My Heartache Brings all the Boys to the Yard på Aarhus Teater er et humoristisk og rammende billede af en generations søgen efter identitet og kærlighed – ikke mindst til sig selv.
Det er historier om kærlighed, der går igen i Aarhus Teaters My Heartache Brings all the Boys to the Yard: Den kærlighed, der aldrig blev til det, man håbede på. Den kærlighed, man aldrig fik. Og ikke mindst (den manglende) kærlighed til sig selv.
Forestillingen består udelukkende af monologer – de fleste i tale, nogle i sang – fremført på skift af tre skuespillere, og den har hjemme på Studio-scenen, som med Aarhus Teaters egne ord skal give publikum en ”anderledes, dynamisk teateroplevelse, hvor forestillingen udfordrer grænsen mellem fiktion og fakta.” Rummet er det meste af tiden oplyst af projektører, og publikum er bænket i bløde sofaer både rundt om og midt på scenen. Skuespillerne bevæger sig frit omkring blandt publikum, og det giver en fornemmelse af nærhed og autenticitet, at man kan se mimik og bevægelser i så udtalt grad. Grænsen mellem fiktion og fakta udfordres dog ikke synderligt, og det betyder, at Studio-scenens krav til sig selv ikke bliver indfriet til fulde.
I forestillingens tilfælde gør det dog ingen skade. Scenografiens styrke er nemlig, at den giver velfortjent plads til dramatiker Nanna Cecilie Bangs mange ord. I kraft af monologerne er forestillingen taletung, men man savner på intet tidspunkt mere interaktion, for Bangs tekst er simpelthen så vanvittigt velskrevet: Humoristisk, skarp, sårbar og ikke mindst rammende med sine betragtninger om den millennium-generation, den vil afspejle.
”Jeg er middelmådighed,” lyder det blandt andet fra den mandlige karakter i skikkelse af skuespiller Christian Hetland. Det er den middelmådighed, de tre karakterer via monologerne forsøger at undslippe samtidig med, at de har en ironisk distance til den selviscenesættelse, det kræver – og som de har svært ved ikke selv at tage del i. Denne hang til selviscenesættelse understreges af monologernes navlepillende fokus samt de greb fra stand up-verdenen, som forestillingen gør brug af, for eksempel karakterernes tale foran et mikrofonstativ.
Et stærkt træk ved forestillingen er netop tvetydigheden: Ønsket om på den ene side at ville slippe ud af middelmådigheden og på den anden side trangen til at tage afstand fra jagten efter den unikke identitet. “Jeg lærte engang om stjernerne, så jeg havde noget, jeg vidste noget om,” fortæller Christian Hetlands karakter, mens skuespiller Anna Nøhr Tolstrups karakter drømmer om at ligne sådan en type, der drikker sort kaffe frem for latte og læser bøger om Sartre.
Pointen er dog ikke til at overse: Selviscensættelsen får os måske mest af alt til at ligne hinanden. ”Kender du det,” spørger skuespiller Asta Kamma Augusts karakter, som iført hvid t-shirt, højtaljede mom-jeans og sneakers kunne være enhver ung, dansk kvinde. Og ja – både hendes og de andre karakterers historier kender publikum sandsynligvis godt. Om ikke andet så brudstykker af dem. De historier, der serveres via monologerne, er nemlig i mange tilfælde ikke fremmede for dem, der er eller har levet i en tid, hvor alle muligheder står åbne, og hvor sociale medier som Facebook og Instagram skriger på, at vi skal være unikke og skille os ud.
Karakterernes fortællinger bliver derfor både morsomme, rørende og genkendelige, for de afspejler en søgen efter identitet, men også efter kærlighed og bekræftelse, der kan lindre smerte, usikkerhed og en manglende tro på, at den, man er, er nok. ”Kender du de dage, hvor du stiller dig foran spejlet og godt kunne være en af dem, der bliver lykkelig,” spørger Asta Kamma Augusts karakter for eksempel. Av! At teksten samtidig bliver fremført med så megen skrøbelighed, timing og nærvær af de tre skuespillere, gør, at My Heartache Brings all the Boys to the Yard rammer dig lige i maven med sine skarpe observationer. Bravo.
