Skuespiller Anders Juul spiller faderen, der mister sin seksårige datter. Det sker i monologen Jeg Løber, som er baseret på journalisten Anders Legarth Schmidts egen historie.
Hvem er du i stykket?
Jeg spiller Anders Legarth Schmidt eller en far, der har mistet det dyrebareste, han har – hans datter Ellen.
Hvad var din mission i forestillingen?
At overleve tabet af Ellen.
Hvad tænkte du på for at kunne spille den?
Jeg tænkte på Anders og Freja, Ellens forældre, på deres ord, deres blikke og på kvaliteten af deres stemmer, da vi talte om, hvordan de havde oplevet at se stykket for første gang. Og så er jeg åben, helt åben.
Hvordan husker du scenen hver aften?
Teksten starter i øjeblikket efter, at Ellen dør. Jeg har ikke lyst til at opleve det. Publikum har ikke lyst til at opleve det. Ingen har lyst til at opleve det.
Hvad følte du netop her?
Min krop ved, hvad den skal igennem, og den gør modstand. Den har ikke lyst til at gå igennem den sorg. Men der er kun en vej igennem det, et skridt og et ord af gangen.
Hvordan genkaldte du dig den følelse aften efter aften?
Jeg genkalder mig ikke følelser. Jeg åbner mig for teksten og for rummet. Jeg bærer feltet og den sorg, der er i det. Den sorg, der er i teksten, og den sorg, som publikum kommer i kontakt med undervejs. Min opgave er ikke at producere følelser. Min opgave er at kunne bære, rumme og organisere, de følelser som ankommer i rummet. Det er publikums sorg op imod tekstens sorg.
Hvad var det vigtigste, publikum skulle have ud af denne scene?
Vi tilbyder et rum, hvor man kan være med sin sorg uden at skulle noget med den. Et rum, hvor der er mulighed for at opdage andres og sin egen sorg. Og være sammen om det. Det er vigtigt for mig.
Hvad var det sværeste ved at spille netop denne scene?
Alle de følelser, stemninger, modstande, åbninger, sammenbrud og forløsninger, der bevæger sig i publikum i løbet af en forestilling sidder i mit system efterfølgende. Det er prisen for at bære noget så betydningsfyldt.
