★★★★☆☆ Dragsholmrevyen er rigtig ond, men på den helt rigtige måde

Du skal selv sætte ind med et mentalt stykke arbejde for at forstå og følge med i årets Dragsholmrevy, men så er du også godt underholdt. For her er spidende satire og sort humor, der hudfletter vores moral – eller rettere dobbeltmoral.

De to vidunderlige revy-gimper, Bente Eskesen og Susanne Breuning, charmer sig for fjerde år i træk gennem Dragsholmrevyen med deres satirisk skarpe to-mands m/k revy. En revy, hvor man ikke skal tage alle ord eller udsagn for pålydende, end ikke revyens navn. For trods titlen udspiller revyen sig overhovedet ikke på Dragsholm slot, men i Nykøbing Sjælland og i byen Vig, og sådan kan man blive ved, også rent indholdsmæssigt. Revyen siger og signalerer ét, men ér og udvikler sig til noget helt andet.

På overfladen virker den i al sin enkelthed utrolig håndholdt og synes nærmest improviseret på stedet, men tag endelig ikke fejl. De to jern-ladyer ved udemærket godt, hvad de gør, så dét, der synes koket og nonchalant i bedste kvinde-stil, er benhårdt og råt arbejde, der skal få beskueren til at tro, at denne revy og netop denne aften er noget helt særligt, pakket ind i en overflade, der synes nærmest skødesløst henkastet. Løgn og latin, det her er ren og beregnende forførelse af to skønne revy-skøger, der ved, hvad de gør – og jeg elsker dem for det.

På mange måder låner denne revy fra kabaret-stilen (fx de glidende overgange og det kurtiserende) og begge D’ damer har da også en glorværdig fortid inden for kabaret-genren, her sat på højkant og i scene af instruktøren Jakob Fauerby.

Dragsholmrevyens vandmærke er det fabulerende, det underlige, det anderledes – og har altid været det. Her er ingen imitationer på nogen eller noget som helst og glem alt om letkøbte vittigheder – her er det ordet og det reflekterede, der er i højsæde og dette er en revy, som i høj grad lægger op til, at publikum er velorienteret om også internationale tendenser og begivenheder. Tingene skæres således ikke ud i pap – og tak for det.

Dragsholmrevyen 2018. Pressefoto

Den sorte humor fungerer som revyens ledetråd lige fra starten, fx i det grumme indslag om to mødre (en af revyens mange Jakob Fauerby-tekster), som fejlfortolker deres selvskadende døtre med selvmordstanker og vælger at se døtrenes desperate handlinger som festlige indslag for at tiltrække sig lidt opmærksomhed. Dejlig væmmelig er også indslaget om flygtninge-banko, hvor der spilles om et permanent ophold her i landet, hvor tal-opråberen muntrer sig undervejs på tabernes bekostning. Man ler, men kors hvor er teksten rammende styg. Et andet gennemgående træk er, at teksterne på overfladen synes muntre, troskyldige og skødesløse, men lige under overfladen lurer alt det beskidte. Det er elegant og beregnende fremført, og her er tale om en revy, som på overfladen blidt leder publikum i morsomt fordærv, mens vores moral eller rettere dobbeltmoral hudflettes. Og det værste er, at det gøres så gelinde, at man ikke får sagt fra, før man er blevet skam-forført på bedste vis. Vi – publikum – er selv gået med på legen og så fanger bordet. Skal jeg sammenligne denne revy med et eventyr, må det være Rødhætte og ulven. Man tror man besøger en (i dette tilfælde to) søde gamle bedstemødre og haps – bliver man spist med hud og hår i hvert fald rent moralsk, for denne revy tager os med de moralske bukser nede, førend vi aner det.

Dragsholmrevyen 2018. Pressefoto

Enkelte tekster savner en bedre pointe, men det er til at leve med, for både Eskesen og Breuning har et scenenærvær, der slår én omkuld. Men – for der er et men. Skamskudt tiltror D’damer og deres instruktør med, at deres ellers søde og dygtige pianist også kan spille revy. Det kan han ikke! Som musiker er han ganske glimrende, han er sikkert også en flink mand, varmt klædt på og god ved dyr, men spille revy eller sige replikker, dét kan han ikke. UD! Men omvendt får det også revyens håndholdte overflade til at virke meget ægte.

Denne originale revy er rigtig ondskabsfuld, men på den helt rigtige og gode måde.