Forestil dig en fremtid, hvor mennesket kan designe sit barn med gen-teknologi. Scenariet – tilsat et urovækkende lydunivers – kunne publikum opleve denne juni på Republique i forestillingen Hovmod.
”Jeg vil sætte mit barn fri”, forklarer den unge kvinde sin mor på Republiques Lille Scene. Lyd- og musikforestillingen Hovmod i serien om de syv dødssynder på Republique finder sted i fremtiden, hvor man selv kan designe sit barn. Man kan nemlig klippe det bort, man ikke ønsker fra barnets dnastreng – fx angst. Man kan ligefrem få et barn med sig selv, idet man kan producere æg- og sædceller ud af stamceller.
Hovedpersonen i Hovmod, energisk, cool og sårbart fremført af Sofia Mehlum, vil ikke skabe et barn for sig selv i sit eget billede med en tilfældig mand. Hun vil derimod rationelt designe et interessant menneske, et geni, for menneskeheden. Derfor køber hun billigt dna-materiale med autisme, så barnet kan få særlige egenskaber, og derfor får hun lavet sædceller ud af sine egne stamceller, hun kan befrugte sit eget æg med.
I Hovmod undersøges den meget nære fremtid eller ligefrem nutid, for det er faktisk allerede muligt at designe sit eget barn og at lave sædceller ud af stamceller. Det er bare et spørgsmål om, hvornår metoderne bliver taget i brug. Det uhyggelige scenarie iscenesættes derfor også med voldsomme urovækkende, sanselige virkemidler på Republique.
Den voldsomme lyd og musikken af Matilde Böcher er bearbejdede optagelser fra en reel fødsel. Så vi hører i begyndelsen et åndedrag, tungt og gispende lyde og til sidst en kvinde, der klager sig. Hun har veer og presser. Lyset er desuden hårdt og ind i mellem sat lige imod publikum for så at slukkes så scenerummet bliver helt mørkt, ligesom i fx David Lynchs film Mulholland Drive bliver publikum simpelthen blændet i skiftene mellem lys og mørke.
Hovmod er et spændende og vedkommende iscenesat oplæg om mennesket der leger gud og de nye videnskabelige muligheder med genteknologi og de etiske spørgemål der medfølger. Særligt iscenesættelsen og brugen af lyd- musik- og lyssiden brillerer, og man kunne måske blot have ønsket, at der havde været udviklet lidt mere på historien om den unge kvinder, der designer sit eget barn for at sætte det fri.
Anmeldelsen er oprindeligt udgivet på Teater1.dk
