En ulv er en ulv er en ulv

Anmeldelse af Håbet er Lysegrønt på Betty Nansen Teatret, Edison

<strong>En ulv er en ulv</strong> er en ulv

Håbet er lysegrønt. Foto: Henrik Grimbäck

Klaus Rothstein:

er kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, studievært på Skønlitteratur P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik.

Billedserie

Håbet er lysegrønt
til 5. maj 2018
Betty Nansen Teatret, Edison

Billedserie

Håbet er lysegrønt
til 5. maj 2018
Betty Nansen Teatret, Edison

Hos Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare repræsenterer ulven både sig selv, flygtningene, storkapitalen, klimakrisen, de sociale medier, de multinationales algoritmer, overvågningen, krigene, terroristerne, fanatikerne, nationalisterne, ulven er os selv, når vi er værst.

Bedst som Mammutteatret har premiere på en fabel-agtig, men ikke fabelagtig, forestilling om de til Jylland indvandrede ulve som symboler på vores omverdensfrygt, melder virkeligheden sig ind i teatret med miljøminister Esben Lunde Larsen i en af rollerne. Han mener, siger han til medierne, at vi danskere skal kunne færdes i naturen uden at være bange, og derfor er der brug for stærkere reguleringsmekanismer for ulve. Han støtter derfor et forslag fra Dansk Folkeparti og De Konservative, der vil ophæve ulvefredningen og have dyret hegnet ind eller skudt. Samtidig ser foreningen Ulvefrit Danmark dagens lys. Her flokkes danskere, der mener, at Danmark er for lille et sprogområde til at huse ulve. Om jeg så må sige.

Jo, timingen sidder lige i skabet, når dramatikerne Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare fyrer op under en bredspekteret samtidssatire, der sandt for dyden er velplaceret. Det betyder dog ikke, at Håbet er lysegrønt er en helt vellykket forestilling. Mens dens kerne er klippesolid, er dens form for flydende.

Vi åbner hos en rådgiver i Danske Bank. Den slags mennesker har Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare naturligvis et yderst kritisk øje til. Heldigvis falder skællene fra øjnene hos bankmanden – der af uransalige årsager hedder Preben Harris, hvilket er nøjagtig så umorsomt for os andre, som de givetvis har været sjovt for dramatikerne – som på et tidspunkt fabler ulykkeligt om det globale, uregulerede marked som en enorm dødsstjerne.

Håbet er lysegrønt
Håbet er lysegrønt. Foto: Henrik Grimbäck

Men inden vi når dertil, skal Preben Harris tage stilling til en låneanmodning fra en kunde, der har brug for en million til at købe en ulv. Er det nu en god idé? Ulvene vælter ind over vores grænser, vi har jo slet ikke plads til dem, de hører ikke til her (og hvis man hører ‘flygtninge’ i stedet for ‘ulve’, har man ikke misforstået medbudskabet). Men da kunden insisterer, bevilger Preben Harris lånet, for det er jo det bankfolkene gør: udlåner penge for at gældsætte kunder. Og da lånet er i orden, siger han: ”Og så skal jeg spørge om du vil med mig til gospelaften? Det er et tilbud til alle Guldkunder, der skylder os mere, end en halv million…” Gæld, guld og gospel! Det er så skørt, at det kun kan være autentisk.

Hvad stiller vi op med truslen fra de invasive ulve? Her kommer den ekstremt populære digter Bolette Lund ind i billedet. Da hun bliver præsenteret for publikum ved et oplæsningsarrangement, retter hun iskoldt udtalen af sit navn: ”Det udtales i ét ord: Bolettelund.” Ja, det gælder jo om at skille sig ud, være unik, et varemærke, et brand. Og dét er Bolettelund. Folk elsker hendes ”identitetspolitiske krænkelsesdigte”, og læserne følger hende som disciple følger en profet. Eller som et folk følger en leder.

Da skovene er fulde af lig og København er bukket under for ulvesinvasionen, er der kun én ting at gøre: Bolettelund skal indlæse ét af sine identitetspolitiske digte, som så skal spredes ud i landet via Danske Banks netværk, for digtet slår alt ihjel, også ulvene, som ikke kan tåle narrative forløb, og slet ikke lyrik.

Håbet er lysegrønt
Håbet er lysegrønt. Foto: Henrik Grimbäck

Ok, er ulv er en ulv er en ulv, for nu at parafrasere Gertrud Steins berømte maksime om rosen, men det er netop i den hypnotiserende og forvirrende gentagelse, pointen ligger. For en rose er ikke kun en rose og en ulv er ikke kun en ulv. En ulv er alt det, vi beder den om at være, alt det, vi forstår den som. I vores utrygge globaliseringstid er ulven en samlemuffe for mange slags foruroligelser, mange nybrud, mange excesser. Ulven er ulven, men ulven er også flygtningene, ulven er storkapitalen, ulven er klimakrisen, ulven er SoMe-narkotika, ulven er de multinationales algoritmer, ulven er overvågning, ulven er krigene, ulven er terroristerne, ulven er fanatikerne, ulven er nationalisterne, ulven er os selv, når vi er værst.

Og så er ulven altså følsom over for narrative forløb og lyrik. Litteraturen, kunsten, er værnet mod ulvetidens trusler. Men helt så simpelt er det naturligvis ikke, og Håbet er lysegrønt amputerer, falsificerer og problematiserer også sine egne pointer, helt frem den tænksomme slutning, hvor vi vi må overveje om vi er i stand til at tilgive, ikke i teologisk-etisk forstand, men rent humanistisk, hvilket faktisk er en pointe i en tid, hvor flere og flere vender sig mod religionerne for at finde svar.

Håbet er lysegrønt
Håbet er lysegrønt. Foto: Henrik Grimbäck

Håbet er lysegrønt måtte udskyde premieren hele to gange, fordi sygdom og ulykker væltede ned over holdet, så to af fire skuespillere er først trådt til med meget kort varsel. Derfor er der ingen grund til at anholde fejl og mangler ved selve præstationerne. Det er faktisk udmærket. Den bærende rolle som Bolette Lund, nej Bolettelund, har Tina Gylling Mortensen, som for min skyld gerne måtte have skruet endnu mere op for vildskaben, ja faktisk kunne hele stykkets satire med fordel være drevet radikalt ad absurdum. Som sagt: en ulvefabel-agtig, men ikke helt fabelagtig, forestilling om alt det, vi går rundt og frygter.

Håbet er lysegrønt. Manuskript: Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare. Iscenesættelse: Henrik Grimbäck / Claus Flygare. Scenografi: Ida Grarup Nielsen. Mammutteatret i samarbejdet med Betty Nansen Teatret, Edison til d. 5. maj.

Medvirkende: Tina Gylling Mortensen, Josephine Park, Andrea Vagn Jensen og Anne Sofie Wanstrup samt statisterne Nana Lind, Mette Povlsen, Cosima Frammer Nielsen, Anne Giver Pedersen og Crisse Vallentin.

Del artiklen

'En ulv er en ulv er en ulv'

Facebook