Man må ikke fløjte på scenen. Eller gå med hat og overtøj. Med mindre fløjtet eller overtøjet er en del af forestillingen, selvfølgelig. Men ellers bringer det uheld. Overtro trives i bedste velgående på teatrene. Her har ISCENE samlet en række anekdoter fra teaterhistorien.
Årsagen til overtøjet kendes vist ikke rigtig. Formentlig er en skuespiller engang kommet for sent til en prøve og er derfor stormet direkte ind på scenen iført sit overtøj, hvorpå der er sket et eller andet uheld med den pågældende.
Baggrunden for fløjteriet er derimod både kendt og logisk. I 1700-tallet var det søfolk, der arbejdede på snorelofterne med at skifte bagtæpper. De blev skiftet med reb, som søfolkene jo var vant til fra skibene. Og signalet til skift var også magen til det på skibene. Scenemesteren brugte en bådsmandsfløjte – et bestemt signal betød, at en bestemt dekoration hejses ned.
Derfor risikerer man, hvis man fløjter på scenen, at en uopmærksom sømand oppe på snoreloftet hører det som et bådsmandsfløjte-signal og sender et tungt bagtæppe ned i hovedet på en. På Pantomimeteatret i Tivoli, hvor man stadig skifter kulisser på gammeldags vis med reb og håndkraft, koster det stadig i dag en omgang til alle, der har været på scenen, hvis man fløjter.
Holger Juul Hansen og madpakken
Skuespilleren Holger Juul Hansen (1924-2013) fortæller i erindringsbogen Bag rampelyset følgende om sin entre som ung elev på Det Ny Teater, hvor han mødte en af tidens helt store skuespillere: ”Angelo Bruun kom hen til mig. Naivt troede jeg, at han havde set, at jeg trængte til opmuntring. Han sagde ikke noget, men han tog mig om skulderen og førte mig ud fra scenen, hen ad den lange gang med skuespillernes garderober og videre de to etager ned ad de slidte stentrapper til portnerlogen. Han åbnede døren ud til Teaterkolonnaden: ”Har De mad med?” Jo, min mor havde været så forudseende at smøre mig en madpakke. ”Pak den ikke ud. Løb bort så hurtigt De kan og kom aldrig mere tilbage – De vil takke mig resten af Deres liv.”
Kontant afregning fra anmelderne
Skuespillere har til alle tider ømmet sig over anmelderne, når de uddelte knubbede ord. Dagens anmeldere er dog ingenting imod tidligere tiders. Tag blot følgende eksempler, hentet fra danske og udenlandske anmeldelser gennem tiden:
Ældre britisk anmelder:
”Tæppet gik kl. 20.00. Jeg gik kl. 20.30!”
Ældre dansk anmelder:
”Anmelde denne forestilling? Det skulle da være til politiet!”
Om et stykke ny dansk dramatik:
”Dette stykke foregår på Grønland. Kunne ikke foregå andre steder. Burde ikke foregå på Det Kgl. Teater!”
Om et andet stykke ny dansk dramatik:
”Dette stykke bærer præg af at være blevet til ved et skrivebord og burde, som dødfødt, være stedt til hvile i skuffen nedenunder.”
Om en operasangerinde:
”Hun havde et vibrato, så et pigekor kunne sjippe i det!”
Ældre britisk anmelder:
”Jeg så stykket under uheldige omstændigheder: Tæppet var oppe!”
