★★★★★☆ Eventyrlige dæmoner – angst og bæven i personlige møder med H.C. Andersen

Bådteatrets stjernedygtige hold tager os i Eventyrlige dæmoner med på en personlig rejse gennem en håndfuld af H. C. Andersens eventyr. En poetisk verden folder sig ud, mens livet og drejescenen snurrer.

Den lille, fynske nattergal, kaldte H. C. Andersen sig selv. Eventyret om nattergalen hører vi ikke, men en portion eventyr og ord fra andre tekster fletter sig sammen med de fire dukkeføreres personlige fortællinger og minder fra deres arbejde på Bådteatret. Kun lidt over en time varer forestillingen, men den er trods sin flot fragmenterede form rig på mening og fylde.

Mangt en fobi og en samling af neuroser

Bådteatrets lille scenerum er fyldt ud af en drejescene med tre rum. Andersens skriverum med de blodrøde vægge og to lysere rum, der kan skifte karakter alt efter det eventyr, de danner ramme for. Der er kælet for detaljen, og rummenes egenart får i Brian Njies lyssætning skruet op og ned for den snert af dæmoni, der fra titlen lister sig ind i situationerne. At H.C. Andersen gemte på mangt en fobi og en samling af neuroser er ingen hemmelighed, og Eventyrlige dæmoner læser netop disse dystre og ængstelige sider af forfatterskabet frem, mens varmen og kærligheden til teksterne samtidig løber som en strøm under de mørke billeder.

Først kommer Yulia Lystbæk dog muntert ind med far Boris som lille, elskelig marionetdukke. Han er som hun skuespiller og lærte hende, at Andersens eventyr var ”den skandinaviske sandwich”, nemlig både noget for børn og voksne. Sandt er det, at alle aldre kan læse Andersen, her er det dog mestendels de lidt mere spidsfindige ord, der kommer i spil.

Andersen og mig

Tepotten er stolt, til den tabes på gulvet. Først som dukke, siden i en præcist doseret papirklipsekvens i et vindue, der pludselig byder sig til på den hvide væg. Magisk som papirklippene selv. Forelsket er han i ordene, digteren, mens snemanden smelter og havfruehalen flyder dovent i vandet. Andersen har selv de vilde, røde sko på, der er alt for meget, når de danser og danser, til bæreren hugger fødderne af. Astrid Kjær Jensen får med et svirp koblet dem til alle tiders forfængelighed og nutidens temaer om mavebluser.

Jens Gotthelf var som Andersen genert som barn og fandt som han kunsten at være tryg i, mens Signe Kærup Dahl får en klump til at vokse frem i halsen, da hun stilfærdigt fletter Historien om en moder sammen med tabet af et ufødt barn. Det bliver meget privat, men på en sober måde, der går lige i hjertet, og helt almenmenneskeligt viser, hvordan kunsten kan spejle os og vores smertepunkter.

Horror, angst og poesi

De fire personlige fortællinger er omkranset af en ren tour de force i både eventyr og dukkemagi. Andersen namedropper sine samtidige koryfæer, mens scenen drejer hastigere og hastigere rundt. Siden drejer den med allerede sete figurer og andre fra den tykke bog med eventyr. Der trykker Den lille pige med svovlstikkerne sig, der rejser Den grimme ælling sig som svane og der følger Skyggen sin herre – eller følges af ham.

Det er fabulerende og poetisk teatermagi med fire suveræne dukkeførere sat i en ramme, der med et enkelt greb forbinder digteren til nutiden gennem de personlige fortællinger, og samtidig visuelt forfører os ind i et kunstens univers, der strejfer horroren med blodige, efterladte sko og rækker mod poesien med tepottens sirlige dans og ordenes angstfyldte lyde.