteparret Marianne og Johan har været gift i 10 år. Ved første øjekast et lykkeligt og problemfrit parforhold, som Kaja Kamuk og Ronny Sterlø portrætterer med let overdrevne smil og mild overbærenhed over for hinandens særheder.

Annonce

Da publikum møder parret i det første af en række nedslag i deres liv, er de i fuld gang med et telefoninterview med en journalist, der skal skrive en artikel om ægteskab. Instruktør Martin Ringsmose får således med brugen af smartphone i allerførste scene slået fast, at historien ikke er gammel og støvet, men ganske nutidig og relevant.

Scener fra et ægteskab, Himmerlands Teater. Foto: Niels Reiter
Scener fra et ægteskab, Himmerlands Teater. Foto: Niels Reiter

Fokus på historien

Denne fornemmelse af aktualitet eller måske mere almengyldig relevans fortsætter fint gennem hele iscenesættelsen. Nick Pedersens diskret-douce scenografi, der består af store, stofbetrukne firkanter og cylindere, mere antyder end ligner et egentligt hjem. Således kan de to skuespillere på scenen ved at rykke rundt på de enkelte elementer hurtigt skifte lokation fra lejligheden til sommerhuset eller til til Johans kontor på universitetet.

Scenografien skaber rammerne for det, der er i fokus i Ringsmoses iscenesættelse. Nemlig historien, der bæres af Kaja Kamuk og Ronny Sterløs velfungerende portrætter af et ægtepar, deres udvikling fra harmonisk familieliv til de begyndende gnister, som siden bryder ud i lys lue.

Scener fra et ægteskab, Himmerlands Teater. Foto: Niels Reiter
Scener fra et ægteskab, Himmerlands Teater. Foto: Niels Reiter

Kemien mellem Kamuk og Sterlø er intens. Især i forestillingens anden akt, hvor de højlydt får sat ord på alle de hidtil indestængte frustrationer. Og det i en grad, der ikke blot leveres med gnistrende energiudladninger, men også udvikler sig til rent fysiske kampe på scenen.

De store følelser vist i det små

Også nogle af de mere stilfærdige scener fremstår stærke og sigende. Som da Kaja Kamuks Marianne efter en nylig abort sidder ulykkelig, sårbar under dynen i ægteparrets seng og forsigtigt spørger sin mand, om han vil holde hendes hånd. For da Sterløs Johan sætter sig på sengen, placerer han sig næsten en hel armslængde væk fra hustruen, så blot deres hænder mødes. En fysisk synliggørelse af den afstand, der kiler sig ned mellem de to ægtefæller.

Scener fra et ægteskab, Himmerlands Teater. Foto: Niels Reiter
Scener fra et ægteskab, Himmerlands Teater. Foto: Niels Reiter

Siden hen i forestillingen italesættes både afstand, frustrationer og utroskab, men Bergmans drama tegner på ingen måde hverken et glansbillede eller et skræmmebillede. “Hvordan skal man kunne snakke om det, der ikke har ord?” spørger Johan efter en større nedsmeltning, og rammer dermed hovedet på sømmet i parforholdets problemer ved at få talt ordentligt sammen om ønsker og drømme.

Martin Ringsmoses iscenesættelse bringer en fin, nutidig fortolkning af Scener fra et ægteskab, som de færreste vil kunne se, uden at det sætter tanker i gang om ens eget bidrag til et parforhold.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt...

SWOP hylder styrken i nærværet

Swop festival i Roskilde gik ikke ubemærket for sig,...
Annonce
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og kritiker på ISCENE. Arbejder som freelance kulturjournalist, er medlem af Reumert-juryen og har Kulturmor.dk. Tidligere teaterkritiker for Jyllands-Posten og Dagbladet Information. Uddannet cand.mag i Moderne Kultur ved Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Annonce

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt under overskriften The Regenerative Power of Art. Med en dyster keynote af Mikkel Krause Frantzen...