This is for Her er en detaljeret undersøgelse af tortur set igennem ofret, bødlen og det omgivende samfund.
Scenen er forvandlet til et lille mørk rum med en stol stående i midten, imens fortæller en stemme fra publikumsrækkerne, at også vi har forventninger til, hvad der er et rigtigt offer. Hvordan vi gerne vil se og høre om det, men at der også er et tidspunkt, hvor vi ikke gider høre mere. Den hudløst ærlige stemme snakker om tortur. I forestillingen This is for Her er tortur ikke noget, vi kan vende det blinde øje til – her er vi alle implicerede.
Med det i bevidstheden, starter forestillingens første af i alt tre akter. Her bliver vi præsenteret for torturofret, som har indtaget den tomme stol i rummet. På scenen genopføres et interview med en kvinde, der blev udsat for tortur under militærstyret i Argentina. Nøgternt og detaljeret beskriver hun, hvordan tortur blev brugt ikke for at få information, men for at knække hende og andre som mennesker. Ind imellem brydes fortællingen, når hun henvender sig til intervieweren og forhandler fortællingens videre udvikling.
I næste akt danser to kvinder i diskokuglens skær til Bee Gees Night Fever. Vi får at vide at denne sang også er blevet brugt af CIA til tortur af fanger i forbindelse med krigen mod terror. En krig som også Danmark tog del i Afghanistan og Irak. I denne akt vendes blikket mod bødlen med afsæt i de billeder der kom ud til offentligheden i 2004 af amerikansk soldaters tortur af fanger i Abu Ghraib fængslet i Irak. Soldaternes positurer gengives på scenen med fokus på den kvindelige fangevogter Lynndie England. Vi tages igennem detaljerede historier om hendes overgreb på fangerne og videre ind i beretninger om hendes liv. Det er i de fortællinger, at vi forsøger at finde svar på, hvorfor hun gjorde det. Men det er samtidigt også, fordi bødlen altid skal have et ansigt, så slipper vi nemlig for at tale om et system.
Sidste akt har fokus på det, der kommer efter torturen og den terapi, der bliver tilbudt ofrene. I Danmark har vi et færdigudregnet terapiforløb, de skal igennem. Alt imens forsøger offeret at navigere i de forventninger, der ligger i behandlingen, som har til formål at indskrive hende i samfundet igen. Meget håb for torturofrets fremtid efterlader forestillingen dog ikke.
Selv om den sidste akt ikke står lige så skarpt som de to foregående, så runder den en meget nuanceret og gennemarbejdet forestilling af, som tager os tættere på, hvordan torturens øjeblik strækker over tid og sted.
