Manning er fri er en rasende ambitiøs monolog om virkelighedens whistleblower, Bradley Manning, der lækkede hundredetusindevis af fortrolige dokumenter, billeder og videofilm om amerikansk krigsførelse, og skiftede køn i fængslet før han sprang ud som kvinden Chelsea på forsiden af modemagasinet Vogue.
Manning er fri er en fed fortælling, med spektakulært indhold fra hele spektret af politisk thriller-stof til sladder med kønsskifte og spring-ud historier. For amerikaneren Bradley Manning var – og er vel endnu! – en kompleks person, som formåede at ryste det amerikanske militær og resten af verden med sine læk af fortrolige dokumenter, der viste USA’s bestialske krig mod terror og medfølgende drab på civilbefolkningen. Men Manning blev afsløret, fik 35 års fængslet, blev benådet og sprang ud som kvinde på forsiden af modemagasin Vogue.
Vi får hele fortællingen fra Mannings misrøgtede barndom til fuldbåren kvinde i Anders Budde Christensens biografiske dramatisering, hvor han også selv står på scenen som Manning og de mange personer som omgiver ham. Det er en imponerende bedrift at skildre de mange karakterer og Mannings utallige transformationer og stemningsskift, men Anders Budde er en rutineret og formidabel skuespiller og får med stor overbevisning skildret hele personaget og de mange følelser i Manning.
Der er ellers ikke meget at læne sig op ad i den nærmest nøgne scenografi, hvor kun en plastikstol og et glasbur giver rum til Mannings liv. Det er en kende symboltungt, for vi forstår jo hurtigt at Mannings liv er et langt fængselsophold, hvad enten det er i en konkret fængselscelle eller symbolsk, som teenager fanget foran skærmen, soldat i militærets homofobiske hierarki eller desperat kvinde fanget i en mandekrop.
Forestillingen gør meget ud af at forklare og fortælle, hvad der skete og hvad vi skal forstå – men hvad med kompleksiteten? Hvad var Manning egentlig – patriot eller landsforræder? Bøsse, trans eller en mand i total misrøgt med sig selv og sin seksualitet? Teksten italesætter med ord, men savner lidt dybde, for Anders Buddes tekst er så betagende ivrig for at fortælle os ”det hele”, at den helt glemmer at holde fast i de knaster, der kunne tviste historiens kompleksitet.
Nu får vi i stedet en underholdende fortælling fra virkeligheden, med foruroligende indspark i debatten om krigsførelse mod terror og en betagende skildring af en mand/kvinde, der overlever på trods – og det er både imponerende, vedkommende og en sand fornøjelse at mærke en skuespiller brænde så meget igennem på scenen.
